Debat

Daniel Rugholm

C kalder abortmodstand middelalderlig
Den konservative nordjyde Daniel Rugholm vil gerne repræsentere sit kirkelige bagland på Christiansborg.
Det er der grund til at ønske ham alt mulig held og lykke med. Daniel Rugholm får nemlig brug for det.
Som konservativ stiller han op for et parti, der i følge sundhedsordføreren mener, at »abortmodstand er middelaldermoral«. Om de kirkelige vælgere føler sig repræsenteret af dét prædikat, skal jeg ikke kunne sige. Men så kan det jo være, at de glæder sig over, at Dueholms kendte partifælle i det nordjyske – Jacob Axel Nielsen – sammen med flere andre konservative er medlem af ”Tværpolitisk Netværk for Seksuel Sundhed”?
Netværket kæmper – trods sit tilforladelige navn – ikke kun for sundhed, men også for at indføre fri abort andre steder i verden. Den kamp foregår i øvrigt også I EU og FN, og næste skridt på dagsordenen er formentlig at få vedtaget et menneske’rettigheds’dokument, hvor fri abort indgår som en grundlæggende rettighed.
Nikolaj F. Rasmussen
Redaktør på Værdipolitik.dk
Dalgas Boulevard 57,
Frederiksberg.

Min kristentro er afgørende
De kristne værdier er afgørende for mine politiske beslutninger.
I politik skal der mange gange hver dag træffes hurtige og væsentlige beslutninger. Der er ikke altid tid til lange og grundige overvejelser. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg er rodfæstet i nogle værdier, så jeg hurtigt kan træffe nogle gode og rigtige beslutninger.
Jeg er selv personligt troende og aktiv i en kirke i København. Min tro betyder meget for mig og var også afgørende, da jeg i sin tid valgte parti. I Det Konservative Folkeparti er der stor respekt om de kristne værdier, og megen konservativ politik bygger på et kristent grundlag. Jeg har været opstillet siden 1998.
Jeg er opstillet til Folketinget i Københavns Storkreds, der omfatter København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør. Det bliver en hård valgkamp i Københavns Storkreds, der også kaldes elefanternes tumleplads, idet mange landsdækkende koryfæer er opstillet her, bl.a. udenrigsminister Per Stig Møller og partiformand Helle Thorning Schmidt.
Min kristentro er også et styringsredskab, som jeg bruger, når jeg skal danne mig en mening og træffe politiske beslutninger. Hvis man ikke ved, hvad man selv står for, kan man falde for hvad som helst.
Jakob Næsager (C),
folketingskandidat i
Storkreds København

Deltidkristen
INGEN af partierne i det nuværende Folketing har respekt for de kristne livsværdier.
Jeg bliver virkelig ked af at læse og høre om kristne, som mener, de kan støtte politiske partier, som ikke har respekt for menneskeliv (10-12.000 ufødte dræbes hver år) – som tvinger mange personer til ikke at kunne holde fri på søn- og helligdagene – som er meget tæt på at tvinge præster til at lyve overfor bestemte grupper i vort samfund – som synes det er OK, at man også i DK forfølger kristne, som tør stå ved deres kristne tro – som intet gør for at stoppe sex i tv og i reklamer – som ikke forsvarer kristne skolers ret til selv at bestemme, hvilke lærere de vil ansætte – som ikke vil forsøge at ændre sprogbrugen i radio og tv, så man bliver fri for at høre på eder og forbandelser – som de sidste 40 år har skabt et tragisk sygt samfund i DK o.s.v. o.s.v.
Jesu Kristus siger mange gange, at man ikke kan være deltidkristen. Kristen er man 24 timer i døgnet 365 dage om året, eller også er man det ikke, og det uanset om man er på arbejde, med i foreningsarbejde, i politik, eller hvad man foretager sig.
Hvis du tør, så læs Lukas 6,46 – 49, bemærk vers 49.
Vi laver alle mange fejl, men den største fejl er, at man ikke VIL høre evangeliet og ikke VIL leve efter det. Tænk over det.
Helmer Olesen
Bygtoften 5, Fjelstervang
6933 Kibæk

