Salmer, symbolister og folkeviser var igangsættere for Tove Ditlevsens lyrik

Salmerne, folkeviserne og halvfemsernes symbolistiske lyrikere er grundlaget for, at Tove Ditlevsen blev lyriker. Det skriver hun i denne nye bog, ’Forsvar for poesien’, med 12 klummer, som oprindelig har været bragt i BT. Det har hun også fortalt i en anden af sine bøger, ’Min nekrolog og andre skumle tanker’, hvor hun i en artikel om sin vej ind i litteraturens verden skriver:

”Folkeviserne, salmeversene og de af halvfemsernes lyrikere, der havde fundet plads i skolens danskbøger, gik mig i blodet og tanken som den allernødvendigste næring for min åndelige sult.”

Brast i gråd over Ingemann

Det var i mødet med en salme, hun oplevede sin bevidste kærlighed til lyrik. Det var på hendes første skoledag, hvor de sang B.S. Ingemanns ’Gud ske tak og lov!’ Den gjorde et vældigt følelsesmæssigt indtryk på hende: ”Rytmen og rimene henrykkede og bevægede mig, så jeg brast i gråd.” I de næste skoleår delte hun udadtil sine skolekammeraters ”sukken og stønnen over at ’terpe salmevers’”, men de gennemskuede hendes glæde ved salmerne og gav hende øgenavnet den hellige.

De umiddelbart tilgængelige

To af halvfemserlyrikerne nævner hun ved navn: Sophus Claussen og Johannes Jørgensen. Hun fremhæver, at den del af deres lyrik, som hun lærte at kende i mellemskolen, er ”umiddelbart tilgængelig den dag i dag”. Johannes Jørgensen omtaler hun i hele to af klummerne. I den ene klumme citerer hun to vers fra digtet ’Der er en brønd, som rinder’. I den anden bruger hun Johannes Jørgensen som eksempel på, at alder ikke er en hindring for at blive ved at skrive digte.

Forkerte oplysninger

Men der er fejl og forkerte oplysninger. Det er ikke korrekt, at Johannes Jørgensen var 88 år, da han skrev digtet ’Aftensang’ med begyndelseslinjen ”Nu længes alle skygger”. Den er fra digtsamlingen ’Brig ”Marie” af Svendborg’, som udkom i foråret 1925, hvor Johannes Jørgensen har været 58 år. Men det er rigtigt, at Johannes Jørgensen skrev digte højt op i alderen. Han udgav sin sidste digtsamling ’Fyen og andre Digte’ i 1948. Under flere af samlingens digte er det oplyst, hvornår det er skrevet, og det yngste, der er dateret, er fra september 1948, som er to måneder før, Johannes Jørgensen fyldte 82 år.

Det er heller ikke korrekt, at digtet ’Der er en brønd, som rinder’ er fra omkring 1885. Det er udgivet 35 år senere, i 1920, i digtsamlingen ’Der er en Brønd, som rinder’. Desuden er der er to forkerte linjeskift i det citerede. At Tove Ditlevsen har læst og værdsat salmer og digte af en katolsk forfatter som Johannes Jørgensen, er nok overraskende for mange. Men også et eksempel på, at der måske er flere, end man lige tror, der værdsætter salmer og Johannes Jørgensens lyrik.

Poesi er som fuglesang

Tove Ditlevsens idealdigte er dem, der umiddelbart taler til en, og hvor ”fortolkning eller forklaring er overflødig”. Hun er også imod at udlægge, hvad hun har ment med dit eller dat i sine egne digte. Hun ser sådan på det, at ”man kan lige så godt spørge fuglene, hvad de mener med deres sang”. De modernistiske digtere brød Tove Ditlevsen sig ikke om. Hun kritiserede dem for, at de ”tog afstand fra folket med utilgængelige digte, der hverken måtte rime eller være ’sentimentale’, men til gengæld var fyldt med rustne vandrør, menstruationsblod og kloakmudder fra tilstoppede septiktanke”.

Tove Ditlevsen har sine meningers mod, og hun skriver, så ingen er i tvivl om, hvad hun mener, og hun er let at forstå.

Tove Ditlevsen: Forsvar for poesien
(Red. af Jens Andersen).
98 sider.
199,95 kr.
Gyldendal.