Trodsede far og arbejdede 35 år i Mellemøsten
Meget imod faderens vilje blev Terry Ascott som 15-årig kristen. Senere brugte han sin uddannelse som civilingeniør til at opbygge en satellit-tv kanal for at formidle troen til Mellemøstens folk.Da Terry var 15-årig teenager tog han med på en kristen lejr. Det var hans far meget imod.
– Mine forældre var ikke kristne, og min far var meget imod kristendommen. Han anså kirken for et svindelforetagende og de kristne for en flok religiøse hyklere, fortæller Terry Ascott.
Det hjalp nok heller ikke på faderens holdning, at Terry selv blev kristen på den lejr.
Lejren var arrangeret af Baptistkirken og senere blev Terrys mor også omvendt og døbt i den lokale kirke.
Ja, Terry blev tilmed forelsket i præstens datter, Jackie, og de giftede sig ved et bryllup, hvor faderen blev væk
– Min far var bitter livet igennem, og det førte faktisk til, at mine forældre blev skilt.
i millionoplag
Terry Ascot er født i Kent udenfor London. Han var velbegavet og gik i gang med at studere til civilingeniør.
– Mens jeg studerede, gik jeg med i IFES (et kristent studenterarbejde, som svarer til KFS i Danmark). Det var jeg meget glad for, men jeg lagde også mærke til, at de kristne hæfter og bøger ikke passede til den politiske tid, vi levede i. Det var omkring 68erne, hvor studenterne i Paris gjorde oprør, og alle var optaget af revolution.
Derfor gik jeg sammen med nogle andre i gang med at udgive nogle kristne bøger og hæfter og et blad, som var skrevet i et sprog og en stil, som kunne appellere til vor tids unge. Vi skrev også om revolution. Faktisk udkom noget af det i over en million eksemplarer.
Jeg skrev ikke selv. Min opgave var at tage fotos og organiseret trrykningen osv.
– I seks somre var jeg ude at rejse og evangelisere med Operation Mission (OM). Bagefter satte jeg et år af til at arbejde i OM. Jeg var et halvt år i Øst-Europa, som dengang var kommunistisk og lukket for kristen mission. Derefter havde jeg planlagt et halvt år i Libanon, men jeg kom aldrig hjem. Jeg blev i Mellemøsten i 35 år, ler Terry og forklarer:
– Det var i 1973 og jeg blev involveret i at udgive litteratur på arabisk. Derfor blev jeg et år mere, og så et år mere
Jeg blev stadig mere optaget af, hvordan vi kunne bringe kristendommen til muslimerne.
Men så kom borgerkrigen og vi var nødt til at rejse fra Beirut. Ingenting fungerede mere. Og en dag blev jeg også selv bortført at palæstinensere, som forhørte mig. Heldigvis lod de mig slippe fri igen, og så rejse vi.
Vi regnede med, at der kun ville gå et par uger med uro, og at vi så kunne vende tilbage. Vi lod derfor vores sommertøj blive liggende. Men borgerkrigen fortsatte i mange år, og vi slog os ned i Egypten.
– I Egypten gik det op for mig, at gennemsnits-araberen kun brugte få sekunder om året på at læse bøger. Skulle vi nå dem, måtte vi i det mindste lave et blad.
Jeg og andre gik derfor i 1977 i gang med at lave et populært blad for unge, hvor der var kristne vinkler på historierne og hvor andre unge fortalte om deres tro. Det hed Magala og udkom indtil for få år siden. De første gange solgte vi kun 2.000 eksemplarer, men vi nåede op på 60.000 ekspl. Det var dejligt, men også dyrt, for vi kunne ikke sælge det til den pris, det kostede. Alle de andre blade var også subsidieret udefra af enten kommunister eller muslimske grupper. Så vi måtte også skaffe støtte fra kristne i USA og Europa.
– Men selv om vi nu nåede flere med bladet, så kunne jeg stadig se, at hovedparten ikke kunne nås med litteratur. Halvdelen var analfabeter. Især kvinder og børn ville aldrig kunne nås med litteratur. Vi måtte bruge radio eller tv. Jeg begyndte nu at arbejde med kristent tv, men pludselig blev jeg udvist af Egypten!
Det var en traumatisk oplevelse, for jeg stod på det tidspunkt med omkring 100 ansatte på magasinet, i bogafdelingen og i det nystartede tv-projekt.
Grunden var, at jeg havde fortalt Amnesty International om undertrykkelsen af menneskerettighederne i Egypten. Desværre var Amnesty ikke diskret nok, så myndighederne kunne spore sig tilbage til mig, og jeg blev derfor udvist.