Hvad er DF?
Dansk Folkeparti er et kulturkonservativt socialpolitisk midterparti.
Det er et nationaløkonomisk socialdemokrati, der lægger vægt på bevarelse af Danmarks historiske og kulturelle identitet og de kristne værdier.
Og det er partiet i en situation, hvor kulturliberalismen og kulturradikalismen har hersket enerådende siden 2. verdenskrig med skadelige virkninger for vort land både menneskeligt, kulturelt og åndeligt.
Når nogen hader Dansk Folkeparti, har det ikke noget med økonomi at gøre, men skyldes, at de hader kulturkonservatismen, som de troede var uddød.
For liberale og socialistiske partier er kristendommen politisk ligegyldig. For DF er kristendommens fortsatte eksistens i vort land derimod nødvendig.
Kombinationen af kulturkonservatisme og social forståelse er nødvendig for vort land.
Forudsætningen for Dansk Folkepartis fortsatte grundlag er, at DF fortsat med fuld kraft kan gå imod kulturradikalismen.
Men kulturradikalismen har også svækket vores kristne kultur og forudsætningen for den kristne kultur, nemlig den kristne tro. Mange tror, at den kristne kultur kan holde sig selv ved lige, men det er den kristne tro, der skaber den kristne kultur – ikke omvendt.
Niels Erik Søndergård
Rasmus Rasks Alle
5250 Odense SV

Medier i en valgtid
Statsministeren har udskrevet valg, og det fylder meget i vore medier. Det er udmærket, at de elektroniske medier bringer oplysninger til borgerne om, hvad det er, politikkerne vil tilbyde os.
Spørgsmålet er så, om det bliver gjort på en måde, så borgeren forstår budskabet. For det er her, vi som forbrugere af medier må forlange, at mediefolket får omsat politikkernes budskab, så det bliver forståeligt og relevant for os. Og det kan være noget af en udfordring!
På det mediemæssige område er vi i KLF, Kirke & Medier interesseret i, om vi som forbruger- organisation også i fremtiden bliver taget med på råd i mediemæssige spørgsmål. Vi mener, der skal være mere plads til forbrugernes mediesynspunkter og flere repræsentationer i både de lokale, regionale og landsdækkende medier. Vi ønsker en mere decentral struktur ved ændringer i medielovgivningen, og ser frem til at samarbejde med de (nye) mediepolitikerne på Christiansborg efter den 13. november.
Landstyrelsesmedlem i KLF Kirke & Medier
Bjarne Dueholm
Mosevænget 5,
7330 Brande

Jeg er enig
Da Kristendemokraterne ved sidste valg røg ud af Folketinget, udtalte nogle politiske kommentatorer, at nu manglede den etiske synsvinkel på Christiansborg. Hvor er jeg enig! Intet andet parti end Kristendemokraterne har kæmpet for de etiske områder, herunder de ufødtes ret til livet.
Den kamp vil vi fortsætte!
I årene med den såkaldt fri abort har vi taget livet af langt over en halv million levedygtige fostre; mennesker, der havde den samme ret til livet, som du og jeg fik. Og jeg må med bedrøvelse spørge: Hvordan kunne vi dog gøre det? Vi har hermed ikke alene destrueret liv, men også skudt os selv i foden! Nu må vi bruge resurser på at skaffe fremmed arbejdskraft, fordi vi mangler alle disse menneskeliv -og hænder i vort folk i dag. Det er mere end en skam!
Lad os få Kristendemokraterne i Folketinget igen, så den etiske kamp med en anstændig politik på alle områder kan fortsætte!
Inger Gimm,
Mulvadparken 77
6740 Bramming

Stå sammen om Kristen-demokraterne
Vi nærmer os valget, og dermed afgøres det, om vi fortsat skal have et parti i det danske folkestyre, som bygger HELE sin politik og sit værdigrundlag på det kristne livs- og menneskesyn.
Ingen andre partier i Danmark er i den grad gennemsyret af de kristne værdier i hele deres måde at tænke politisk på.
Der er mange kristne mennesker i Danmark, som ikke vil stemme på KD af den ene eller anden årsag.
Men, kære kristne venner: Nu må vi altså stå sammen – og bakke op om Kristendemokraterne, som kæmper en indædt kamp for at komme på Christiansborg.
Tør du tage ansvaret for, at KD måske ikke kommer ind – tør du tage ansvaret for, at der ikke længere er et parti, som vil kæmpe for abortsagen? KD kæmper virkelig for at sænke aborttallet – det er der altså INGEN andre partier, der gør!!!
Hvis vi står sammen nu, kan vi sagtens sætte mange mandater ind for KD – til gavn for Danmark og for fremtidens politiske billede.
Tør du svigte det, du tror på? – jeg gør ikke!
Finn M Christensen
Mosevej 24
Gærum
9900 Frederikshavn

