Unge møder heksekunst og okkultisme på TikTok – hvordan skal kirken reagere?

Krystaller, tarotkort, manifestation og hekseritualer er blevet en del af den verden, unge møder på sociale medier. På TikTok har fænomenet ligefrem fået sit eget navn: WitchTok. Her kan unge – ikke mindst piger – se videoer om besværgelser, ritualer og magi, ofte uden selv at have opsøgt dem.

Den britiske Evangelical Alliance mener, at udviklingen er blevet så omfattende, at kirkerne er nødt til at forholde sig til den. Organisationen har derfor udgivet pjecen Spiritual Curiosity, der skal ruste kristne til at møde den voksende interesse for alternativ spiritualitet med et bibelsk svar.

Britiske kristne reagerer på TikTok-udfordringen

Evangelical Alliance ser en voksende åndelig nysgerrighed blandt unge, som kirken risikerer at overlade til andre. I en undersøgelse blandt kristne under 35 år svarede 60 procent af kvinderne, at de var blevet præsenteret for indhold om alternativ spiritualitet på nettet uden selv at have søgt efter det. WitchTok-videoer om, hvordan man udfører besværgelser, ritualer og fremstiller forskellige miksturer, når millioner af visninger. Også manifestation – forestillingen om, at man gennem sine tanker, ønsker og ord kan påvirke virkeligheden og få universet til at opfylde sine ønsker – er blevet udbredt.

Evangelical Alliance opfordrer ikke kristne til at lægge afstand til mennesker, der interesserer sig for den slags. Tværtimod. Formålet med guiden er at gøre kristne mindre bange for at tale om deres tro og bedre i stand til at forstå den længsel, der kan ligge bag interessen. Men samtidig skal de kunne forklare forskellen på kristendom og alternativ spiritualitet. Som Katherine Brown fra Evangelical Alliance påpeger, kan manifestation eksempelvis ligne bøn, men bygger på en grundlæggende anden tanke:

I manifestation skal virkeligheden bøje sig efter menneskets vilje. I kristen bøn søger mennesket derimod Guds vilje.

Hvad mener de danske præster?

Spørgsmålet er, om kirkerne i Danmark står over for den samme udfordring – og hvordan de i så fald skal reagere. Udfordringen har spurgt tre danske præster. De er enige om, at unges åndelige søgen er reel. Men deres svar på, hvad kirken skal stille op med den, er vidt forskellige.

Borbye: Kirken skal lytte til de unges søgen:

Torsten Borbye Nielsen er ansat i Areopagos som præst og leder af I Mesterens Lys og arbejder desuden som hjælpepræst i Byens Valgmenighed. Han siger om udviklingen: ”Der er en klar og tydelig bevægelse imod og et ønske om noget mere end det, man synes har spillet fallit i den vestlige verden,” siger han. Interessen for hekse, tarot og andre former for alternativ spiritualitet ser han derfor også som et symptom på en dybere åndelig længsel.

Borbye mener, at kirken først bør lytte til, hvorfor unge søger mod disse miljøer. En del af forklaringen er efter hans opfattelse Vestens ”affortryllelse”. Den materialistiske verdensopfattelse har gjort verden ”blodfattig”, siger han. Mysteriet er forsvundet, og også kirken risikerer at være blevet mere præget af en afmytologiseret vestlig kultur end af Bibelens åndelige univers.
Derfor skal kirken undgå at pege fingre ad de unge og også ransage sig selv.

”Hvordan genfortryller vi verden sammen med alle dem, der gerne vil noget mere?” spørger han. Han peger også på, at moderne hekseri og shamanisme ofte forbindes med natur, klima og en længsel efter at opleve mennesket som del af skaberværket frem for som dets forbruger. Og blandt især kvinder kan interessen være forbundet med en reaktion mod det, de oplever som en patriarkalsk kultur og kirke.

Borbye ønsker derfor at bygge bro snarere end først og fremmest at konfrontere. Han henviser til den tidlige keltiske kirke, der mødte en naturorienteret religiøsitet og knyttede dens symboler til Kristus: kilder til dåben, træet til korset og solen til Kristus som verdens sande lys. På samme måde kan kirken i dag, mener han, lede efter den åndelige længsel bag de nye praksisser og ”sætte Kristi ansigt” på det, mennesker søger.

