Andreas og Zilas tror på, at Gud ønsker at helliggøre mennesker

Den ene er vokset op med en far, der var præst i folkekirken, og et stærkt engagement i kirkelige børne- og ungdomsorganisationer. Den anden voksede op uden religion i hjemmet og vidste ikke meget om teologi, før han som teenager begyndte at læse om kristendommen.

Andreas Debel og Zilas Bastrup er begge katolikker, de er venner og de bor sammen. De går ofte til messe sammen i den katolske kirke i Aarhus, hvor de også er tovholdere på en gruppe for unge katolikker, Katolsk Klynge, der mødes til bøn, oplæg og samtale. Og så er de begge overbevist om, at Gud har kaldet dem – både til at være katolikker og til at udfylde en plads i verden og i kirken. De tror på, at de har et kald, men de er fortsat i tvivl om, hvad det kald går ud på. Udfordringen har mødt dem til en samtale om troen på en oprindelig kirke, om klarhed og konsekvens i troen og om at give afkald for at leve efter Guds vilje.

”Det er egentlig utrolig, at jeg fandt kirken, for når jeg ser tilbage, kunne det være gået mange veje – og så alligevel. Jeg takker Helligånden for, at jeg fandt den katolske kirke,” siger Zilas Bastrup.
Han er 32 år og uddannet kandidat i Europastudier. Han har netop afsluttet en praktik og er nu jobsøgende. Han søger også fortsat efter svar på, hvad Gud helt præcist vil med ham – skal han være munk, missionær eller noget helt tredje? Er han kaldet til at leve alene eller i et ægteskab? Men én ting er han sikker på: I den katolske kirke har han fundet den klarhed og stringens, han søgte.
”Da jeg fandt den katolske kirke, fandt jeg en lære, som afspejlede det, jeg allerede troede på – om at sex er forbeholdt ægteskabet, og at homoseksuelle ikke bør indgå i ægteskab. Jeg fandt en klarhed, som jeg ubevidst længtes efter,” fortæller han.

Fra Bob Marley til katolsk tro

Zilas Bastrup blev katolik for snart 12 år siden, så han har et langt forspring i forhold til sin ven Andreas Debel, der konverterede i 2022. Det driller han ham jævnligt med. Til gengæld havde Andreas et forspring, hvad teologisk viden og erfaring med kirkeliv angår – hvilket nok også gjorde det sværere for ham at konvertere, forklarer han.

”Det var en ret lang proces for mig at beslutte at konvertere, for jeg skulle først blive klar over, at meget af det, jeg selv havde lagt mærke til og fundet overbevisende, når jeg læste i Bibelen, faktisk var katolsk. Og så skulle jeg aflære meget af det, jeg er vokset op med,” siger han.

Det kommer vi tilbage til. Men først en lidt længere forklaring på, hvordan Zilas Bastrup – uden at have nogen kirkelig baggrund – fandt den katolske kirke – og blev draget af dens klosterliv.
”Når jeg skal forklare, hvorfor jeg blev katolik, har jeg i mange år følt, at det var svært at beskrive det klart og overbevisende nok. I dag er jeg mere optaget af, hvad der får mig til at forblive i kirken, og det kan jeg godt forklare,” siger han.

Men han kan dog godt sætte nogle ord på den proces, der førte frem til, at han valgte at blive optaget i den katolske kirke.  ”I en periode i gymnasiet havde jeg det ret dårligt, og jeg fandt en form for genklang i nogle af Bob Marleys sangtekster. Jeg fandt ud af, at det, jeg især var tiltrukket af i hans tekstunivers, havde rødder i Bibelen. Så jeg blev interesseret i kristendom og begyndte at læse på egen hånd derhjemme. Det var et rent soloprojekt, for jeg havde ingen venner, der var kristne,” fortæller han.

