IPSICC

Adventistkirken i Holstebro fejrer 100 år

Jubilæet fejres lørdag den 13. december med festgudstjeneste, spisning og tilbageblik.

Kirkebygningen på Platanvej 5 i Holstebro rummede fra starten også adventistmenigheden fra Lemvig.

I anledning af 100-året for Syvendedags Adventistkirkens stiftelse i Holstebro holder kirken jubilæum lørdag den 13. december med festgudstjeneste, fællesspisning og præsentation af menighedens historie i billeder. Der forventes foruden menighedens faste kirkegængere besøg af tidligere præster og medlemmer og andre med tilknytning til kirken.

Om kirkens historie fortæller pensioneret præst Sven Hagen Jensen: Kirken blev stiftet den 19. december 1925 af pastor Andreas Guldhammer under navnet Vestjysk Syvendedags Adventistmenighed. De første 36 medlemmer boede spredt fra Thy i nord til Ringkøbing i syd med flertallet i Holstebro. Sammenkomsterne foregik i hjemmene eller lejede lokaler som IOGT-bygningen i Vestergade, indtil man fik sin egen kirke.

To menigheder

Omtrent samtidig voksede en anden adventistmenighed op i Lemvig. Da en ny kirkebygning blev bygget på Pla-tanvej 5 og indviet i 1963, slog de to menigheder sig sammen og tog navnet Holstebro Adventistmenighed. Kirkebygningen på Pla-tanvej blev udgangspunktet for mange aktiviteter som bibeltimer, søndagsskole, spejderarbejde, missionsaktiviteter og koncerter foruden de ugentlige gudstjenester.

Musik og sang har været en vigtig del af menighedslivet med god hjælp fra menighedens musikalske talenter.

25 forskellige præster

I årenes løb har menigheden i Holstebro været betjent af 25 forskellige præster foruden 12 lokale forstandere og menighedsledere. Seks af menighedens præster og to menighedsledere har været udsendt som missionærer i Bangladesh, på det afrikanske kontinent og i Mellemøsten. På det seneste har kirken fået et mere internationalt præg med tilflyttere og nye medlemmer fra andre lande.

Sabbat, forventning og sund livsstil

Syvendedags Adventistkirken er en protestantisk frikirke og kendt for, at man holder sin helligdag på den bibelske sabbat, lørdag, den syvende dag i ugen. Jesu genkomst er ligeledes et kernepunkt, som det også fremgår af kirkens navn, Adventkirken eller Adventistkirken. I forkyndelsen står Jesus Kristus og hans tjeneste som frelser centralt, og det markeres bl.a. med et stort kors på kirkens facade, fortæller Sven Hagen Jensen.

Adventistkirkens medlemmer har traditionelt lagt vægt på en sund livsstil og drevet lysbadeanstalter og fysioterapiklinikker i Holstebro, Struer, Lemvig og Ringkøbing. Ved jubilæumsgudstjenesten taler Sven Hagen Jensen, der voksede op i Holstebro og senere har tjent som præst for menigheden.