”Vi vil være forældre for unge, som behøver Jesus”

Ægteparret Berit og Jørgen Pedersen har altid haft mission i deres hjerter. Som unge var de på mission i Israel hver for sig. Kort tid efter at de var blevet gift, tog de på missionsrejse til Nepal og Indien, hvorefter de vendte hjem til Danmark, men ønsket om at komme ud i mission igen lå dem stadig på sinde, og derfor arbejdede de videre i den retning.

”Vi besluttede os for at tage på DTS (Discipeltræningsskole) hos Ungdom med Opgave på Sjællebro, hvor vi også var i Aserbajdsjan og Letland på outreach,” fortæller Berit. ”Efter det følte vi os klar til at tage ud som missionærer, men oplevede, at Gud sendte os tilbage til Danmark. Vi havde håbet på noget andet, da vi følte os klar til at rejse ud. Men sådan skulle det ikke være.”

Parret har nu været hjemme i 15 år og har oplevet Gud gøre mange ting i løbet af de år. De har fået tre børn og har alle været aktive i kirken. De seneste år har Berit bl.a. stået i spidsen for en årlig Kvindekonference i Kolding, hvor der har været stor tilslutning.

Drømmen blev vakt til live

En trist hændelse satte gang i missionsplanerne igen, da Jørgen for tre år siden fik en blodprop i hjertet og blev sygemeldt i længere tid. Han vendte tilbage til arbejdet, men oplevede en stressreaktion og blev sygemeldt igen. Da begyndte Gud at tale til ham.

”I begyndelsen af min sygemelding havde jeg meget tid og ro. Der oplevede jeg, at Gud talte til mig med tre ord: Albanien, UMO (Ungdom med opgave) og mission. Det skulle jeg lige tygge på og bede over, men jeg kunne mærke, at det voksede i mig. Så først efter ca. tre måneder sagde jeg det til Berit. Senere fik vores datter at vide, at hun skulle på outreach i Albanien, og det gav os en anledning til at besøge landet. Derefter gik der ikke lang tid, før vi besluttede at tage derned,” fortæller Jørgen.

Parret købte billetter og tog til en konference i Albanien for at mærke efter og fornemme, om de var på rette vej. ”Vi troede, at det handlede om, at vi skulle støtte nogle missionærer dernede og tage derned en gang imellem med teams på små missionsture og så ellers leve og arbejde i Danmark og dele ud af vores ressourcer,” siger Jørgen med et smil.

”Senere tog vi derned igen og havde børnene med, og der talte Gud til os om, at landet havde brug for mødre og fædre. Det talte til os, og så tænkte vi, at det kunne være os, Gud ville bruge. Mens vi var der, fik vi kaffe sammen med lederparret på UMO-basen, og under den samtale blev vi tilbudt at komme derned og være en del af staben. De bad os tage hjem og bede over det.”

Første missionstur

Derefter gik tingene hurtigt for Berit og Jørgen. De rejste til Albanien endnu engang for at mærke efter, om det nu også var det rigtige, de havde gang i. De tænkte på, om de måske var for gamle til at arbejde for Ungdom Med Opgave, som primært er baseret på unge mennesker. ”Vi var jo noget ældre end dem, der var dernede,” siger Berit, ”men vi kunne igen mærke, at det var det, vi skulle. Og i august året efter rejste vi derned og var en del af staben i syv måneder.”

”Vi har set mennesker blive
berørt, tage imod og blive
helbredt, og det er
fantastisk, når det sker.”

Mens de var der, var der en aften, hvor eleverne skulle øve sig i at høre Guds stemme, fortæller Berit.

”Mens vi sad der, hørte jeg en stemme i mit hoved, der sagde på engelsk ”Six more years” (seks år mere), og så kom der sådan en plastikdims glidende hen ad gulvet samtidig. Den bruges normalt til at hjælpe gardiner med at hænge. Den kom helt ude af kontekst, så jeg tog den op og spurgte: ”Gud, vil du sige noget med denne her?”, og oplevede, at Gud sagde: ”Ja, I er ligesom denne her plastikdims, der skal være med til at holde gardinerne oppe. Det er en eksisterende tjeneste – I skal ikke bare være med til at holde dem oppe.”  Så vidste vi, at vi skulle være med i det arbejde, som UMO allerede havde i gang i Albanien.”

Vil støtte og opmuntre unge

Projektet er et tværkirkeligt projekt og er ikke tilknyttet nogen fast kirke.

”Vi er en understøttende faktor for de unges vækst, så de får lov til at lykkes med mission, så de når ud til de landsbyer, de drømmer om og får gjort nogle ting der. Samtidig vil vi gerne møde nogle af de unge, som ikke kender Jesus endnu. Så det er generelt en forældrerolle, vi træder ind i,” siger Berit. ”Da vi var der sidst, var vi der specifikt for dem, som var på Discipeltræningsskolen, og vi var forældre for dem. Vi var også på outreach med et team til Aserbajdsjan og Georgien i tre måneder.”

