Kim Larsen tog fejl
For ikke så længe siden døde min far. Han døde i troen på Jesus, og derfor var begravelsen heller ikke kun fyldt med sorg. Faktisk var lovsangen under begravelsen blandt de stærkeste lovsangsoplevelser, jeg indtil videre har oplevet. En næsten fyldt kirke, der gav den alt, hvad de kunne.
Min far havde på forhånd valgt, at vi blandt andet skulle synge ’Salige vished, Jesus er min’ og ’Navnet Jesus blegner aldrig’. To stærke, gamle lovsange. For den, der ikke kender Jesus, lyder det måske som tåbelig snak. Nærmest lidt ynkeligt. Et selvbedrag. Men for den, der kender Jesus, er det bare sådan, det er. Det er frigørende. Det overvinder, overskygger og overtrumfer alt. Og selvom man risikerer at blive grinet af eller rystet på hovedet af, så er navnet Jesus for vigtigt til ikke at blive delt.
På min fars plejehjem satte de et smukt lys frem, da han var død, med påskriften ’Et lys er slukket, en stjerne er tændt’. Det lyder meget smukt, men kristeligt set er det lidt noget vrøvl og udtryk for et meget luftigt og tyndt håb. Jeg havde faktisk nok forventet mig lidt mere af et plejehjem, der er en del af Danske Diakonhjem. Men fair nok, der skal jo være plads til alle. Når døden kommer tæt på, som den jo af og til gør, bliver man mindet om, hvor kort livet er.
Kim Larsen havde ikke ret, når han sang, ’livet er langt, lykken er kort’. Livet er tværtimod kort, og det er faktisk også for kort til, at det kan betale sig ikke at forholde sig til Jesus. Hvis du gør det, kan lykken til gengæld blive lang. Livet kan oprigtigt talt være smukt og dejligt. Fyldt med farver, kunst, kultur, musik, natur, kærlighed, fællesskab, omsorg, glæde, latter, venskab, dufte. Der er virkelig meget i verden, der er smukt og godt, og som det er både vigtigt og meningsfuldt at sætte pris på.
Men der er alligevel noget, der er vigtigere. Noget, der kan gøre lykken længere end det gode liv. Kunsten er at holde fast i det vigtigste, også når døden føles langt væk, og når livet føles allermest fantastisk. I de svære perioder i livet er det ofte lidt nemmere end i de mere problemfrie, hvilket egentlig er en skam, men det hænger formentlig sammen med vores indgroede hang til at have os selv som den største gud i vores liv.
Så længe det går godt, bliver vi bekræftet i os selv, og det er svært at gøre plads til en gud mere i vores liv. Men i sygdom og kriser er det straks mere åbenlyst, at jeg har brug for en anden gud end mig selv i mit liv. Er du ung, gammel eller midt imellem. Er livet godt, hårdt eller midt imellem. Så husk på navnet Jesus. Fuld af kærlighed. Det er altid relevant, både i urolige tider og i fredelige tider.
