Ofrene i uhyggelig sag fra Børnehjemmet Solgården har fået tilkendt erstatning

Staten tilkendte for nyligt en erstatning på 300.000 kr. til ofrene for de systematiske, seksuelle overgreb på den selvejende institution Børnehjemmet Solgården i Tarm. Overgrebene foregik fra 1949 til 1976, hvor institutionen blev lukket. Antallet af børn, som er blevet udsat for overgreb, er et skøn. Ifølge undersøgelser og forfattere var det op til 100 børn.

Det var Grethe Sørensens bog, Barndommens dal, der i 2006 første gang fik sagen op i medierne. Hun boede også på børnehjemmet og fortalte om overgrebene i bogen. Dengang var Udfordringen også på pletten med et interview med Grethe Sørensen, som Svend Løbner tog initiativ til. Når vi igen bringer sagen op, er det fordi den fortsat kalder på kristendanmarks opmærksomhed. Vi kan ikke ændre det, som allerede er sket, men vi kan tage ved lære af det. Det er tankevækkende og dybt foruroligende, at overgrebsmanden, Michael Mortensen, som døde i 2001, af mange blev beskrevet som en pæn og hellig mand.

Netop med den begrundelse blev ofrene ikke troet på, og fordi de ikke blev troet på, greb politiet ikke ind. Uanset hvor helligt eller pænt et menneske ser ud, skal vi forholde os til den eller dem, der står op for sig selv eller for andre og fortæller noget andet. Det skylder vi hinanden – at lytte og at tro på, at den anden fortæller sandheden – også børn. Der findes kristne, som lever et dobbeltliv, som siger et og gør noget andet, som skjuler sider af sig selv og af deres liv. Som lyver for sig selv og for andre – som på overfladen fremstår som pæne og hellige. Vi må gribe den sandhed, som Bibelen fortæller, at der findes ulve i fåreklæder.

Toves fortælling

Tove Dohn kom på Børnehjemmet Solgården i Tarm sammen med sin storesøster Margit. Margit tog sit eget liv som 19-årig ved at hælde benzin over sig selv og antænde det. Da søstrene kom på Solgården, var Tove syv år. Den første tid sov de to søstre på stue med tre andre. ”Den første tid var fin,” husker Tove og fortsætter: ”Men da vi fik hvert vores værelse, begyndte overgrebene. Døren stod på klem, så jeg kunne høre, når plejefar misbrugte Margit. Det første overgreb, jeg blev udsat for, var som 8-årig,” fortæller hun.

Overgrebene foregik nogle gange under dække af, at plejefar kildede børnene. Han indførte også en regel om, at pigerne skulle sove uden undertøj under natkjolen. Hvem der ryddede op og fjernede det blodige sengetøj, er fortsat en gåde for Tove.

Politiet troede ikke på børnene

At forstanderen i det omkringliggende samfund fremstod som en hellig og pæn mand, der ikke kunne finde på sådan noget, formørker og tåger fortællingen. Børnene oplevede, at han det ene øjeblik holdt andagt og bad til Jesus, mens han i næste øjeblik – i det skjulte – forgreb sig på dem. Et par af pigerne gik til politiet for at fortælle om og anmelde overgrebene, men politiet troede ikke på dem.

Overgrebene foregik mange forskellige steder på børnehjemmet, og det var de små piger, der blev udsat for krænkelserne. Når pigerne blev kønsmodne, mistede Michael Mortensen interessen. Tove Dohn har dokumentation, som viser, at Luthersk Mission vidste, at forstanderen var pædofil – der var viden om, at han var blevet fyret andetsteds, fordi han ikke kunne holde fingrene fra børnene. Der er også flere dokumenterede episoder, hvor nogen er blevet truet til at tie stille.

Inden Michael Mortensens død i 2001 besøgte to af pigerne ham, fordi de ville sikre sig, at han fik bedt om tilgivelse og fik bekendt sin synd. Michael Mortensen kunne ikke huske overgrebene, men da en af pigerne med håndspålæggelse bad om, at Gud ville bringe det frem i hans hukommelse, angrede han et kort øjeblik. Senere benægtede han igen. Plejemor var ifølge Tove Dohn også psykisk syg og havde et voldsomt temperament. Alligevel tog Tove på besøg hos hende, inden hun døde.

”Plejemor fortalte, at hun ønskede oprydning – den samtale har jeg en optagelse af.” Tove er stadig dybt traumatiseret af overgrebene og voldtægterne. ”Min hjerne er konstant på overarbejde, jeg lever i fortsat alarmberedskab, hvor især lyde og lugte kan bringe de uhyggelige minder op. Men da jeg selv fik børn, bragte de megen lægedom.” Tove fortæller, at Luthersk Mission i 2006, i forbindelse med bogudgivelsen af Barndommens Dal, i medierne lovede at hjælpe ofrene.

