’Børnenes dronning’ lagde grunden til søndagsskoler, menighedspleje og friskoler

Dronning Caroline Amalie fylder ikke meget i hverken kvinde-, kongehus- eller kirkehistorien i Danmark. Men hun fortjener at blive husket, for hun var kvinden bag vigtige initiativer, som stadig præger kirke- og samfundsliv, siger teolog og forfatter Harald Nielsen.

I Rosenhaven i Kongens Have står en statue af dronning Caroline Amalie (28. juni 1796 – 9. marts 1881). Statuen er udformet af billedhuggeren Vilhelm Bissen, og den blev til på initiativ af nogle af de tidligere elever på den asylskole, som dronningen grundlagde i 1841.

I Rosenhaven i Kongens Have står en statue af dronning Caroline Amalie, udformet af billedhuggeren Vilhelm Bissen. Statuen blev til på initiativ af nogle af de tidligere elever på den asylskole, som dronningen grundlagde i 1841, og da statuen blev afsløret på hendes 100-års fødselsdag den 28. juni 1896, var flere af disse til stede – sammen med den kongelige familie. I samtiden blev det bemærket, at ’børnenes dronning’ nu havde fået sin egen statue i Kongens Have, akkurat som ’børnenes digter’, H.C. Andersen, havde.

Statuen af Caroline Amalie er formodentlig en af de allerførste statuer af en navngiven kvinde i det offentlige rum, og alene af den grund er den værd at bemærke. Men derudover er den – ifølge teolog og forfatter Harald Nielsen – værd at lægge mærke til, fordi den afbilder en kvinde, som fylder alt for lidt i kirke- og kvindehistorien og også i historien om skiftende danske konger og dronninger.

”Dronning Caroline Amalie bør huskes, fordi hun som den første dronning gik aktivt ind i socialt kirkeligt arbejde. Mens tidligere dronninger havde holdt sig til at føde børn og pynte ved siden af kongen, gik Caroline Amalie selv i gang med at grundlægge og udvikle institutioner, hvis udløbere vi stadig har glæde af,” siger Harald Nielsen. Han har en karriere som sognepræst, højskoleforstander og siden generalsekretær og derefter islamsekretær i Danmission bag sig, og efter sin pensionering har han for alvor kastet sig over sin interesse for kirkehistorie.

Forfatteren Harald Nielsen har skrevet ’Mildhedsmajestæten. Dronning Caroline Amalie – en biografi’, som udkommer på forlaget Læselyst 20. november 2026. Foto: Rune Hansen

Han har bl.a. skrevet værket ’Dansk Missionsselskabs historie 1821-1985’, og det var i forbindelse med sit arbejde med dette værk, at han fik en fornemmelse af, at dronning Caroline Amalie var værd at beskæftige sig mere indgående med. Siden har han brugt flere år på at læse breve og historiske beretninger for at stykke et portræt af dronningen sammen. Det er blevet til en rigt illustreret bog, ’Mildhedsmajestæten’, et prædikat, som N.F.S. Grundtvig satte på Caroline Amalie.

”Hun var mild, og hun var optaget af at gøre verden til et bedre sted med mindre fattigdom og sygdom. Hun var påvirket af datidens filosofiske og teologiske strømninger, repræsenteret bl.a. ved den tyske filosof Fichte, som hendes far havde studeret sammen med i Leipzig, og hvis tænkning han introducerede sin datter for,” fortæller Harald Nielsen.

Samlede frugt til fattige

Fichte hævdede bl.a., at dannede embedsmænd var forpligtede på at gøre godt. Det var en etisk idealisme, der siden blev kendt som filantropisme, og som passede godt sammen med datidens rationalistiske strømninger inden for teologien. Man lagde mindre vægt på åndelige erfaringer og på Jesu undere og var i stedet optaget af praktisk handling i verden, konkret næstekærlighed.

Caroline Amalie blev født i 1796 som datter af hertug Frederik Christian II og hertuginde Louise Augusta og voksede op på Augustenborg Slot på øen Als. Fotos fra bogen ’Mildhedsmajestæten’

”Som lille pige blev Caroline Amalie sat til at samle frugt og gå rundt og dele den ud til de fattige. Så hun var vænnet til den tankegang fra barnsben og valgte altså selv at sætte nye skibe i søen som voksen,” siger Harald Nielsen.

