Frygt for restriktioner på handel med varer fra Israel

Forud for årets løvhyttefest i Jerusalem den 24/9-1/10 har Den Kristne ambassade i Jerusalem (ICEJ) udtalt sig om det internationale pres mod Israel, blandt andet i form af boykot mod varer importeret fra bosættelser på Vestbredden.
ICEJ skrev den 17. september: ”Årets fest vil tage et stærkt standpunkt til støtte for de jødiske samfund i Judæa og Samaria, da de står over for en voksende bølge af økonomiske sanktioner fra europæiske nationer.”
’Ekstremt foruroligende sanktioner’
Om denne situation udtalte ICEJ-præsident Dr. Jürgen Bühler: ”Vi er begejstrede for endnu engang at fejre den bibelske højtid Sukkot med kristne fra hele verden. Alligevel finder vores fest også sted midt i en række ekstremt foruroligende sanktioner, der pålægges af europæiske nationer mod jøder, der bor i Judæa og Samaria, Golanbjergene og endda Jerusalem. Disse diskriminerende foranstaltninger har til formål at kvæle eksistensen af jødiske samfund, som bemærkelsesværdigt nok er kommet tilbage til livet i Israels gamle hjerteland efter århundreders jødisk eksil blandt nådesløse ikke-jødiske nationer.
Disse økonomiske krigshandlinger rettet mod hundredtusindvis af israelske jøder er racistiske og minder alt for meget om tidligere jødiske boykotter til, at vi kan tie stille.”
Fælleserklæringer imod bosættelsespolitik
I Danmark oplyste statsministeriet i august, at lederne af Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Europa-Kommissionen, Holland, Canada, Norge, Australien, New Zealand, Sverige, Belgien, Spanien, Østrig, Grækenland, Cypern, Finland, Island, Litauen, Malta og Danmark i en fælleserklæring har udtrykt stærk bekymring på grund af Israels bosættelsespolitik på Vestbredden. Senere, den 8. september, udsendte Danmark og 11 andre lande en fælles erklæring, hvor de lægger pres på Israel og kræver et omgående stop for ”yderligere bosættelser på den besatte Vestbred”.
I erklæringen hedder det, at Danmark – sammen med de øvrige lande – støtter restriktioner på handel med varer fra israelske bosættere. De 12 lande, der har underskrevet erklæringen, er Storbritannien, Canada, Frankrig, Danmark, Finland, Island, Irland, Norge, Polen, Portugal, Spanien og Sverige. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) afviser dog at indføre en egentlig dansk boykot af bosættervarer, før EU har vedtaget eventuelle sanktioner.
Til P1 Morgen udtalte Lars Løkke ifølge DR.dk: ”Det klare udgangspunkt, sådan som reglerne er, er, at vores handelspolitik føres gennem EU. Så hvis vi skal lave en boykot af bosættervarer – og det er den danske regering fuldstændig med på – så er EU det rigtige sted at få det vedtaget.” Frankrig, Canada og Storbritannien har allerede varslet et ”direkte importforbud fra ulovlige bosættelser”. Og i Holland er det allerede trådt i kraft.