”Da jeg endelig fik ringet til Luthersk Mission for at sige, at jeg gerne ville have den økonomiske hjælp til psykolog, fik jeg at vide, at de kunne tilbyde mig at tale med en præst. Der er ret stor forskel på en præst og på en psykolog,” konstaterer Tove og fortsætter: ”Det var i forvejen noget af en overvindelse for mig overhovedet af ringe til Luthersk Mission.” Senere fik hun den økonomiske håndsrækning på 17.000 kr. før skat, som bidrag til at gå til psykolog.

Kunne være undgået eller stoppet

”Det skulle aldrig været kommet dertil, for i det brev, som jeg har sendt et screenshot af til dig, fremgår det, at plejemor og plejefar ikke skulle have været ansat. Han var ødelagt i forvejen, og plejemor var psykisk syg. Man skulle have ladet være med at ansætte en mand, som var blevet fyret et andet sted, fordi han ikke kunne holde fingrene fra børnene.”

”Hver gang plejefar skulle ud ad døren, stod han og gnubbede sig op ad en af pigerne. Og var virkelig liderlig for at sige det pænt. Han har ødelagt så mange liv med sine overgreb. Og overgrebene har påvirket mig ind i voksenlivet – ja, de påvirker mig stadig.” Ifølge Tove har Luthersk Mission haft stor en viden om, hvad der foregik. ”De piger, som var på politistationen for at anmelde plejefars overgreb, blev ikke troet på, men de blev revset rigtig meget bagefter.”

Ifølge Peter Øvig Knudsens bog ’Dem, der ikke tier’ havde Oscar Plougman, som førte tilsyn på børnehjemmet, opfanget, at der var noget, børnene ikke fortalte. Derfor kom han tilbage med en kvindelig jurist, men heller ikke hun kunne få pigerne til at sige noget. Tre unge ansatte kvinder skrev et brev om forholdene på institutionen, som de sendte til børnehjemmets bestyrelse – til formanden. Det brev blev ikke besvaret – det blev brændt.

Toves journal fortæller, at hun grundet overgrebene ikke stoler på nogen. At hun bliver trigget af oplevelser, hvor ord og handling ikke følges ad og ikke passer sammen. Oplever hun det, trækker hun sig fuldstændig og åbner sig aldrig for det menneske igen. ”Min hjerne er på overarbejde, når der er lyde og lugte. Jeg får et chok, når jeg arbejder med rengøring i private hjem, og nogen fra familien kommer ind. Jeg får et chok hver gang – og smiler alligevel. Jeg er i totalt alarmberedskab hele tiden. Det er, hvad overgrebene har gjort ved mig.”

”Så længe jeg ikke kan lukke sagen, og så længe jeg er aktiv i sagen, er det svært at komme videre. Jeg føler, at der skal ryddes op. Og når Luthersk Mission ikke gør det, så må jeg jo gøre det.”
Tove føler sig forpligtet til at rydde op og sørge for, at ofrene får den rette hjælp. ”Den stærkeste i gruppen må gå foran, og spørger du mig om ti år, så vil jeg helt sikkert gøre det igen,” siger hun. Tove hungrer efter en oprydning, og efter at retfærdigheden sker fyldest.

Hun håber fortsat på en økonomisk erstatning fra Luthersk Mission, og hun har foreslået dem at oprette en fond, der støtter børnehjemsbørn med senskader grundet ophold på børnehjem.

Hvilken erstatning ville være retfærdig?

”Det kan jeg ikke sætte et beløb på, men vi var udsat for daglige overgreb, og jeg ved, at Luthersk Mission har penge. Så jeg synes, de skal tænke sig godt og grundigt om og få givet os en økonomisk erstatning. Jeg håber, at de selv kan se, at de skal få ryddet op nu. Det beder jeg til Jesus om. For de overgreb skal de ikke blande Jesus ind i, han har ingen skyld i det – og det ved jeg,” slutter Tove.

Da Børnehjemmet Solgården lukkede, kom Tove og Margit på Børnehjemmet Rosengården i Skjern. Der mødte de en helt anden og bedre verden. Den gode pædagog Jens, som Tove kalder ham, og som hun stadig er i jævnlig kontakt med, fortæller, at både Margit og Tove virkede tillidsfulde i relationen med ham.

Spørgsmål til Luthersk Mission

Tove Dohn fortæller, at hun aldrig er blevet kontaktet af Luthersk Mission med en mundtlig eller skriftlig undskyldning – den har hun kun hørt via en pressemeddelelse. Hun mener desuden, at det ikke er nok, at Luthersk Mission har tilbudt 17.000 i psykologhjælp, men at de bør oprette en fond med støtte til ofrene. Jeg har kontaktet Luthersk Mission for at få deres kommentarer til Tove Dohns kritik og ønsker.

Jeg har desuden spurgt, om Luthersk Mission har et moralsk ansvar over for ofrene, og om de synes, der er blevet ryddet op i sagen. Jeg har også spurgt, hvad årsagen var til, at man dengang ansatte Michael Mortensen velvidende, at han var blevet fyret andetsteds, fordi han ikke kunne holde fingrene fra børnene. Sidst har jeg også spurgt, om der stadig er nogle af de dengang involverede parter i betroede stillinger i Luthersk Mission i dag.

