I Guds rige er den mindste størst
Kirsten Kruchov Sønderby er sognepræst i Bryndum og Vester Nebel Sogne ved Esbjerg.Jesus sagde: Den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. (Lukasevangeliet 22,26)
Jeg kender én, som engang solgte sin lillesøster. Hun fik 50 kr. for søsteren, men pengene var ikke det vigtige. Det gjaldt først og fremmest om at slippe af med denne irriterende efternøler, som forældrene havde tilladt sig at få, selvom de efter min venindes mening var alt for gamle til at få flere børn.
Min veninde var 12 år og brød sig ikke om konkurrenter til forældrenes opmærksomhed. En eftermiddag fik hun besked på at passe den lille, mens moren sov til middag. Naboens datter kom over for at lege og faldt helt i svime over den lille søster i barnevognen, hvorefter min veninde skyndte sig at sælge ungen til hende.
Handelen måtte selvfølgelig gå tilbage, selv om det ærgrede min veninde. Hun måtte finde sig i det og siden lære at leve med at dele sine forældres opmærksomhed.
Små børn er direkte, når de skal udtrykke deres krav på interesse. Med alderen raffinerer vi den måde, vi udtrykker jalousien og misundelsen på, for det er jo ikke pænt at være misundelig, og de fleste af os lærer at holde den for os selv og overvinde trangen til at slå bittert ud efter den, som fik det, vi gerne ville have haft.
I søndagens evangelium hører vi, hvordan Jesu disciple er i gang med at diskutere, hvem af dem der er den største og mest betydningsfulde.
Det groteske ved diskussionen er, at den foregår skærtorsdag aften, lige inden Jesus skal dø. Han er ved at tage afsked med dem på den mest højtidelige og bevægende måde. Og så giver de sig til at diskutere.
Forargeligt og småligt, ja, men ikke ualmindeligt. Det ved enhver, der har stået ved et dødsleje og hørt sig selv eller andre skændes om småpenge, arv og gæld, svigt og sejre hen over den døendes hoved.
Det ualmindelige er altså ikke disciplenes selvoptagethed, det er derimod Jesu insisteren på, at over for Gud handler det om noget andet end konkurrence om opmærksomhed. Han forklarer dem, hvordan det er mellem Gud og mennesker. At det for Gud ikke går efter rang og styrke og prestige. Kærligheden skelner ikke mellem de elskede, men sætter sig selv til side for den anden.
Jesu liv var èt stort eksempel på dette; at sætte sig selv til side for den anden. Og her ved bordet skærtorsdag aften minder han dem om alt dette. Hold op med at skændes om, hvem der er størst, se jeg tjener jer. Sådan skal I også være, den ældste skal være ydmyg, som var han yngst, og lederen skal være som en tjener. For i Guds rige er den største den mindste.
Forstod de det så? Måske… Læser man videre i disciplenes og kirkens historie, så er det ikke godheden og selvopofrelsen, der falder mest i øjnene. Allerhøjst blev den virkelig i få øjeblikke, hvor de glemte at tænke på sig selv og i stedet bare var. Øjeblikke, hvor Helligånden greb dem og gav dem styrke til at vende om og styrke brødrene, som Jesus siger, at Simon Peter skal.
Og hvad med os, forstår vi det, og handler vi derefter? Næh, hvordan skulle vi kunne elske fjenden, gøre godt mod den, vi hader, og vende den anden kind til, når det ligger os meget nærmere at gå med sænket hoved i vrede og misundelse? For ikke at tale om at sælge vore søskende til højestbydende.
Vi kan ikke virkeliggøre Guds projekt med os. Det ved Gud, men det får ham ikke til at opgive sit forehavende.
Mark Twain har sagt; Der bliver ingen genkomst. Jesus var her èn gang og fik nok af det. Han kommer ikke igen. Mark Twain har ret i, at det kunne være nærliggende at opgive, når man ser på, hvordan vi fortsat lever med hinanden lokalt og globalt. Men han tager fejl, når han tror, det påvirker Guds vilje til at frelse. Gud opgiver os ikke, kærligheden får aldrig ende.