”Når vi tager afsted nu, er det mere konkret fokuseret på forældreskab. Vi arbejder ud fra et sted, som hedder ”University City”, hvor vi har et lokale. Det er et område, hvor de unge bor, spiser og lever. Der har vi lovsangsaftner, bibeltimer og sociale arrangementer. Det er det sted, vi arbejder ud fra. Vi har også evangelisation i de parkområder og steder, der er rundt omkring. Det er et lille sted med stor indflydelse.”

Personligt har Berit og Jørgen fået hver sit område lagt på hjerte i forhold til arbejdet i Albanien. ”Jeg ser mig selv som en gammel dame, der vader rundt i studenterkvarteret og bliver kendt for Jesus der,” siger Berit. ”Mit ønske er, at de vil synes, at jeg er spændende, fordi de måske kan få et ord fra Jesus, når jeg snakker med dem, eller blive helbredt, når jeg beder for dem.”

”Jeg har meget hjerte for dem, som kommer fra Kosovo,” siger Jørgen. ”Jeg brænder for at få teams fra Danmark eller andre lande til at komme ned og få smag for mission og for unge og for Albanien. Så de får noget erfaring med at dele evangeliet.”

Albanien er et overset missionsland

I Albanien er omkring halvdelen af befolkningen muslimer, og den anden halvdel er katolikker eller ortodokse – og kun 0,5% er evangelikale kristne. ”Albanien har været et ekstremt kommunistisk land. Al religion har været slået helt ned og mange ved knap nok, hvad de selv tror på. Selv unge muslimer har ikke fat om, hvad de tror på,” fortæller Berit og Jørgen. ”Der er et tyndt lag af tro i landet. Så det handler ikke om os, men om at de har brug for, at nogen står med dem i troen, og at vi kommer med discipelskab.

Evangelisation fungerer ikke uden discipelskab. Der har været mange missionærer for mange år siden, men der er mange unåede folkeslag. Så det er et overset land, rent missionsmæssigt. Mange tænker typisk på Indien, Afrika osv. men ikke på Balkan.” Jørgen havde en særlig oplevelse i mødet med de unge, sidst de var afsted. ”En aften, da jeg var på vej til lovsang, gik jeg forbi en kaffebar, hvor de viste fodbold. Jeg kunne se, at det var en kamp med FC Midtjylland, som jeg holder med, så den tænkte jeg lige, at jeg skulle se,” fortæller han.

”Der sad nogle unge fyre lidt længere fremme, som holdt med det andet hold. FC Midtjylland tabte, så da kampen var slut, gik jeg frem og sagde tillykke til de unge fyre. Den ene spurgte, hvem jeg var, og hvad jeg lavede. Jeg fortalte så om bibelskolen. Så sagde den ene: ”Er det rigtigt – er du kristen?”, og så sagde han videre:

”Jeg blev også kristen for et par år siden. Jeg havde en drøm, hvor jeg i drømmen fik at vide, at jeg skulle læse i Apostlenes Gerninger. Jeg havde ingen ide om, hvad det var. Jeg havde ingen ide om, at det stod i Bibelen. Så jeg undersøgte det og fik fat i Bibelen, og så begyndte jeg at læse i den, og det talte til mig,” sagde han. ”Jeg begyndte at følge forskellige ting på YouTube. Det er et år siden, og du er den første kristne, jeg møder. Jeg har aldrig snakket med en kristen før.”

”Vi begyndte at mødes og vandre sammen, mens jeg var dernede,” fortsætter Jørgen. ”Hans tro var så fin, ren og rigtig, selvom han kun havde læst i Bibelen og fundet det på YouTube. Men de går jo rundt alle vegne, alle dem, som søger, eller har fundet Jesus og mangler nogen at følges med. De går rundt og leder efter svar på deres spørgsmål – og Jesus har svarene,” siger Jørgen.

Tager sønnen med

Da jeg møder Berit og Jørgen, er der kun få dage til de skal rejse, så jeg er nysgerrig på, hvordan det er at skulle afsted lige straks.

”Vi er så klar på, at sådan skal det være. Det er ligesom med ildsøjlen om natten og skysøjlen om dagen, den står for vores vedkommende ikke over Danmark, men over Albanien. Det er så mærkeligt, for de, som kender os godt, ved, at vi har brændt for vækkelse i Danmark og unge i Danmark. Nu er der ved at ske noget i Danmark, hvordan kan det så være, at Gud sender os ud nu? Der er jo brug for folk her,” siger Berit. ”Det giver slet ikke mening. Men manglen er jo så meget større dernede, og vi skal helst være der, hvor Gud siger, at vi skal være.”

