Vi udtrykker os forskelligt, men mener vi det samme?

Jeg har mødt sognepræst Marie Thybo til en snak om Helligånden og troslivet.

Ideen til interviewet opstod, fordi jeg hørte en podcast, som Marie Thybo medvirkede i. Der var noget i Maries formuleringer om Helligånden og Helligåndens virke, der gjorde mig nysgerrig på at høre mere. 33-årige Marie er præst i Skanderborg sogn og har været præst i fire år. I samtalen om Helligåndens ledelse og virke, fortæller hun, at hun mener, at hun ser Helligåndens ledelse glimtvis, og at hun ikke oplever, at hun er ledt kontinuerligt af Helligånden.

”Guds rige er midt iblandt os, det kan virke som nedslag eller glimt af åbninger, som vi mennesker erfarer. Jeg oplever glimt af Guds rige midt iblandt os og af Helligåndens ledelse. Det er midt iblandt os, men det er noget, vi mennesker må erfare stykkevis.”

Kan Gud lede os ind i noget, som er svært?

I samtalen kommer vi ind på, hvorvidt Gud kan finde på at lede os ind i noget, der er svært. Ligesom han gjorde, da Jesus efter sin dåb blev ført af Helligånden ud i ørkenen. Marie tror ikke på, at Gud leder os ind i noget, der er svært fx sygdom. Men hun tror på, at Gud er med igennem det svære, og at han kan virke med på måder, som gør, at vi ser hans godhed midt i det svære.

”Står vi som mennesker i noget svært, tror jeg ikke på, at det er Helligånden, som har ledt os ind i det. Jeg tror ikke på, at Helligånden leder os ind i sygdomsforløb, fordi sygdom er af det onde, og Gud er kun god,” siger hun og fortsætter: ”Det onde, der sker i verden, det onde vi gør, den onde adfærd, vi mennesker nogle gange har, tror jeg, handler om fraværet af Guds godhed, fraværet af Gud og fraværet af Guds Ånd.”

Meningsløshedsproblemet er, at meningsløshed også findes, og den er en del af livet. Som mennesker søger vi efter svar og forklaringer, men nogle gange, tror hun, at det er bedre at tænke, at der ikke er et svar, og at vi ikke skal finde et svar. ”Der flere filosofiske tænkere, som har skrevet om lige præcis dette. Blandt andet Løgstrup og Luther. De har skrevet, at der sker ting, som vi må lade ligge og stoppe med at spekulere på. Vi kan ikke finde en grund til alt med vores begrænsede fornuft, hjerne og sprog.”

Har du erfaret Guds rige i glimt i dag?

”Ja, i en sjælesorgssamtale oplevede jeg en, der kunne se, at en stress-sygemelding havde medført noget godt. At Gud på en måde havde virket med gennem sygemeldingen, så vedkommende havde arbejdet med noget og lært noget, der kom til at gøre en positiv forskel i ægteskabet og i forholdet til børnene. Det vil jeg godt kalde Helligånden og Helligåndens virke. Både at det kan ske – altså at man til trods for en sygemelding kan finde noget godt – og at man kan få blik for det.”

Vi er ikke Jesus, men vi kan gøre godt

Hvad med beretningen, hvor Jesus blev ført af Helligånden ud i ørkenen, hvor han var i 40 dage og blev fristet af Djævlen. Jesus vendte tilbage i ånd og kraft.

Er det ikke et eksempel på, at Helligånden kan lede os ind i noget, som er svært? Eller hvad med Jesu korsfæstelse, var det ikke Gud, der ledte Jesus ind i den?

”Måske var det efter Guds plan, at Jesus blev korsfæstet. Men vi er ikke Jesus. Han havde to naturer, han var fuldt Gud og fuldt menneske, jeg tror ikke på, at vi har to naturer på samme måde, som Jesus havde. Vi er skabt i Guds billede, men vi har ikke samme guddommelige status som Jesus. Så der, mener jeg, der er en forskel. Vi skal hver dag stå op og forsøge at gøre godt, men vi kan ikke gøre det så godt, som Jesus kunne.”

Marie trækker to filosofiske begreber ind, som teologen Løgstrup gjorde brug af. Løgstrup var en af Danmarks mest betydningsfulde og internationalt anerkendte teologer og filosoffer i det 20. århundrede. Hans tænkning har haft en enorm indflydelse på dansk kulturliv, skoleverdenen, sygeplejen og det generelle menneskesyn. Begrebet teodicé er forsvaret for Guds godhed overfor det ondes problem, og begrebet nihilodicé betyder retfærdiggørelse af intet. Sidstnævnte er altså et forsvar for, at der eksisterer en Gud og skaber.

Teodicé’en spørger, hvordan Gud kan tillade det onde? Nihilodicé’en derimod afkræver den ikke-troende en forklaring på, hvorfor tilværelsen og godheden overhovedet er så overvældende og fuld af mening. Den ”intet-troende” eller nihilisten udfordres til at forsvare, hvorfor der er mening og gavmildhed i verden frem for ingenting. Mange kristne er blevet stillet spørgsmålet, hvis Gud er god, hvorfor sker der så ondt i verden?

