Det smukkeste aftryk

Det smukkeste aftryk, vi kan sætte i verden, er i andre mennesker. Et aftryk i et andet menneske kan sætte frugter gennem et helt liv. Velsignelser og forbandelser går som bekendt i arv, og det kan aftryk også gøre. Det kan sætte aftryk længe efter, det er sat.
Mange mennesker er drevet af et ønske om at sætte et aftryk her i verden. Det kan være politisk, eller ved store donationer, store byggeprojekter, kunst, sportsresultater, opkøb af naturarealer osv., men det stærkeste aftryk, du kan sætte, er i et andet menneske. Og det koster ikke noget. Min far var præst igennem mange år. Som præst har du det privilegie, at du møder mennesker i afgørende livssituationer.
I forbindelse med min fars død og i tiden op til, har jeg slet ikke tal på, hvor mange mennesker, der har delt en historie med mig om, hvordan min far har sat aftryk i deres liv. Det gør mig utroligt glad hver gang, både fordi der er noget rart i at høre gode ting om sin far, men også bare fordi det er rart at høre om, hvad vi som mennesker kan betyde for hinanden, hvordan det, vi gør, kan sætte afgørende aftryk i andres liv, og hvordan det kan få betydning langt hen i deres liv – og af og til også i deres nærmestes liv.
At sætte aftryk i andre menneskers liv har ovenikøbet den positive dobbelthed i sig, at det både gør en forskel i andre menneskers liv og samtidig tilgodeser mit eget egos behov for at blive husket. Tænk på, hvilken forskel det kan gøre i flere generationer at sætte et positivt aftryk i et andet menneskes liv. Det giver os hver dag en mulighed for at gøre noget vigtigt. Uanset hvor i livet vi befinder os. Selv som syg, kan vi sætte aftryk i andres liv. Både den, der modtager pleje, og den, der giver pleje, kan sætte positive aftryk i den andens liv.
I virkeligheden hænger det tæt sammen med at have et tjenende sind. At jeg ikke kun stræber efter min egen succes, efter materiel succes, men at jeg stræber efter at sætte positive aftryk i andre menneskers liv. Hvis du søger mening i livet, så værsgo, her er noget mening, som alle har råd til. Hvis dit aftryk så ovenikøbet har en åndelig karakter, så sætter det ikke bare aftryk her i livet, men helt ind i evigheden – og så kan det vist ikke blive ret meget større.
I øvrigt er det vel lige før, at dem, der gør den største forskel her i livet, er dem, der har brug for andres hjælp. På den måde giver man nemlig andre mulighed for at opleve velsignelsen ved at gøre noget godt for andre. Verdenshistorien er fuld af store personligheder, der har sat store aftryk – men for de fleste af os bliver det aldrig aktuelt. Vi kan i stedet med fred i sindet stile efter blot af sætte aftryk lige der, hvor vi er. Det er super værdifuldt, og verden er afhængig af dig og mig og vores gode aftryk.
Vi kan selvfølgelig også sætte negative aftryk i andre menneskers liv, men det giver vist sig selv, at det ikke er værd at stræbe efter.


