Hizb-ut-Tahir taler om moral – men hvor er kirken?

Hizb ut-Tahrir fik hurtigt sat sindene i kog, da den islamistiske organisation ved skoleårets begyndelse henvendte sig direkte til muslimske gymnasieelever. Budskabet var klart: Stå fast på jeres islamiske identitet. Lad jer ikke presse ind i en ungdomskultur præget af alkohol, fester og seksuel frigørelse, blot fordi det bliver betragtet som en naturlig del af gymnasielivet.

Udmeldingen udløste en voldsom politisk debat. Hizb ut-Tahrir blev beskyldt for at forsøge at isolere unge muslimer fra det danske fællesskab. Debatten spidsede yderligere til, da Elias Lambaret mødte Rasmus Stoklund (S) i DR’s Deadline. Men midt i de mange politiske reaktioner har én gruppe været bemærkelsesværdigt stille: Kirkerne. For uanset hvad man mener om Hizb ut-Tahrir og organisationens islamistiske projekt, rejser kampagnen spørgsmål, som også er oplagte for kristne:

Skal unge bare acceptere, at druk er en nødvendig adgangsbillet til gymnasiets sociale fællesskab? Skal seksuel frigørelse betragtes som et ubestrideligt gode? Og hvad siger kirken til unge kristne, der ønsker at leve efter andre værdier? Udfordringen har spurgt tre markante kristne stemmer, hvorfor kirken har været så tavs – og hvad den kunne have sagt: Generalsekretær i Kirkernes Integrationstjeneste, KIT, Ruben Holmgreen Falk, tidligere folketingsmedlem og nu folkekirkepræst Naser Khader samt formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard.

Enig i kritikken

Ruben Holmgreen Falk forstår godt, hvorfor mange kirkelige stemmer har tøvet. For problemet er, at man risikerer at blive sat i bås med Hizb ut-Tahrir, selv om man alene erklærer sig enig i kritikken af dele af ungdomskulturen. Selv mener han, at organisationen faktisk rammer noget reelt.

”Jeg har selv haft to piger, som er voksne i dag, og som har gået igennem gymnasiet. Som kristne piger fandt de glæde i, at der faktisk var muslimske piger, som de kunne identificere sig med. De ønskede heller ikke at deltage i hele den løsslupne drukkultur og ligge under for det gruppepres, som den bragte med sig,” siger han. ”Så på mange måder er jeg jo enig i budskabet.” Men derfra er der meget langt til at bakke op om organisationen bag budskabet.

”Det kan godt være, at indpakningen er smuk, men konteksten – alt det, Hizb ut-Tahrir står for – er jo forkert. Det svære fra kirkernes perspektiv er, at man godt kan være enig i noget af det her, men man ønsker ikke at blive sat i bås med Hizb ut-Tahrir. Derfor bliver det svært for kirken at udtale sig, og så tyr man nok til tavshed i stedet for.” Falk peger blandt andet på organisationens ønske om et kalifat og dens syn på frafald fra islam som grundlæggende uforeneligt med det, kirken kan stå inde for.

Alligevel mener han, at tavsheden har en pris. Kirken kunne nemlig indtage en helt anden rolle i debatten end politikerne. ”Vi skal være fredselskende og dialogsøgende. På grund af vores kald til at elske vores næste kan vi noget andet som kirker, som politikerne ikke kan.”

Præmissen er problemet

Hans-Ole Bækgaard er betydeligt mere tilbageholdende over for overhovedet at gå ind i en offentlig diskussion med udgangspunkt i Hizb ut-Tahrirs kampagne. Også han kan se elementer i kritikken af gymnasielivet, som en kristen kan være enig i.

”Der er ting, Hizb ut-Tahrir nævner i forbindelse med gymnasiet, hvor jeg faktisk godt kan være enig med dem. Hvad betyder alkohol? Hvad betyder den måde, man lever på? På overfladen vil der være flere ting, hvor jeg kan sige, at det er gode ting, når det gælder karakterdannelse og værdier. Men for Bækgaard overskygges det af Hizb ut-Tahrirs politiske og religiøse projekt. ”Præmisserne for det kan jeg overhovedet ikke være enig i.”

Han ønsker ikke, at kirken ved at gå ind i debatten er med til at give yderligere platform til en organisation, som efter hans opfattelse ikke grundlæggende accepterer det demokratiske samfund.
”Jeg ønsker ikke, at Danmark skal være et muslimsk land og styret af sharia. Den tydelige måde at indrette et kalifat på står Hizb ut-Tahrir for. Og jeg ved, hvordan kristne har det under den slags forhold. Det ønsker jeg ikke her i Danmark.”

