Jeg går til himlen, hvor jeg går

Forleden var jeg vidne til et alvorligt trafikuheld udenfor mit vindue. Jeg hørte et højt brag, kiggede ud ad vinduet og så en smadret bil. Jeg skyndte mig ned på gaden for at se, om der var noget, jeg kunne hjælpe med.

Da jeg kom derned, opdagede jeg, at det var endnu mere alvorligt og omfattende, end det jeg umiddelbart så. Det vakte nogle tanker om livets skrøbelighed hos mig, og hvordan hverdagens trummerum pludselig kan blive forstyrret og vendt på hovedet. På et øjeblik kan livet knuses. Ulykken eller tragedien kan komme som lyn fra en klar himmel. Jeg kan gå på gaden og pludselig blive ramt af en bil. Jeg kan rammes af en dødelig eller invaliderende sygdom. Eller det samme kan ske for mine nærmeste. Livet er bare uforudsigeligt.

Mens alle disse overvejelser gik igennem mit hoved, kom jeg til at tænke på Brorsons salme, der begynder med verslinjen ”Jeg går i fare, hvor jeg går”. Det er jo den virkelighed, vi lever i og med. Men heldigvis er det ikke noget, vi går og tænker på til dagligt, for det ville let kunne hæmme og indskrænke vores liv. Og det er da heller ikke hele virkeligheden. Salmen fortsætter godt nok i samme dystre tone med ord som ”Jeg går i trængsel, hvor jeg går” og ”Jeg går til døden, hvor jeg går”.

Men så vendes blikket, og vi ser den virkelighed, som også findes – og findes netop midt i det andet: ”Jeg går blandt engle, hvor jeg går” og endnu bedre: ”Jeg går med Jesus, hvor jeg går”. Og salmen slutter med det, der gør, at der stadig er håb midt i de værste ulykker, sygdomme og død: ”Jeg går til Himlen, hvor jeg går”. Det var da heller ikke blot linjen ”Jeg går i fare, hvor jeg går”, der dukkede op i mine tanker mens jeg stod midt i ulykken, men også netop salmens slutning ”Jeg går til Himlen, hvor jeg går”.

Ulykken, faren, trængslen og døden får ikke det sidste ord. Som kristne ligger det bedste altid foran og ovenover alt, hvad der kan skræmme os og tynge os til jorden – ja også ovenover alt det vidunderlige og glædelige, der heldigvis også møder os i livet. Derfor kan vi aldrig tænke eller tale for meget om himlen – vort evige hjem.

Det bedste er i vente!