Ret hurtigt blev han optaget af det, han læste og så om den katolske kirke. De smukke kirkerum, musikken og den autoritet, han fornemmede, tiltalte ham. ”Jeg blev hurtigt overbevist om, at jeg skulle være katolik – især på grund af en følelsesmæssig tiltrækning, og fordi jeg syntes, at det var sejt. Siden har jeg fået argumenterne mere på plads,” siger han. En oplevelse i slutningen af 3.g, hvor resten af hans gymnasieklasse insisterede på, at klassen skulle fordybe sig i ateismen, blev afgørende for, at han kontaktede en katolsk præst og begyndte at gå til undervisning med henblik på at konvertere.

Han gik i den periode til gudstjeneste i folkekirken hver søndag, men blev ikke rigtig fanget af det, blandt andet fordi de fleste, der kom i kirken, var ældre mennesker. Da han første gang deltog i en katolsk messe, var oplevelsen helt anderledes. ”Jeg var nok også velsignet, for det var bare en smuk messe, hvor præsten sang meget flot, og hele stemningen var højtidelig og smuk. Jeg havde allerede lyttet meget til gregorianske salmer, og under messen faldt jeg bare ind i det og sang med – for første gang i mit liv,” fortæller han.

Konvertitis og klostertanker

I de første år, efter at han blev optaget i kirken, var han med egne ord ”ret stiv i betrækket som katolik”. Der var ikke mange nuancer eller sprækker i hans tro, og han var nærmest ukritisk forelsket i alt, hvad kirken bød på. ”Jeg led vist af det, vi kalder ’konvertitis’, men det gør jeg ikke mere,” siger han med et smil til Andreas, der smiler tilbage. De kender begge til at være ramt af den tilstand og ser den også hos andre konverterede katolikker, fortæller Andreas.

”Det er ret almindeligt, at man bliver lidt radikal og meget optaget af det specifikt katolske – på en lidt unuanceret måde. Det kan også handle om, at man tror, at der er et klart svar på alting – også på, hvad man er kaldet til. En del konvertitter overvejer at gå i kloster,” siger han.

Zilas Bastrup kan genkende tanken om klosterkald. En tanke, han har haft i mange år og også har afprøvet på forskellig vis. Han er ikke afklaret, men hælder til, at han nok ikke skal være munk. Mere om det senere. Først en forklaring på, hvordan Andreas Debel bevægede sig fra folkekirken ind i den katolske kirke i løbet af sin tid som teologistuderende på Menighedsfakultetet og Aarhus Universitet.

”Jeg har generel haft en meget rationel tilgang til troen og har opfattet mig selv som en sandhedssøger, der ville søge sandheden, uanset hvor den søgen ledte mig hen – også hvis det viste sig, at sandheden var noget andet end det, jeg ønskede mig. Det var et samvittighedsspørgsmål for mig, og det var også det udgangspunkt, jeg havde, da jeg gik i gang med teologistudiet,” fortæller han. Andreas var optaget af eklesiologi – den teologiske lære om den kristne kirke, dens væsen, struktur, sakramenter og rolle i verden.

Spørgsmål som ”findes der én sand kirke, eller er det Guds ønske, at der findes mange forskellige kirkeorganisationer?” fyldte meget, og det blev tydeligere for ham, at han nok egentlig altid havde haft en grundantagelse om, at der må findes én original form for kristendom – en teologi og en kirkelig struktur, der giver klarhed og består af én organisation,

”Studiemiljøet på Menighedsfakultetet var virkelig godt, og der var en åben og god debatkultur. Så jeg kunne afprøve mine tanker og ideer i selskab med en masse overbeviste protestanter, der for manges vedkommende var vokset op i Indre Mission, sådan som jeg selv var,” siger Andreas.

Der gik noget tid, før han aktivt begyndte at undersøge katolsk teologi, og det skete især, fordi nogle af hans studiekammerater, som han var teologisk på bølgelængde med, begyndte at studere katolsk teologi og gjorde sig alvorlige overvejelser om at konvertere. ”Der var nogle ting, vi så meget ens på, og når det for dem førte i retning af at konvertere til den katolske kirke, følte jeg mig tilskyndet til at undersøge det nærmere, og jo mere jeg undersøgte, jo mere kunne jeg se, at det katolske passede godt med de erkendelser, jeg var begyndt at gøre mig,” siger Andreas.

