Børnebussen er på vej mod sidste stop, medmindre nye er klar til at tage over

Kristian Sloth er vant til at få mange ideer til alle mulige projekter, som man kunne lave – eller måske endda burde lave. Ofte går han også i gang med at undersøge, hvordan ideen kan blive til virkelighed, ofte giver han ideen videre, og ofte finder han ud af, at det bare var endnu en idé, som måske var god, men som ikke skulle blive til noget.

Det var også hans første indskydelse, da han på fjeldet i Norge pludselig begyndte at få tanker om en børnebus. ”Jeg tænkte, ja, ja, det er godt med dig, Kristian. Det er bare endnu en af dine mange idéer. Det er bare, fordi du synes, det kunne være sjovt at have din egen bus,” fortæller Kristian Sloth. Men i stilheden på gåturen kom der flere og flere tanker.

”Jeg fortsatte med at gå og bede, men så begyndte tankerne at blive mere konkrete, om hvordan bussen skulle indrettes, og hvorfor den skulle i gang nu. Der kom en masse tanker til mig, som, jeg helt klart vil sige, slet ikke var mine tanker. Jeg begyndte at skrive noter ned på telefonen og blev egentlig lidt forpustet over alt det, der var besværligt ved ideen.” Da Kristian kom tilbage til de andre i hytten, delte han sine tanker med dem, og derfra begyndte det at gå hurtigt.

”Hver gang, jeg snakkede om det, kom der mere til. Der skulle være plads til snak, til børn, et køkken og et toilet. Det skulle være kirkens hjem udenfor hjemmet. Bussen skulle være en hjælp til at få kirken ud af dens egne bygninger, en måde, hvor kirken kan komme ud og møde byen, og hvor byen kan møde børneklubben fra kirken i lokalområdet,” fortæller Kristian Sloth.

Kristian var ikke taget til Norge for at få et kald af Gud til at starte noget nyt. Han var taget til Norge sammen med tre venner fra kirken. Sammen havde de læst en bog om kristen maskulinitet, og nu skulle de op og møde sig selv og Gud på en maskulin måde i Norge, som Kristian fortæller med en god portion humor i stemmen. En del af turen var derfor også at være stille og lytte til Gud. Og den slags kan som bekendt ende med hvad som helst – i dette tilfælde en børnebus.

Overvældende gavmildhed

Kristian og de andre kom tilbage til Danmark i oktober 2020. Han arbejdede på daværende tidspunkt på en genbrugsstation, men efter nogle hektiske, og med Kristians ord, fantastiske måneder med Guds mirakuløse hjælp, stod børnebussen i maj 2021 færdig og klar til at køre. ”Nu har jeg jo været en del i UMO (Ungdom Med Opgave, red.), og der er vi vant til, at hvis Gud kalder, så sørger han som regel også for finansieringen,” siger Kristian Sloth.

Og det var der brug for her. Først og fremmest skulle der findes en bus. Sådan en fandt Kristian med gode venners hjælp hos en vognmand i Christiansfeld. En fin bus til 167.000 kr. Så skulle pengene bare findes. Kristian lavede en aftale med sælger om at lægge 25.000 kr. i udbetaling og så betale resten senere.

”Nu har jeg jo været en del i UMO,
og der er vi vant til, at hvis Gud
kalder, så sørger han som regel
også for finansieringen.”

”På det tidspunkt blev alle vores gudstjenester streamet på grund af Corona. Vi var ti mennesker i kirken, og resten sad rundt omkring ved deres computere og fulgte med. Jeg fik lov til at dele min vision om børnebussen ved en gudstjeneste og fortalte, at vi i første omgang manglede 25.000. En af mine venner fra Norge fulgte med, og dagen efter lå der en besked om, at han ville sende 25.000 kr. Og dagen efter igen kom der besked fra en anden person, som også ville give 25.000 kr.,” fortæller Kristian.

På den måde kom de første 50.000 hurtigt ind. Men de gode nyheder stoppede ikke her. Da ejeren af bussen i Christiansfeld hørte om Kristians visioner om at lave bussen til en slags rullende børneklub, tilbød han at slå 75.000 kr. af prisen.

”Han kommer ikke selv i en kirke, men som barn kom han i en børneklub, og han fortalte mig, at det har været noget af det allervigtigste, der er sket i hele hans liv, og derfor ville han gerne støtte projektet. Udover glæden over selve pengegaven er det for mig også et stærkt vidnesbyrd om, hvor stor betydning børnearbejdet kan have i andre menneskers liv,” fortæller Kristian Sloth.

De resterende ca. 40.000 blev samlet ind i løbet af de følgende måneder. På den måde kom pengene i hus. Men når du har en bus, skal du også helst have en garage, som bussen kan være i. Og den slags garager findes faktisk i Grindsted. Her ejer kommunen nemlig nogle garager, som foreninger kan få lov at bruge ganske gratis. Desværre var den sidste garage lige blevet udlovet til en anden, men samme dag, som Kristian hentede bussen i Christiansfeld, modtog han et opkald.

”Da personen, som havde fået lov til at låne garagen til et andet projekt i kommunen, hørte om mit projekt, ringede han til mig og sagde, at han syntes, at jeg havde mere brug for garagen, end de havde. Så samme dag, som jeg fik bussen, var der nu også en garage – og mere til,” fortæller Kristian, der her fem år efter stadig ikke kan skjule sin begejstring over, hvor fantastisk, han synes, det hele lagde sig til rette.