Jeg har ikke fået svar på alle mine spørgsmål. Men i det følgende bringer jeg Luthersk Missions svar i uredigeret form. Da jeg ringede til Luthersk Mission, var de imødekommende og sagde klart og hurtigt ja til at forholde sig til den række spørgsmål, som jeg sendte. Dette er den uredigerede mail fra Luthersk Mission:

”Hej Lisbeth Vi har forholdt os til de spørgsmål, du har sendt, og har følgende tilbagemelding: Som indledning er det vigtigt for os at understrege det ulykkelige og alvorlige i denne sag, som vi er meget kede af på ofrenes vegne. Af principielle grunde ønsker vi ikke at føre en dialog med Tove Dohn gennem en tredjepart i medierne. Det skal dog understreges, at både vores nuværende generalsekretær, Søren Skovgaard Sørensen, og vores forhenværende generalsekretær, Jens Ole Christensen, tidligere har talt med hende. Tove Dohn er naturligvis altid velkommen til at henvende sig til Luthersk Mission, hvis hun har spørgsmål, som hun ønsker svar på. Med hensyn til dine spørgsmål om økonomi er det vigtigt at understrege, at Luthersk Missions tilbud om at støtte med 17.000 kr. ikke var tænkt som en erstatning, men alene som støtte til betaling af udgifter til psykolog med henblik på at få bearbejdet oplevelserne. Hvad angår økonomien generelt, har Luthersk Mission fulgt de regler, der gælder, når en institution er registreret som en selvejende institution og dermed ikke er ejet af Luthersk Mission. I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt Luthersk Mission har et moralsk ansvar, står vi gerne ved det, og det har vi gjort, siden sagen kom frem i 2006. Det var Luthersk Missions ledelse, der undersøgte et udsagn om overgreb og måtte konstatere, at udsagnet desværre talte sandt. Da det blev åbenbart, hvad der i sin tid var sket på Børnehjemmet i Tarm, gik Luthersk Missions ledelse selv til medierne for at fortælle om den ulykkelige sag. Efterfølgende har Luthersk Missions ledelse givet forfatteren Peter Øvig adgang til de dokumenter, som Luthersk Mission ligger inde med. På den baggrund har vi forsøgt at leve op til det moralske ansvar, som vi har for at få denne sag fuldt belyst. Det er klart, at dette ikke har fjernet sagen, og konsekvenserne af denne sag vil fortsat være der. Det er vi bevidste om og utrolig kede af.

På baggrund af den tilkendte erstatning fra staten på 300.000 kr. udtaler Luthersk Missions ledelse: Denne officielle anerkendelse er en vigtig milepæl. Og vi er lettede over at høre om afgørelsen. De har fortjent denne oprejsning efter alt det, de har været igennem. Et omsorgssvigt, de har levet med hele livet.”

Kritik fra Peter Øvig Knudsen

Hvis du vil dykke dybere ned i det, der skete på Solgården, er Peter Øvig Knudsens bog: ‘Dem, der ikke tier‘ helt oplagt. Om sin research til bogen, siger han til Udfordringen:

”Jeg har tidligere skrevet bøger om drab, tortur og terrorisme, men intet har været så uhyggeligt at undersøge som de seksuelle overgreb på børnehjemsbørn. Og sagen om forstanderens overgreb på de små piger på Solgården gennem 27 år er den værste af sagerne – dels selvfølgelig på grund af dens lange varighed og overgrebenes art, men også fordi børnenes råb om hjælp i alle disse år ikke blev hørt af Luthersk Mission. Tværtimod satte ledende kræfter i organisationen alt ind på at dysse nødråbene ned med forskellige former for trusler. Min undersøgelse viser, at mange mennesker i organisationen og i lokalområdet har kendt til overgrebene – uden overhovedet at hjælpe børnene. Gennem 27 år! I perioder af min research har jeg haft svært ved at holde ud at arbejde med sagen netop af den grund: Hvorfor var der ingen af disse kristne mennesker, der greb ind for at stoppe den kyniske serievoldtægtsmand og redde børnene. Når man som jeg har mødt mange mennesker, der som børn er blevet seksuelt misbrugt på en institution, der burde have beskyttet dem, ved man, at de fleste af de mennesker er blevet frarøvet evnen til at knytte sig til andre mennesker. Jeg tror ikke, ledelsen i Luthersk Mission for alvor har indset, hvilket ansvar de har over for de misbrugte kvinder. De har ikke indset, hvor mange helt op i ledelsen af organisationen, der faktisk kendte til overgrebene. Og jeg bliver trist, når jeg ser LM-ledelsen i dag argumentere for, at de kan frikende sig selv for et økonomisk ansvar med henvisning til juridiske spidsfindigheder om ejerskabet af Solgården. Det mindste de kan gøre er at sige ja til Tove Dohns udmærkede forslag om at stifte en fond, der skal hjælpe mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.”