Kun KD sætter abort på dagsordenen!
Kristendemokraterne fik i folketinget skaffet flertal for aborthandlingsplan 1 og 2 og var selv penneførere på disse to planer, der har til formål at nedsætte antallet af aborter.
Aborthandlingsplon 2 udløber med udgangen af 2007. Derfor fandt vi, at vi burde udarbejde et forslag til aborthandlingsplan 3, der satser på mere undervisning og bedre rådgivning for at få aborttallet bragt ned. Det handler om at redde liv.
Kristendemokraterne ønsker at tage vare på livet – hele livet. Fra fostertilblivelse til graven. Kristendemokraterne er modstandere af abort. Det står i vores principprogram, og vi ser meget gerne denne lov afskaffet, men Kristendemokraterne er det eneste poliotiske parti i Danmark, der kæmper for retten til livet, og vi sidder p.t. ikke en gang i folketinget. Derfor er det urealistisk at tro, at KD kan få afskaffet loven om fri abort, men vi kan arbejde for at få antallet af aborter ned – og det har vi gjort – og det vil vi fortsat gøre. Det er for os vigtigere at redde liv end at stille paradeforslag.
Kristendemokraterne er det eneste parti, der sætter abort på dagsordenen, og det er stadig en hjertesag for os. Jeg vil i folketinget kæmpe for, at aborttallet går ned.
Bjarne Nederby Jessen
Vinderød Enghavevej 73
3300 Frederiksværk
MF-kandidat for Kristendemokraterne

Ked af Per Ørums angreb
på Kristendemokraterne

Det konservative folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen har i Kristeligt Dagblad angrebet Kristendemokraterne for at svigte de kristne værdier.

Per Ørum Jørgensen (PØJ), MF for de konservative, har i Kristeligt Dagblad angrebet Kristendemokraterne for at svigte de kristne værdier.
Jeg er ked af, at den konservative folketingskandidat PØJ føler sig så presset i valgkampen, at han vurderer, at han er nødt til at angribe Kristendemokraterne på denne måde! Hvis han virkelig ønsker at fremme de kristne værdier, var der måske andre, det ville være mere på sin plads at angribe. Måske skulle han forsøge at hente stemmer fra Venstre, der jo ifølge statsministeren ønsker at reducere kristendommens indflydelse.
PØJ ved jo godt, at der ALDRIG med Kristendemokraternes stemmer vil blive givet grønt lys for kirkelig velsignelse af homofile. Kristendemokraterne ved du nemlig, hvor du har, når det gælder det kristne værdigrundlag.
Det samme kan ikke siges om de konservative. Hvor er de? Det er da fint, at PØJ har den gode vilje, men det har jo ikke gennemslag i partiet. Det var som bekendt en konservativ justitsminister, der indførte fri abort – vel at mærke uden at tage nogen som helst initiativer til vejledning og støtte for at give kvinderne gode alternativer. Denne støtte er derimod kommet gennem handlingsplaner, som Kristendemokraterne har fået presset igennem i Folketinget. Og hvad er der sket, siden Kristendemokraterne røg ud af Tinget i 2005? Ingenting! Men Kristendemokraterne har fremlagt en tredje handlingsplan, der yderligere skal støtte kvinderne, så aborttallet kan begrænses.
Og når nu PØJ nævner de homofile par: Vil de konservative så lade homofile par adoptere? Det har partiet vist ikke nogen officiel holdning til? Det har Kristendemokraterne, som er imod, da børn som udgangspunkt har ret til både en mor og en far. Der skal ikke ligefrem PLANLÆGGES med andet.
Det har som regel været Kristendemokraterne, der har forfægtet kristne værdier i etiske spørgsmål i Folketinget. De konservative har nogle gange været med og nogle gange imod. Men at de konservative skulle være initiativtagere vedr. etiske spørgsmål, det mangler vi endnu at se. Derfor er den eneste sikre stemme for et kristent værdigrundlag i lovgivningen Kristendemokraternes.
Det bedste du kan gøre er derfor at stemme på Kristendemokraterne. Jeg vil love at arbejde hårdt for de kristne værdier i Folketinget – det er virkelig en hjertesag for mig!
Tove Videbæk
Folketingskandidat (KD)
Regionsrådsmedlem

