Et brev til folkekirken fra en af ”De unge mænd”

Det, vi, “De unge mænd”, søger, er et hus, der kan samle vores identitet og give os en virkelighed oplyst af mening.

Siden Bibelselskabets nye rapport “Gud og danskerne” udkom, har den været debatteret i de danske medier. Der er blevet stillet spørgsmålstegn ved tallenes legitimitet; for hvis hver tredje unge mand mellem 16 og 30 år har været til gudstjeneste inden for den seneste måned, hvorfor er de så ikke at finde på kirkebænkene i landets folkekirker? Folkekirken står i en blanding af nyvunden interesse for unge og ren rådvildhed.

Interessen er blevet forstærket af resultaterne fra undersøgelsen. Rådvildheden skyldes, at folkekirkens mange anstrengelser på at markedsføre sig selv øjensynligt ikke har nået den unge befolkning, hvor interessen for tro – måske overraskende – er størst. Jeg er en 29-årig teologistuderende og arbejder som studentermedhjælper i Bibelselskabet, som foretog undersøgelsen. Derfor har jeg fulgt debatten med stor interesse.

Jeg vælger at blande mig nu, da jeg ikke føler mig repræsenteret i debatten, og har en formodning om, at min holdning måske afspejler mange af “de unge mænds”, som debatten netop omhandler. Jeg er vokset op i et kulturkristent hjem. Som barn gik jeg med familien til gudstjeneste juleaften, men ellers var kirken mere et kulturelt rum, hvor vi kom til fastelavn og andre lignende aktiviteter. Jeg blev konfirmeret ligesom de fleste andre i klassen, men der var ingen religiøs oplevelse forbundet med det.

Det var først i mine starttyvere, at min interesse for kristendommen for alvor blev vakt til live. Jeg stod i en verden, som jeg syntes fremmed for, og som var fremmed for mig. Ingen havde nogensinde fortalt mig, at der skulle være en mening med tilværelsen. Jeg ved ikke, hvorfra det kom — jeg kan ikke sige med sikkerhed, at det var mine forældre (måske bare kulturens ånd) — men meningen, blev det forstået, var noget man selv måtte skabe. Alt skulle komme fra mig: meningen, succesen, identiteten.

”Det er ikke underligt, at min nysgerrighed
blev tændt første gang, jeg hørte, at
kristendommen åbenbarer en virkelighed,
hvor menneskets identitet er fastlagt.”

Men hvordan skulle noget frugtbart komme fra mig alene? Det er ikke underligt, at min nysgerrighed blev tændt første gang, jeg hørte, at kristendommen åbenbarer en virkelighed, hvor menneskets identitet er fastlagt. Hvor succes ikke er defineret af penge eller berømmelse, men af kristelighed – rejsen mod den fuldkomne lyksalighed. En rejse, der naturligvis opleves som et meningsfuldt liv.

Jeg begyndte at læse og lytte til alt, hvad jeg kunne få fat på, som talte for og imod denne påstand; og det, jeg så småt begyndte at forstå, var, at virkeligheden ikke kun kan forstås med naturvidenskabens materialistisk-reduktionistiske sprog, men også med et religiøst sprog. Og ikke nok med det: Naturvidenskabens materialistisk-reduktionistiske sprog udelader enhver form for mening, hvorimod det religiøse sprogs formål er at forstå livets mening.

Det er fint at vide, at vand er lavet af H2O, men den kendsgerning har ingen betydning for min eksistentielle væren. Det har betydning for, hvad jeg kan gøre med vandet. Det giver mig i en vis forstand magt over vandet. Men det siger ikke noget om, hvilken betydning vandet har for min eksistentielle væren. Fortæller jeg en historie og begynder at fortabe mig i naturvidenskabens sprog, så mister mine tilhørere meget hurtigt interessen.

Hvorfor? Man lytter ikke til historier for at forstå materien, men for at forstå meningen i den eksistentielle væren, vi deler med hinanden. — Og den mening ligger ikke i naturvidenskabens betragtninger, men i det religiøse, der ligger bag dem. Det problem, vi, “de unge”, angiveligt mærker stærkere end ældre generationer, er meningskrisen, som det naturvidenskabelige verdenssyn har ført til. Naturvidenskaben er ikke i sig selv årsag til denne meningskrise.