I stedet fortsatte jeg nu arbejdet fra Cypern og har ikke siden kunne vende tilbage til Egypten, bortset fra kortere besøg.
– Selv om det var traumatisk, viste udvisningen mig også, at vi måtte satse på satellit-tv, fordi vi så kunne sende uden at blive censureret af myndighederne.
Allerede i 1986 var den første arabiske satellit sendt op, men den blev ikke udnyttet rigtigt. Først da Golf-krigen brød ud i 1990 og araberne så, at CNN kunne sende live fra krigen, vågnede de op og ville selv have satellit-tv.
Efterhånden kom der nogle få kanaler i dag er der vel 200 arabiske kanaler på satellit.
I 1993 lavede vi de førte kristne tv-programmer på arabisk. De var ikke særlig gode, for vi havde meget at lære. Både om programmerne og forholdet til de lokale kirker. Det var også kostbart, så vi lavede en model, hvor sponsorerne især er kristne i Nordamerika og Nordeuropa, men hvor ledelsen befinder sig hos de lokale mellemøstlige kirker.
I 1996 sendte vi 2 timer om ugen, og vi kunne næsten ikke overkomme det. Men arbejdet voksede, og i dag sender vi 24 timer i døgnet, foruden en ekstra kanal, hvor vi sender på farsi i 20 timer og på tyrkisk i fire timer. Vi har studier i Cairo og Beirut, samt på Cypern og i Istanbul.
– Men koster det ikke en masse penge?
– Det koster ca. 10 millioner dollars om året at holde dette arbejde i gang. Og det er ikke altid let at skaffe pengene. Men der er flere gode grunde til, at vi skal holde dette satellit-tv arbejde i gang, pointerer Terry Ascot, som er på besøg i Danmark for bl.a. at skaffe støtte her fra.
– Vi når ca. 10 mio. faste seere året rundt. Dvs. at man for 1 dollar kan sørge for 24 timers tv til et menneske, som ellers ikke har adgang til kristen undervisning og fællesskab. I forhold til, hvad man ellers bruger på at undervise og drive mission, er dette langt den billigste form.
– Dernæst er mange af de 50 lande, vi når, lukkede for kristen mission i traditionel forstand.
– Men vil muslimerne se de kristne udsendelser?
– Ja de vil! Men faktisk sender vi udsendelserne til de kristne mindretal i mellemøsten. Derfor skjuler vi heller ikke evangeliet. Vi taler om alting for vi taler til de kristne.
Men ved vi godt, at der er mange muslimer, som også ser med. De ser vores serier.
– Er der ikke kun få kristne i mellemøsten?
– Jo, desværre emigrerer flere og flere til USA og Europa. Mens der for 10 år siden f.eks. var 800.000 kristne i Iran, er der nu officielt kun 300.000 tilbage.
Men til gengæld er der stor interesse for programmerne blandt muslimerne.
– Også i Iran?
– Ja, iranerne opfattes normalt som meget fundamentalistiske muslimer. Men præstestyrets magtmisbrug har vendt befolkningen imod dem. Der er formentlig 10 pct. som stadig bakker op om præstestyret, men de 90 pct. er trætte af islam. Faktisk er Irans befolkning en af de mest pro-amerikanske i Mellemøsten. Iranerne drømmer om at være ligesom amerikanerne
Også i andre lande sker der et stort tilbageslag for den fanatiske islamisme. I Algier er der f.eks. mange berbiske stammer, som nu er åbne for kristendommen.
– Så der er mere brug for kristne tv-programmer i dag end for elleve år siden, da vi begyndte, fastslår Terry Ascott, som fik den særlige livsopgave og har tilbragt flere år i Mellemøsten end i England.
– Jeg tror slet ikke, jeg kunne trives i England i dag, siger han og tilføjer: Med det vejr
Hans og Jackies tre børn er i dag fordelt med én i Egypten, én i England og én i Århus! Ja, sønnen Rafik har fundet sig en kæreste i Århus.
Og hvordan gik det så med Terrys forældre?
Jo, da Terrys far blev 80 år, var han udsat for et overfald i en butik, hvor en kvinde knuste en flaske i hovedet på ham. Han mistede synet. Terrys mor flyttede nu hjem til ham og tog sig af ham de sidste seks år af hans liv. Og Terry håber og tror, at faderen nåede at forsone sig med sin Skaber inden han gik herfra.