Han er derfor tilbageholdende med at gøre advarsler mod mørket til kirkens hovedbudskab. ”Min tilgang vil altid være først og fremmest at pege på lyset mere end at snakke en masse om mørket. Ikke fordi mørket ikke eksisterer, men fordi jeg tror, det andet er langt mere virkningsfuldt, siger han.

Bramming: Folkekirken er selv en del af det nyreligiøse:

Torben Bramming, præst ved Ribe Domkirke, ser anderledes kritisk på situationen. Han har beskæftiget sig indgående med hekseri historisk og har blandt andet skrevet Heksenes by – Ribes hekseforfølgelser 1572-1652 og senere Heksene og den perfekte hofmand. For Bramming er den nye interesse for hekse, nyreligiøsitet og okkultisme først og fremmest et tegn på, at den gamle fortælling om et stadig mere sekulariseret og ateistisk samfund ikke længere holder.

”Det er jo de gamle guders tilbagekomst,” siger han. Han ser et helt spektrum fra forskellige former for naturreligion til satanisme og mener, at Danmark snarere bevæger sig i retning af en religiøs situation, der minder om tiden før Ansgars mission eller om Romerriget, hvor mange forskellige religioner eksisterede side om side. Dog mener Bramming ikke, at Folkekirken centralt bør iværksætte en kampagne mod udviklingen.

Problemet er ifølge ham, at kirken selv har åbnet døren for så mange nyreligiøse elementer, at den kan have svært ved klart at definere grænsen. Han nævner blandt andet yoga i kirkeligt regi, alternative åndelige praksisser og en omdiskuteret gudstjeneste i Vig Kirke, hvor der blev åbnet for kontakt med afdøde kæledyr. ”Meget af den forkyndelse, der foregår, er jo næsten ikke til at adskille fra sådan noget moderne witchcraft,” siger han.

Grænserne er blevet ”meget porøse”, mener Bramming, der peger på, at der ikke er noget reelt dogmatisk tilsyn i Folkekirken. Derfor har han ringe tiltro til en samlet kirkelig indsats mod nyreligiøsiteten og kvaliteten af den.

Blumensaat: Kirken skal turde sige, at det er farligt:

Den katolske præst Benny Blumensaat fra Sankt Nikolaj Kirke i Esbjerg mener til gengæld ikke at interessen for okkultisme alene bør forstås som uskyldig åndelig nysgerrighed. Kirken må også turde sige, at der findes åndelige kræfter, som mennesker bør holde sig fra. Han ser udviklingen som en konsekvens af, at kristendommen har mistet fodfæste i Danmark og Europa. Mange unge er vokset op uden et levende forhold til kristendommen, fordi hverken kirken eller forældrene har formået at give troen videre.

”Vi har svigtet de unge,” siger han. ”Vi er bange for at tale om Jesus både i det offentlige rum, i hjemmene, på skolerne og på arbejdspladserne. Når den kristne tro ikke fylder tomrummet, søger unge andre steder hen. Tarotkort, ånden i glasset og okkultisme har samtidig en mystik, der kan virke tiltrækkende.” Blumensaat mener derfor, at kirken skal gøre to ting på én gang: evangelisere langt stærkere blandt unge og advare klart mod okkulte praksisser.

Han fortæller om tre piger på 12-13 år, der for nogle år siden opsøgte ham efter en gudstjeneste. De havde leget ånden i glasset og var blevet bange. ”Nu kan vi ikke sove om natten,” fortalte de. En af pigerne oplevede efterfølgende, at der skete mærkelige ting på hendes værelse, som ikke var sket før. Blumensaat bad over pigerne, og gav dem vievand med hjem og bad Jesus om at befri dem fra det, der plagede dem. Da pigerne kom tilbage en uge eller to senere, fortalte de, at der var blevet ro igen.

For Blumensaat illustrerer historien netop, hvorfor kirken ikke bør nøjes med at betragte okkultisme som endnu et udtryk for unges søgen efter spiritualitet. ”Mange går med på den, og de ved ikke, at det er farligt, og hvad de kan komme ind i,” siger han. Derfor bør både præster, kirkeledere og biskopper efter hans opfattelse komme med en klar advarsel – samtidig med, at kirken tilbyder noget andet.

”De skal både komme med en advarsel og samtidig et bud på, hvordan de kan få det tomrum fyldt i stedet for at lukke de dæmoniske kræfter ind. Byd Jesus indenfor i stedet,” siger Benny Blumensaat.