”Løgstrup vender spørgsmålet på hovedet og spørger i stedet: ”Hvorfor sker der gode ting i verden? Hvorfor viser vi hinanden umotiveret godhed? Det kunne vi lige så godt lade være med.” ”Den tanke kobler jeg med Helligånden, og den virker jo alle steder og ikke kun i kirken. Gud har skabt os med en grad af fri vilje, derfor kan vi mennesker vælge at gøre det onde. Alligevel vælger vi mange gange at gøre det gode.”

Gør kristne mere godt end ikke-kristne?

Tror du, der sker der flere gode gerninger blandt kristne end ude i verden?

”Nej, desværre, der er undersøgelser, der viser, at selvom man fx underviser i etik, så har man ikke nødvendigvis en bedre etisk moral. Men jeg tror på, at vi skal stå op hver dag, som en synder og prøve at gøre det gode.” Marie tror ikke, at det nødvendigvis er synligt for ikke-kristne, at vi som kristne har en anden tilgang til livet. Hun møder lige så mange, der ikke bekender sig til kristendommen eller til en anden tro eller religion, som udviser større gavmildhed og kærlighed end dem, der sidder på kirkebænkene. Hun mener i øvrigt heller ikke, at det nødvendigvis skal være synligt for andre, at vi har en tro på Gud.

”Tro er en sag mellem vor Herre og jeg. Jeg synes ikke, at den kristne tro behøver være synlig for andre. Troen er et mysterium. Jeg tror nok, at jeg er for menneskelig til at kunne se, at den kristne tro kommer til udtryk.”

Flere folkekirkepræster vægrer sig

Marie fortæller, at, ligesom hun selv, vægrer flere folkekirkepræster sig ved tanken om, at kristne kontinuerligt er ledt af Helligånden. Hun mener, at den formulering afføder spørgsmål såsom: Er ikke-kristne så aldrig ledt af Helligånden?

”Formuleringen kan let blive til et enten eller, og den kan også skabe en tanke om, at nogle mennesker er nærmere Gud end andre, hvilket let kan skabe et ”dem” og ”os”. Da jeg som ung var en del af frikirken, mærkede jeg netop et dem og et os. Jeg ved godt, at intentionen i frikirken hverken var eller er at skabe et dem og et os. Jeg følte mig dengang mere som dem end som os.” Folkekirken har lavet en modreaktion på inderligheden – eller sagt med andre ord på føle-kristendommen.

Altså den lære, at man altid skal kunne mærke og føle Gud. Modreaktionen er et forsøg på at understrege, at Gud er, uanset om vi som mennesker kan mærke ham eller ej. Selvom Maries forældre mødtes i folkekirken og blev der, var hun fra barnsben også vant til at omgås kristne i frikirkemiljøet. Derfor ved hun en del om de teologiske forskelle på den lære, som er i kirken. Hun er også bevidst om den forskellige sprogbrug, som vi har, der farves af vores kirkelige ståsted.

På spørgsmålet om, hvorfor hun valgte at studere teologi, forklarer hun: ”Da jeg skulle vælge uddannelse, var der en, som sagde, at hvis du synes kristendommen er spændende, skal du vælge teologistudiet. Hvis du derimod synes, at alle verdens religioner er interessante, skal du vælge at studere religionsvidenskab. Derfor startede jeg på teologi, fordi jeg synes, at kristendommen var allermest spændende.”

Prøvede at fyre Gud

Marie tror på Jesus og prøver at leve i efterfølgelse af Jesus. Alligevel siger hun med humor i stemmen, at hun har prøvet at fyre Gud, men at det ikke lykkedes for hende. At fyre Gud er en vending, som hun har hentet fra Preben Koks bog: ’Skæld ud på Gud’. Der er forskel på at prøve at fyre Gud og så at tage afstand fra ham. Og selvom Marie erkender, at der nok er lidt hovmod i udtalelsen at ville fyre Gud – fordi det indikerer et forhold, hvor hun er chef – siger hun: Det har for mig syntes nemmere at prøve at fyre Gud end at vende ryggen til ham.

Kan du forestille dig, at du skulle have et liv uden Gud?

”Nej, ikke at jeg selv skulle have det. Jeg har mødt mange, der omtaler sig som kulturkristne, når jeg hører, hvad de siger, hører jeg svar, som ligner dem, du og jeg kommer med. Måske handler det mere om, at nogle eller mange danskere ikke har et sprog for at tale om tro.”

Jeg oplever glimt af Guds rige
midt iblandt os og af Helligåndens
ledelse. Det er midt iblandt os, men
det er noget, vi mennesker
må erfare stykkevis.”

Nænsomhed i trossamtaler

Marie er forlovet, og parret har to børn. Hun vil gerne se os som kristne blive bedre til at tale med hinanden om troen på Jesus. Et godt eksempel på sunde samtaler om tro er at finde i podcasten: Hvad ville Jesus have sagt. En podcast, som hun nyder at høre, og som hun bliver inspireret af. Marie mener, at vi er privilegerede som danskere, at vi, i et så lille land, har et så bredt og rigt kirkeliv, der rummer folkekirker, frikirker og valgmenigheder.

”Vi er som mennesker begrænsede af sprog. Og jeg synes, vi skal overveje at se mere på alt det, vi er enige om end at hænge os i forskellene. Når vi snakker om troen, skal vi tale ordentligt om det, vi er uenige om, selv om jeg godt ved, at det er svært. Dem, som vi er mest uenige med, skal vi tale mest nænsomt med. Det kan vi alle have brug for at blive mindet om,” slutter Marie Thybo med mildhed og varme i stemmen.