Kristendemokraternes chancer
Det er ikke valgprognoserne, men
Kristendemokraternes politik, der bestemmer, hvor krydset skal sættes den 13. november. Vi satser på, at partiet her i Vestjylland mindst får det kredsmandat, der skal bringe Tove Videbæk tilbage til Folketinget! – KD’ere i hele landet arbejder på mere end det!.
Hvorfor stemme på KD, når partierne efterhånden ligner hinanden?
Kristendemokraterne har været forud for deres tid med en familie- og miljøpolitik, som andre partier nu også har taget til sig. Hospicerne rundt om i landet skyldes KD’s dagsorden. Og der vil i fremtiden være nye dagsordner, som KD gerne skal sætte!
Det er de kristne værdier, det gælder!
Det enkelte menneske værdi fra livets begyndelse til slutning. Hjertet for de svageste grupper, dem, der ikke selv kan tale for sig.
Det er ansvarligheden for måden, vi indretter vores samfund på. Det er ønsket om vækst, men aldrig på menneskers bekostning.
Vi skal forvalte kloden , så også næste generationer har mad og en ren natur.
Faget kristendomskundskab skal også fremover have en tydelig plads i Folkeskolen, så vi kender vores egen baggrund og selvforståelse. Det giver frihed til at møde de fremmede, andre religioner og kulturer med åbenhed. Netop i en globaliseret verden er der brug for det!
Det er de kristne værdier og hjertet, der skal stemmes tilbage på Borgen. Fortæl alle tvivlerne det!
Kandidat til Folketinget i
Vestjyllands Storkreds for Kristendemokraterne
Elisabeth Wagner Olsen
Kirkevej 6
7884 Fuur

Heroin i valgkamp!
Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen melder nu ud, at han går ind for lægeordineret heroin til nakomaner. Disse sagsløse mennesker hvad udsættes de for. Hvad sker der i hovedet og kroppen når den fyldes af heroin, godt nok skal den være lægekontroleret. Men organismen regerer vidt forskelligt. Er det værdigt? Jeg synes ikke Danmark skal gå ind heri, som de vestlige lande ikke asepterer flertallet er imod, hvorfor nu Danmark? Tænk jer om endnu engang. Og er det kristeligt set etisk forsvarligt?
Ernst Lund
Præstegade 19
4400 Kalundborg

ET PARTIS DØD
KRF døde i årene fra 1998 til 2001, hvor det i partiet blev forbudt at sige fra over for islam, hvor partiet tog afstand fra det at ville styrke kristendommen i samfundet, men i stedet kun ville arbejde for de humanistiske værdier, og hvor partiet som følge heraf definerede sig religionsneutralt for alle religioner.
I de seneste år har størrelsen KD endog gjort de kulturradikale partier til dets foretrukne samarbejdspartnere.
Skulle KRF nogen sinde kunne komme igen, så vil det kræve følgende:
1) at det siger fra over for islam og religionsneutraliteten.
2) at det siger fra over for kulturradikalismen.
3) at det placerer sig som et nationaløkonomisk socialt midterparti.
4) at det bygger på den kristendom, der findes på alle virkelighedens områder.
1 og 2 på den ene side og 3 på den anden side passer fint sammen. Der er her tale om, at kulturkonservatismen kombineres med social ansvarlighed.
Nogen anser 4 for at være en selvfølge, men det er det ikke, da hovedparten at tidens kristendom kun findes på dele af virkelighedens områder.
Niels Erik Søndergård
Rasmus Rasks Alle 95
5250 Odense SV