IPSICC

I er jordens salt

Af Kjetil Fleten,
partileder ”Sund Fornuft”

Danmark er i krise. I det fysiske manifesterer det sig som ydmygende krænkelser af dansk luftrum med droner over militære installationer og økonomiske jordskælv som dem, der har ramt Ørsted og Novo Nordisk. Men det bliver værre endnu: Sidste år modtog jeg et domsord over København fra en finsk profet, da jeg var i bøn for Danmark ved Jerusalem Prayer Breakfast i Jerusalem. Sammenhængen mellem kongerigets fysiske og åndelige tilstand er efterhånden så åbenbar, at selv vores statsminister har kaldet til åndelig oprustning.

Regeringen har ligefrem udpeget en ordfører for åndelig oprustning. Det er derfor nødvendigt, at vi tager en snak om, hvilken ånd vi skal bygge på, og hvilke våben vi skal opruste med? Regeringen har afskaffet Store Bededag, proklameret, at Gud har vigepligt, og stillet sig på forkert side af den åndelige konflikt, der raser i Mellemøsten ved at kæmpe for en to-stats løsning. Selve kernen i to-stats løsningen er at give Jerusalem med alle dets helligdomme til islam. Jerusalem, – som Gud omtaler som sin øjesten!

Alt dette er ikke åndelig oprustning. Det er åndelig opløsning. Jesus siger: ”I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med?” Det er ret åbenbart, at vi som kristne har et ansvar i vores verden. Hvorfor genrejser vi ikke evangeliet som den grundvold, som vores samfund er bygget på? Evangeliet om Jesus som frelser. Troen på Gud som vores skaber. Fyldt af den Hellige Ånd, som åbenbarer, hvem Gud er.

I sidste uges udgave af Udfordringen kunne vi læse et udmærket indlæg af Emil Bredahl Lavsen om, hvorfor vi som kristne skal engagere os politisk. Jeg vil gerne udfordre dig til at tage et skridt videre, end det Emil opfordrer til: Giv din vælgererklæring til Danmarks eneste kristne parti, Sund Fornuft! Bibelske sandheder om synd har ikke en jordisk chance for at blive italesat og endnu mindre chance for at udmønte sig i lovforslag, som forbyder det i de etablerede partier.

Hvis vi vil standse abort, homofile vielser, aktiv dødshjælp, fri porno og meget andet, så skal der et parti til, som har Bibelen som sit fundament. Så har vi en himmelsk chance! Sund Fornuft har et bibelsk fundament, og det vil vi blive ved med at have. Begrundelsen for det er, at partiet er bygget op som en menighed snarere end et traditionelt politisk parti, og at vi har foreningen ”Med grundlov skal land bygges” som tilsynsråd. Vi vil rent ud sagt bruge den politiske platform, et parti giver os, til at tale evangeliet ind i lovgivningen og det politiske liv. Vi vil være jordens salt, som vores frelser har kaldet os til! Lige nu er saltet i vores land ved at miste sin kraft. Lad os stille os i gabet og handle, inden ulykken rammer.