IPSICC

YouTuber fra USA kæmper for ny reformation i protestantiske kirker

Richard Ackerman, der er teologistuderende, kalder sig ’Redeemed Zoomer’. På sin YouTube-kanal fortæller han med stor energi om Bibelen, tro og teologiske retninger.

Skærmbillede af video om skabelsen fra Richard Ackermans YouTube-kanal.

Der er håb for de traditionelle protestantiske kirker. Men det gælder kun, hvis kirkernes bibeltro medlemmer går aktivt ind i arbejdet med at skabe grobund for vækkelse – en ny reformation.

Med dette udgangspunkt henvender den 22-årige Richard Ackerman sig som Redeemed Zoomer til især unge gennem sine engagerede, farverige og uhyre populære YouTube-videoer.

Omvendt som 14-årig

Churchleaders.com skriver om YouTuberen, at Richard Ackerman er ”en boglig kristen konvertit fra en ydmyg forstad til New York City. Hans familie er af jødisk afstamning, men han voksede op uden tilknytning til religion”. Efter at have rejst til Midtvesten for at deltage i en kristen musiklejr i mellemskolen, besluttede han sig for at konvertere.

”Jeg så, at disse traditionelle kristne tog bedre imod mig, end nogen anden hjemme i New York nogensinde havde gjort,” fortalte Ackerman. ”Det gav mig dette smukke billede af kristendom, som jeg aldrig havde set før.”

Herefter vendte Richard Ackerman tilbage til New York, og allerede som 14-årig tilsluttede han sig den presbyterianske kirke (Presbyterian Church) i USA.
Han fortæller, at han før sin konvertering var en vred og deprimeret teenager, der kæmpede med at få kontakt med andre. Men efter sin omvendelse oplevede han, at troen ændrede både hans mentale sundhed og sociale liv til det bedre.

Richard Ackerman alias Redeemed Zoomer har læst musik og matematik ved Southern Methodist University og planlægger nu at tage en kandidatgrad i reformert teologi på Dubuque Theological Seminary i Iowa. Ud over YouTubekanalen har han startet NGO’en Operation Reconquista, hvis formål det er at genoprette protestantiske kirker.

Ville dele evangeliet

”For første gang nogensinde var jeg i stand til at have empati med andre mennesker, og jeg holdt faktisk af dem, hvilket jeg ikke gjorde før,” fortalte Richard Ackerman. Han prøvede også med stor iver at dele evangeliet med sine jævnaldrende, men ”det virkede slet ikke”, sagde han.Derefter begyndte hans forsøg med at bruge de sociale medier til evangelisering.

Han begyndte først at lave videoer af sig selv, mens han spillede spil med prædikener i baggrunden, men disse videoer fik ikke mange visninger. Det krævede tre YouTube-kanaler og én Instagram-konto, før Redeemed Zoomer endelig gik viralt i 2022.

En halv million abonnenter

I første omgang hittede Ackermans korte oversigtskurser på Instagram, hvor han redegør for grundlæggende kristen teologi. I en af de mest populære videoer forklarer han ved hjælp af et Venn-diagram, hvordan Jesus er både Gud og menneske.

Ud over traditionelle teologiske emner har Redeemed Zoomer også lavet videoer, der skal hjælpe unge mænd med at håndtere ensomhed og finde mening med livet. Han har også lavet en video med oversigt over “gode kirker”, som er blevet set af millioner, og han giver en oversigt over alle kristne trosretninger på kun 12 minutter. Denne video er blevet set over 10 millioner gange.
Richard Ackermans kanal har over en halv million abonnenter. Han er på en mission for at omvende sin generation til at arbejde for konservative reformer inden for syv protestantiske kirker i USA.

Reformatorernes tro

Om sit teologiske ærinde forklarer Ackerman, at mange af de traditionelle kirkesamfund er præget af woke-ideologier og kulturkristendom.

”Venstrefløjen har været meget bevidste om at kapre de kulturelt vigtigste kirker i alle vestlige nationer og erstatte dem med deres egen ideologi,” skriver Ackerman i det konservative evangeliske tidsskrift ”American Reformer”.

”Det eneste håb for amerikansk kultur i den nærmeste fremtid er, hvis disse ekstremt kulturelt betydningsfulde kirker oplever en sand åndelig genoplivning og vender tilbage til evangeliet.”
For Richard Ackerman er en ”god” kirke én, der bekræfter den nikænske, den apostolske og den athanasianske trosbekendelse. Han lægger også vægt på, at kirken lærer, at kun en mand og en kvinde kan indgå ægteskab, og at der kun er to køn.

Operation Reconquista

Redeemed Zoomer har også startet NGO’en Operation Reconquista. Det er en bevægelse af bibeltro kristne i de traditionelle protestantiske kirkesamfund, som ønsker at disse vender tilbage til den reformatoriske tro.

Ordet ”Reconquista” betyder at generobre, men det skal ikke forstås som en opfordring til vold, understreger Ackerman. Derimod handler det om en opfordring til åndelig krig mod de dæmoniske kræfter, som præger mange traditionelle kirker.

95 teser til syv kirker

Der findes bibeltro mindretal i alle de traditionelle protestantiske kirker, og disse mindretal opfordrer Operation Reconquista til at generobre deres kirker fremfor at forlade dem til fordel for nyere evangeliske menigheder.

Til hver af de traditionelle kirker i USA, som er PCUSA, (presbyterisk), TEC (episkopal), UMC (metodistkirke), ELCA (luthersk), RCA (reformert), UCC (United Church of Christ) og ABCUSA (baptistkirker) har unge kristne lægfolk og præster formuleret 95 teser, som en opfordring til en ny reformation.

Liberale kirker har en tendens til at dø ud, derfor vil det konservative mindretal ende med at blive et flertal, hvis de står fast på den rette lære, mener Ackerman. Han er også overbevist om, at unge længes efter kirker, der udgør en modkultur til det, de ellers møder i samtiden.

”De unge ønsker en kirke, der er kontrakulturel, for de liberale kirker, der bare afspejler den almindelige kulturelle fortælling, giver dem ikke noget, de ikke kan få andre steder,” understreger han.

Redeemed Zoomer inspirerer også unge kristne i Norge til at blive i Den norske Kirke og præge den. Det sker blandt andet gennem netværket Frimodig Kirke Ung , fremgår det af en artikel i Dagen.no.