Årsagen er, at man har gjort naturvidenskaben til målestok for, hvad man kan tale meningsfuldt om. Man har gjort naturvidenskaben til den eneste gyldige sandhed, og da man ikke kan understøtte Gud og tro naturvidenskabeligt, er disse anliggender blevet hensat i kategorien “det overnaturlige”. Det overnaturlige kan man ikke vide noget faktuelt om, og derfor må enhver snak om sådan noget være et personligt anliggende.

Og nu er vi fremme ved sagens kerne, for det er netop denne kulturelle ånd, som folkekirken må befri sig fra, hvis den skal have relevans for sådan nogen som mig. Kristendommen står og falder med troen på, at Bibelen åbenbarer en fuldt manifesteret virkelighed, som kristendommen tillader os at træde ind i, samt en identitetsstruktur, som den kristne kan indleve sig i og opleve verden igennem.

I den kristne virkelighed er alt af Gud. Gud viser sig i sin indre-trinitariske struktur som kærlighed. Kærlighed er netop den gudbilledlighed, vi er skabt i, og i hele vores liv mærker vi tiltrækningen til denne kærlighed som vores ophav og sande væren. Heri ligger den kristne identitet: Vi er af Gud, og vi er urolige, indtil vi finder tilbage til ham. Det er, fordi vi er faldet ud af Guds rige, at alt det dårlige i denne verden føles forkert.

Koen kan forlige sig med døden, den sørger ikke, men for mennesket forekommer død, sygdom og lidelse uretfærdigt. Vi er ikke skabt til det. Vi er skabt til det gode, til kærlighed, til det evige liv i Guds rige. Men vi kan ikke finde derhen selv. Derfor blev Gud menneske i Jesus Kristus, for at vi gennem ham kan komme til Guds rige, vores sande væren. Her ligger livets mening for den kristne: at blive ‘kriste-lig’.

Jeg tror, at “de unge mænd” (blandt andre) har indset naturvidenskabens meningstomme virkelighed. De læser Bibelen og går i kirke for at tage del i den kristne virkelighed. Men det, de møder i folkekirken, er en kirke, der har svært ved at definere sig som andet end en kulturinstitution. Det er en kirke, der går på kompromis med kristendommen for at være i kulturens ånd. Det er en kirke, der af frygt for at støde eller sætte krav gør sig til en bejler for befolkningens smag og behag. “De unge mænd” er ikke i folkekirken, for de søger den evige kristne ånd, ikke den kulturånd, som de i rigt mål møder i samfundets andre kulturinstitutioner.

Kirkefædrene forstod kirken som noget evigt og transcendent, som Kristus’ hospital for de ængstede samvittigheder. Når vi går i kirke, er det for at blive helbredt for den ulykkelighed, det er, at livet skal leves i en verden, hvor død er den ultimative udsigt. Alderdom og sygdom vejen derhen. I hele det jordiske liv hersker døden. Døden tager alle, og vi skal opleve sorgen over at miste dem, vi elsker mest, før vi selv skal væk herfra. Vi skal sørge over dem, fordi vi ofte svigtede dem, da de var i live. Sådan er det, fordi vi er mennesker.

“De unge mænd” er ikke i folkekirken,
for de søger den evige kristne ånd,
ikke den kulturånd, som de i rigt
mål møder i samfundets andre
kulturinstitutioner.

Men kristendommen lader os træde ind i en anden virkelighed. Kristendommen præsenterer os for et liv, hvor døden ikke hersker længere, fordi Gud blev menneske og tog døden på sig for at frelse os fra dens herredømme. Gennem Kristus lærer vi ikke at svigte dem, vi elsker, men at elske dem i sandhed og altid at gøre det gode. I kristendommen har vi evigt liv. I kristendommen bliver vi saliggjorte. Derfor går vi i kirke!

I mange hensigter er folkekirken gået fra at være det Guds hus, hvor vi kan træde ind og helbredes gennem Kristus, til en kulturinstitution i identitetskrise. Som en kejtet teenager, der ikke har fundet sig til rette i samfundet, bevæger folkekirken sig i en konstant diskussion om, hvem eller hvad den er. Det er sikkert ikke sådan en institution, “de unge mænd” går til, når det, de søger, er et hus, der kan samle deres identitet og give dem en virkelighed oplyst af mening.