Han peger bl.a. på, at han ikke længere fandt de protestantiske principper om troen alene og skriften alene holdbare. ”Hvordan kan man give Bibelen den status, ”alene”, når man ved, at Det Nye Testamente først blev samlet og fastlagt næsten 400 år efter Jesu død og opstandelse?” spørger han.

Kan man påvirke Gud med sine handlinger?

Under studiet fordybede han sig i det såkaldte nye Paulusperspektiv, som problematiserer den traditionelle protestantiske måde at anskue spørgsmålet om frelse på. Han skrev bachelorprojekt om det, og det blev afgørende for hans beslutning om at konvertere til den katolske kirke.

”Dybest set er den protestantiske forståelse af frelsen, at Gud erklærer os som rene, og dermed er vi frelst, men det gør ingen forskel på, hvor store syndere vi er. I katolsk teologi derimod opererer man med en mulighed for forvandling og med gerningerne som væsentlige. Troen har selvfølgelig også betydning for frelsen, men den er ikke nok, hvis man lever et kærligt liv og søger sandheden,” siger han.

Han tilføjer, at netop dette aspekt er væsentligt for ham, fordi han oplever, at det gør hans relation til Gud anderledes værdig. ”Jeg synes, at der i den katolske forståelse ligger en værdsættelse af, at vi kan påvirke Gud med det, vi gør. Vores handlinger har værdi for Gud, og jeg synes, at det giver mening, når vi anskuer os selv som Guds børn. Kan man tænke sig en forælder-barn-relation, hvor et barn slet ikke kunne glæde sine forældre med sine handlinger?” spørger han.

Andreas Debel og Zilas Bastrup konverterede altså begge til den katolske kirke, men deres processer både før og efter har været meget forskellige. De tror begge på, at Gud har et kald til dem, og de taler ofte med hinanden om, hvordan de kan identificere deres kald og følge det. Til at begynde med forestillede de sig begge, at kaldet ville være klart og måske endda radikalt. Nu er de mere i tvivl – ikke om, at Gud kalder dem, men om hvordan kaldet præcist ser ud.

Hallucination eller sandhed

For Zilas Bastrup har det som nævnt været et tema, om han skal leve som munk. Han har med jævne mellemrum besøgt et benediktinsk munkekloster i Clervaux i Luxemborg, hvor han har lært en dansk født munk at kende, der fungerer som hans åndelige vejleder. ”Tilbage i 2016 var jeg på en måneds ophold i klostret, hvor jeg for første gang læste hele Bibelen igennem og fik vejledning undervejs og deltog i tidebønnerne. Det var første gang, at jeg på et sjæleligt plan mærkede, hvad kristendommen og Guds kærlighed egentlig er,” fortæller Zilas.

Han tilføjer, at åndelige oplevelser er svære at retfærdige over for skeptikere, men for ham var det en så dyb erfaring, at han vælger at holde fast i den som den sandhed, han vil bygge sit liv på.
”Det var nogle dybe åndelige oplevelser, som er det, jeg har hentet næring i, når jeg siden har oplevet modstand eller tvivl. Man kan tænke, at det blot var en form for sofistikeret hallucination. Men jeg har i stedet valgt at sige, at hvis det, jeg oplevede der, er sandt, er det værd at leve efter,” siger han og uddyber:

”Det er lidt som Paulus’ oplevelse: hvis Kristus ikke er opstået fra de døde, kan alt være lidt lige meget. Men hvis min oplevelse i klostret reelt var en erkendelse af Guds kærlighed, hvad har jeg så at sige nej til?” Han tilføjer, at klostret gav ham ”et åndeligt wake up-call”. ”Det gik op for mig, at jeg – uanset min katolske levevis – ikke var bedre end andre – at jeg har lige så meget brug for Guds nåde og kærlighed som alle andre,” siger han.