Berit og Jørgen tager sønnen Mathias på 11 år med til Albanien. Han var også med, da de var der i syv måneder, og det gik rigtig godt fortæller Berit. ”Vores plan er at komme hjem til Danmark om sommeren, også så Mathias kan komme hjem og dyrke relationerne til sit netværk. Det betyder meget for os, for han skal jo nok hjem på Mariager Efterskole i 9. kl. Vi er meget opmærksomme på, at han ikke skal vende ryggen til livet herhjemme, så han ikke føler, at han mister det hele.”

Berit og Jørgen er også meget bevidste om, at det ikke bliver let, og at der vil være savn, når de rejser. ”Vi ved, at den store udfordring bliver savn af relationer – og det bliver det for os alle sammen. Jørgen og jeg kommer til at savne relationer på vores alder især,” siger Berit. ”Jeg havde ikke troet, at det ville blive en udfordring for mig, men det er det. Vi er de ældste på basen, og der er ikke andre, som har voksne børn, som lige er blevet gift osv.”

Hvordan føles det ikke at vide, hvornår I kommer hjem igen?

”Det er okay,” siger de begge. ”Det giver jo ikke mening kun at være forældre i seks måneder. Hvis man skulle være stab, kan man godt. Men med arbejdsbeskrivelsen at skulle være åndelige forældre. Det gør man ikke på en eftermiddag. Albanien er et meget relationelt land, du er på kram med dem med det samme. Men relation og tillid tager lang tid, så man skal jo også være der for at opbygge det, forstå kulturen og møde dem og være tillidsværdig.”

Et land i håbløshed

Albanien er et land med meget håbløshed, fortæller Berit og Jørgen.

”Vi har aldrig oplevet et land med så meget håbløshed og sådan en håbs-forladt tilstand. De unge på mellem 18 og 25 år har hverken håb for deres nation, for forandring, eller for at en alternativ regering kan gøre det bedre, end den der er nu. De har ikke håb for, at de kan sørge for deres familier, hvis de bliver i landet. Så der er en kæmpe udvandring. Det er jo et land, som ikke oplever befolkningstilgang, men nedgang. Man siger, at hver halve time er der en ung mellem 18 og 25, som forlader landet. Det er helt ubegribeligt. Derfor har de virkelig brug for at møde nogle flinke mennesker, som hepper på dem.”

”Gud ønsker at vække vores generation til mission på en ny måde, specifikt i forhold til Albanien,” siger Berit. ”Gud siger, at det her land har brug for mødre og fædre. Det handler ikke kun om os, men at der bliver mobiliseret mange flere, som vil være forældre for en verden derude, som har brug for at kende ham bedre og dybere. Jeg tror på eksemplets kraft, og jeg håber, at Gud taler til flere om at involvere sig i mission. Vores håb er, at han minder mennesker om at gå ud, og at det kan blive godt. Vi har et håb og ønske om, at også modne mennesker vil blive inspireret til at bakke op om og hjælpe folk med at komme afsted.”

”At få lov til at tale liv og håb ind i menneskers liv og præsentere dem for Jesus er stort, og det er det, kaldet går ud på. Vi har fået lov til at se mirakler, og at det med Jesus holder. Vi har set mennesker blive berørt, tage imod og blive helbredt, og det er fantastisk, når det sker. Vi har mødt muslimer, som efter noget tid er blevet draget til Jesus og til sidst kommer og siger: Jeg har taget imod Jesus. Det er fantastisk.”

Al hjælp er nødvendig

For Berit er det vigtigt, at folk ved, at man ikke kan tage på mission uden hjælp fra andre, og at folk kan være missionærer uden selv at rejse med ud.

Mission ude i verden lykkes
ikke, uden at vi gør vores del
i Danmark. Vi må forstå, at
vores økonomi her kan rykke
så meget ude i verden, når vi giver.”

”Jeg er meget taknemmelig over det netværk, vi har i ryggen. Det er vigtigt. En del af en missionærs arbejde er, at der er nogen i Danmark, som vælger at give til dem, der missionerer i et andet land. Beløbet er ikke så vigtigt. Alt gør en forskel. Mission ude i verden lykkes ikke, uden at vi gør vores del i Danmark. Vi må forstå, at vores økonomi her kan rykke så meget ude i verden, når vi giver. Vigtigheden af team og vigtigheden af, at vi alle sammen har et ansvar for at få evangeliet til at bevæge sig, ligger mig meget på hjerte. Vi har brug for forbedere og andre, som vil støtte os på forskellige måder. Derfor kommer vi også til at lave et nyhedsbrev ca. hver tredje uge, hvor vi fortæller om vores liv dernede,” slutter de.

Berit og Jørgen rejste til Albanien i slutningen af August 2026. Hvis man er interesseret i at følge deres rejse eller støtte dem, kan de kontaktes på pedersenalbania@gmail.com