IPSICC

Nonne med kald til forbøn for syge besøger Danmark

Den internationalt kendte nonne søster Briege McKenna besøger Danmark den 7.-11. marts 2026. Her skal hun sammen med pater Pablo Escrivas holde helbredelsesmesser i Skt. Nikolaj kirke i Esbjerg og Jesu Hjerte kirke i København.

I Esbjerg bliver der endvidere mulighed for at deltage i et weekendseminar med sr. Briege og p. Pablo, oplyser sognepræst Benny Blumensaat. Som ung nonne blev sr. Briege helbredt for leddegigt og fik efterfølgende et kald fra Gud til at bede for syge. Sr. Briege McKenna og p. Pablo samler nu tusindvis af mennesker på deres missionsrejser rundt i hele verden, hvor de oplever mange omvendelser og helbredelser. De afholder også store præsteretræter, hvor tusindvis af præster gennem årene har fået deres præstekald fornyet og styrket.

Trods deres travle program har de alligevel valgt at besøge bispedømmet i København, som er et af verdens mindste bispedømmer talmæssigt set. Det er en enestående mulighed for at blive fornyet i troen, fastslår præsten fra Skt. Nikolaj Kirke i Esbjerg. Bogen ”Miracles Do Happen” af sr. Briege McKenna er en bestseller, og den findes også i dansk oversættelse (Der Sker Mirakler). Bogen kan købes ved henvendelse til sognepræsten.