Derfor mener Bækgaard heller ikke, at en offentlig udmelding nødvendigvis flytter noget. Kirkens egentlige opgave ligger et andet sted. ”Hvis der er kontakt med folk, der kommer fra Hizb ut-Tahrir eller alle mulige andre sammenhænge, vil vi meget gerne forsøge at tage samtalen. Men det bliver netop på tomandshånd frem for i offentligheden. Det er til hjertet, man skal tale.”

Præsterne er passive og konfliktsky

Naser Khader ser langt mere kritisk på kirkens tavshed. Han mener, at problemet rækker langt ud over den aktuelle debat om Hizb ut-Tahrir. Alt for mange præster er blevet bange for konflikt og for at sige noget, der tydeligt markerer kristendommens særpræg. ”Der er nogle enkelte, der kan sige fra over for islam, men alt for mange er simpelthen for passive og konfliktsky. Det giver også et dårligt indtryk af, hvad kirken står for.”

Khader oplever ligefrem, at folk er blevet overraskede, når en præst udtaler sig klart. ”En gang imellem, når jeg skriver noget tydeligt på Facebook, spørger folk: ”Må en præst sige det?” Det er, fordi de har fået en opfattelse af præster som sådan nogle, der ikke mener noget. Og det, synes jeg, er ærgerligt.” Han savner ifølge eget udsagn flere af kirkens historiske ”stridsmænd”. Jesus udfordrede sine modstandere, Paulus var ikke konfliktsky, Luther tog kampen op, og i nyere tid nævner Khader Dietrich Bonhoeffer og Kaj Munk. ”Der er for få af de typer i kirken.”

Dialogen er blevet for hyggelig

Hvor Ruben Falk stadig har stor tiltro til dialog og brobygning, er Khader langt mere skeptisk over for den organiserede religionsdialog. Han har selv deltaget i adskillige dialogfora og mener, at de ofte er endt som samtaler mellem de samme mennesker, der efterhånden kender hinanden så godt, at den reelle uenighed aldrig kommer frem.

”De samme mennesker mødes igen og igen. De er nærmest blevet familie med hinanden. Men jeg har spurgt: Udfordrer I islam? Fortæller I om den kristne gudsforståelse? Nej, det gør vi ikke. Det er ikke det, dialog handler om, får man at vide.” Han mener, at kirken i stedet burde bruge mødet med muslimer til langt tydeligere at fortælle, hvad kristendommen faktisk siger om Gud, Jesus, frelse og mennesket.

Mission i stedet for tavshed

Netop på det punkt nærmer de tre kirkelige stemmer sig imidlertid hinanden: Kirken har en missionsopgave. Ruben Holmgreen Falk mener, at de danske kirker generelt er blevet for tilbageholdende. ”Jeg synes, vi er for tøvende. Vi går jo ikke på gaden mere i frikirkerne. Vi vil rigtig gerne have folk til at komme til vores gudstjenester eller grupper eller til Alpha. Men den mere direkte evangelisation, som man så i 60’erne og 70’erne, ser vi ikke ret meget af mere.”

Bækgaard understreger, at mission allerede finder sted i Indre Mission, og at mennesker med muslimsk baggrund også er kommet til tro og blevet døbt. Men han tror mere på det personlige møde end på store offentlige missioner rettet mod bestemte muslimske grupper. ”Det handler meget om mødet med det enkelte menneske. Uanset baggrund. Det er dér, jeg ser vores kald.” For Naser Khader er konklusionen endnu mere vidtgående.

”Jeg tror, at løsningen på integrationsproblemerne er mission.” Han mener, at kirken skal turde fortælle muslimer om kristendommen dér, hvor mødet allerede finder sted: Ved middage, dialogarrangementer, forældremøder og i almindelige relationer. ”Muslimer fortæller jo hele tiden om deres religion. Hvorfor benytter man ikke lejligheden til at fortælle om kristendom?” Khader mener, at danskernes forestilling om tro som en rent privat sag har gjort kristendommen usynlig. Det får ifølge ham nogle muslimer til at konkludere, at danskerne slet ikke har nogen tro eller egentlige værdier.

Derfor efterlyser han ikke først og fremmest en ny religiøs vækkelse blandt almindelige danskere. Han retter i stedet kritikken mod kirkens egne ledere. ”Folk er faktisk nysgerrige på kristendom. Så der er ikke behov for en vækkelse blandt folket. Der er behov for en vækkelse blandt præsterne.”