Forlaget ProRex på BogForum i Bella Center

Når BogForum fredag den 30. oktober slår dørene op til Danmarks største litteraturfestival, vil gæsterne blandt de mere end 200 udstillere kunne møde ProRex Forlag.
Den kommende weekend samler BogForum hele den danske bogverden under ét tag i Bella Center. Sidste år besøgte mere end 48.000 gæster arrangementet. Midt i det store udstillingsområde finder man det lille kristne forlag ProRex Forlags stand i hal C, C3-039. Her præsenterer forlagets ejere, Else Marie og Christian Larsen, efterårets fem nye udgivelser, hvis univers er kristen tro, kirke og kristendom.
Blandt de nye udgivelser er romanen ’Krig i himlen således også på jorden’ af Torben Bramming og ’Håb’, en ny andagtsbog af Rick Warren. ”De fleste gæster går forbi, akkurat som man scroller forbi indlæg på de sociale medier, men en del stopper op, kigger på bøgerne, bladrer i dem, giver en thumbs up og spørger,” skriver ProRex i en pressemeddelelse. ProRex Forlag udgav tidligere på året ’Menneskets afskaffelse’, der er titel nr. 13 i forlagets signatur-serie af C.S. Lewis-bøger.
Bogen kunne næppe være mere aktuel end netop nu, hvor kunstig intelligens vinder frem med noget nær lysets hastighed. BogForum løber af stablen fra 30. oktober til 1. november.