Det er lidt som Paulus’ oplevelse:
hvis Kristus ikke er opstået fra de
døde, kan alt være lidt lige meget.
Men hvis min oplevelse i klostret
reelt var en erkendelse af Guds
kærlighed, hvad har jeg så at sige nej til?”

Hans hælder nu til, at han ikke skal leve som munk, men at den proces, han har været igennem i forbindelse med sine tanker om at gå i kloster – og sine erfaringer med klosterlivet – har været nødvendig, for at han kan leve det kald, Gud har forberedt til ham.

”Jeg har fået øje på nogle ret grundlæggende ting i min personlighed omkring det at turde vælge og stå ved mit valg – uanset konsekvenserne. Der er noget i mig, der nogle gange tøver og har svært ved at tage beslutninger. Jeg tror, at Gud har brugt de seneste år til at arbejde med det sted i mig – som en forberedelse til et eller andet, der skal ske,” siger han.

Hvad dette er, har han ingen klar ide om. Det kan være ægteskab, det kan være at forsvare kirken offentligt, og det kan være at knytte sig til et benediktinsk kloster som såkaldt oblat, en lægperson, der forpligter sig til at leve efter benediktinsk spiritualitet. ”Uanset hvilket kald, der viser sig, vil det kræve, at jeg kan tage et valg og holde fast i det. Det vil jo også gælde et eventuelt ægteskab,” siger han.

Nej til sex før ægteskab

Andreas Debel læste teologi for at blive præst i folkekirken, men den ide opgav han, kort før han blev kandidat i teologi og konverterede til den katolske kirke. Siden har han kortvarigt overvejet, om han kunne have et kald til at blive præst, hvilket i den katolske kirke indebærer et liv i cølibat. Men han tror ikke, at det er det, Gud ønsker af ham. ”Jeg tror, at jeg er kaldet til ægteskab. Men jeg er åben for, at Gud kan have andre planer,” siger han.

Både Zilas og Andreas holder fast i, at de ikke vil have sex før et eventuelt ægteskab, og for Zilas har det betydet, at han kun er interesseret i at date katolikker. ”Jeg har gjort mig nogle erfaringer med at date danske kvinder, der ikke nødvendigvis var troende, og det viste sig, at det blev et problem, når jeg fastholdt min katolske tro, især i forhold til ikke at have sex før ægteskab,” siger han.

Andreas synes også, at der er en forbrugslignende tilgang til dating blandt mange unge. Men han er åben for at finde en ægtefælle, der ikke er katolik – hvis hun kan acceptere, at han i ægteskabet ikke vil bruge prævention og vil opdrage sine børn katolsk. Samtidig med at han er spændt på, om han kan finde en ægtefælle, er han optaget af, at livet indtil et eventuelt ægteskab ikke skal reduceres til en form for ventetid.

”Jeg oplever, at mange unge katolikker, som oplever at have et kald til ægteskab, har svært ved at finde ud af, hvordan de skal tackle tiden, mens de endnu ikke har fundet en ægtefælle. Er det bare ventetid eller en periode, hvor man skal bruge energien på at finde en partner? Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil gå rundt i venteposition, men vil forsøge at svare på Guds kald i hverdagen og i de ting, jeg oplever, at han kan bruge mig til,” siger Andreas.

Et eksempel er, at han blev opfordret til at starte et fællesskab for unge dansktalende katolikker op i Aarhus, og det blev til Katolsk Klynge, hvor 20-35-årige katolikker mødes omkring rosenkransbøn, oplæg og samtale. Andreas og Zilas er tovholdere, og for dem er det en måde at tjene Gud og kirken – og sørge for, at andre unge får et sted at fordybe sig i troen, bygge en identitet op – og måske også undgå at blive ramt af alt for slem ’konvertitis’, siger Zilas.

”Jeg bliver meget glad, når jeg ser de unge finde hinanden og blive styrket i, hvem de er som troende,” siger han. Andreas og Zilas bruger desuden hinanden som sparringspartnere og medvandrere. For selv om deres vej ind i den katolske kirke har været forskellig, er de fælles om at søge sandheden – også selv om den vil vise sig at indebære et kald, de ikke har forudset.