”Udover garagen havde vi også brug for nogle store pallereoler til alle de stole og ting fra bussen, som vi skulle have pillet ud for at bygge den om. Vi havde også brug for et værksted til at gå og bygge de nye ting til bussen, og da jeg kom til garagen og bakkede den ind, kunne jeg i bakspejlet se, at inde i garagen var der lige præcis de reoler, vi havde brug for, og i forlængelse af garagen var der et værksted, som hører med til garagen. Nu havde vi både en garage og et værksted – og ovenikøbet til nul kroner.”

Hilsen fra missionsmarken

Herefter går ombygningen af bussen slag i slag. ”Alt faldt i hak. Mange ting kom nærmest i samme øjeblik, som tanken opstod. Folk kom og hjalp. Far og søn kom og lavede toilettet. Én byggede sofaer. En anden lagde gulv. Andre malede. Det gik superstærkt,” fortæller Kristian Sloth. I maj 2021 var bussen klar til at køre. I første omgang var det et projekt, som Kristian kørte ved siden af sit fuldtidsarbejde. Men fra april 2022 stoppede han på genbrugsstationen og arbejdede fuld tid i Børnebussen. Evangelisk Frikirkes Børn og Unge købte nemlig ind på projektet og ansatte Kristian Sloth i en treårig projektperiode.

”Jeg havde i noget tid ønsket at arbejde fuldtid i kirken og havde også søgt et par stillinger uden at få det, og jeg var egentlig blevet lidt irriteret både på Gud og på de mennesker, som ikke ville ansætte mig, men i bagklogskabens lys var det jo det helt rigtige.” Kristian Sloth kommer til daglig i Vestermarkskirken i Grindsted. Her var han i tiden op til projektet med til at stå for ungdomsarbejdet i kirken.

”Jeg brænder rigtig meget for børne- og ungdomsarbejdet, men jeg brænder også rigtig meget for at få kirken ud af kirkens bygninger. Det er udenfor kirken, at missionsmarken ligger. En dag i kirken sendte jeg alle børnene udenfor kirken for at hente et blad fra et træ eller en busk, som de skulle tage med ind i kirken igen. Inde i kirken skulle de finde en af de voksne at give bladet til, som en hilsen ude fra missionsmarken. Det blev et meget tydeligt billede på, at missionsmarken ligger udenfor kirken,” siger Kristian Sloth.

Et ufarligt rum for troen

Kristian Sloth har været af sted med børnebussen til nærmest uendeligt mange kirker og byer i løbet af de seneste fem år. Han fremhæver i løbet af samtalen flere gange vigtigheden af, at kirken kommer ud på missionsmarken. Samtidig lægger han stor vægt på, at mennesker er forskellige, og at det ikke er alle, der befinder sig godt i rollen som gadeevangelister med et kors på ryggen og en flyer i hånden.

”En del af visionen med Børnebussen har været at hjælpe kirken med at komme udenfor sin egen matrikel, men på en tryg måde. Vi snakker ikke nødvendigvis så meget om Gud og Jesus, medmindre det er det, kirken selv har lyst til, og der står heller ikke en masse bibelord på bussen. Men kirken får mulighed for at komme ud og komme i samtale med mennesker fra lokalområdet. Bussen ser helt ufarlig ud, faktisk ser den ligefrem indbydende ud, så mange børn og forældre helt af sig selv kommer hen og snakker, når man står der,” fortæller Kristian Sloth, der flere gange i løbet af samtalen fremhæver netop denne funktion ved bussen.

”Udover at jeg i løbet af de seneste fem år har fået lov til at opleve en masse sjov med børn og haft mange gode samtaler undervejs både med børn og forældre, så er noget af det stærkeste for mig, når jeg har oplevet en lille menighed, der har fundet ud af, at hvis de tør være tilgængelige i lokalområdet og ærlige, så vil folk faktisk gerne snakke med dem, også om tro, og måske endda også komme i kirken bagefter. Det er stort, når man på den måde får lov til at være med til at skabe rum for troen.”

For nogle år siden lavede en Kristian en refleksionsøvelse over en tekst i Det Nye Testamente, hvor Paulus og Barnabas kommer op at diskutere, men det er ikke så meget diskussionen, Kristian blev optaget af, men derimod slutkommentaren i afsnittet, hvor der står: ”Han rejste gennem Syrien og Kilikien og styrkede menighederne.” ”Det blev meget stærkt for mig, og det har været en vigtig del af min motivation, at den menighed, som Børnebussen besøgte, skulle stå opmuntret og styrket tilbage og opleve at have en relevant plads i byen.”

Tid at give bussen videre

Men når alt nu er så godt, hvorfor så stoppe?

”Ligesom jeg oplevede, at Gud kaldte mig til at gå i gang, har jeg oplevet, at Gud nu har sagt stop. Faktisk sagde han det nok for et års tid siden, men jeg har nok lidt overhørt nogle signaler. Jeg er iværksætter af natur. Drift er ikke lige mig. Det er faktisk næsten det værste, man kan gøre ved mig. Man kan lige så godt trække mig ud bagved og skyde mig,” siger Kristian Sloth med et stort grin og tilføjer i en mere seriøs tone:

”Jeg har lært meget om mine egne styrker og svagheder. Der er behov for en anden type person. Det bliver for ensporet, det jeg kan. Der er stadig masser af potentiale i bussen – også meget mere, end der foregår nu. Men jeg er ikke i stand til at drive det til mere, end det er nu. Der skal noget andet til. Måske også en større organisation med flere ressourcer, som kan løfte det videre til noget til større.”

Kristian fortsætter i Børnebussen resten af 2026, hvorefter han kører bussen i garagen for sidste gang, men det sker med et stort håb om, at andre vil køre bussen videre. ”Hvis der er nogen, der vil drive den videre, som den er nu, så kan de få den med alt det udstyr, vi har til den,” slutter Kristian.