Caroline Amalie blev født i 1796 som datter af hertug Frederik Christian II og hertuginde Louise Augusta, Augustenborg. Som kronprinsesse fra 1815, dronning fra 1839 til 1848 og enkedronning frem til sin død i 1881 blev hun vidne til afgørende forandringer i Danmarks historie og satte selv betydelige spor i samfundet. Allerede som prinsesse begyndte Caroline Amalie at omsætte sin etiske og teologiske holdning i et banebrydende virke, bl.a. inspireret af mennesker, hun mødte på sine udlandsrejser.

Det historiske kirkerum i Augustenborg Slotskirke, hvor Caroline Amalie og daværende tronarving og senere Kong Christian 8. blev gift i 1815.

En længere Europarejse fra 1819-1822 førte hende og prins Christian Frederik til England, hvor hun i London blev introduceret til kvækeren Elisabeth Fry og hendes arbejde med fængselsreformer og asyler. Fra den tid holdt Caroline Amalie forbindelsen ved lige. Elizabeth Fry havde i London etableret en skole for de børn, der var indsat i fængslet sammen med deres mødre, og det inspirerede Caroline Amalie til at oprette et asyl i København for børn, hvis forældre ikke kunne tage sig af dem, fordi både mor og far måtte arbejde for at skaffe mad på bordet.

Nogle år senere inviterede hun Elizabeth Fry til Danmark, fordi kongen var optaget af at reformere fængselsvæsnet, og Caroline Amalie sørgede for, at Grundtvig kom med på fængselsbesøg som tolk. Her så han baptister, der var fængslet, fordi de havde nægtet at praktisere barnedåb, hvilket chokerede ham – og var medvirkende til, at religionsfriheden blev indført med Grundloven i 1849.

”Caroline Amalie bruger også inspirationen fra Elizabeth Fry til at etablere et fængselsselskab, der har til formål at besøge indsatte og også hjælpe dem i tiden, efter at de bliver løsladt. Det er et arbejde, som Caroline Amalie ikke selv har tid til at tage sig af, men hun sørger for, at en god bekendt, komtesse Regitze Barner, går med i arbejdet,” fortæller Harald Nielsen.

I sin bog beskriver han, hvordan Regitze Barner (1834-1911) på Caroline Amalies foranledning også var med omkring oprettelsen af Diakonissestiftelsen, og hvordan hun i 1877 oprettede Lindevangs-hjemmet på Frederiksberg, hvor løsladte kvinder kunne opholde sig og lære husgerning.

”Caroline Amalie var selv meget engageret i flere af de institutioner, hun fik ideen til. Hun kom fx ofte på besøg på asylet og veg ikke tilbage for selv at tage sig af børnene. Men hun kunne ikke være alle steder og var god til at engagere adelige kvinder i det nye diakonale arbejde,” fortæller han.

Caroline Amalies kongelige monogram med en gylden krone over et blåt skjold.

Hattedamer og søndagsskoler

Det blev især tydeligt med oprettelsen af Den Kvindelige Plejeforening i 1943. Ved at trække på sit netværk inden for aristokratiet og det bedre borgerskab fik hun rejst den nødvendige kapital og fik involveret en stor gruppe kvinder som besøgsvenner, der var forpligtet til at besøge de fattigste mennesker i deres boliger i det indre København for at vurdere behovet for hjælp og dernæst at yde hjælp. Det blev begyndelsen på det, der i dag kendes som Menighedsplejen i Danmark.

”Der er talt og skrevet meget – ofte nedladende – om de kristelige ’hattedamer’ og deres arbejde. Men når vi ser på Den Kvindelige Plejeforening, må man spørge, hvad der var blevet af hele den diakonale indsats, som disse kvinder stod for, hvis de ikke havde taget initiativet og var gået i gang med arbejdet. De ydede reel sygepleje, bl.a. ved at assistere ved fødsler, ti år før Florence Nightingale begyndte sit arbejde,” siger Harald Nielsen.

Også Asylet, der til at begynde med, var en børnehave for fattige familiers børn, knopskød. Når børnene forlod asylet ved syvårsalderen, sørgede Caroline Amalie for, at de fik en bibel. Tanken var, at de så skulle fortsætte i offentlige skoler for at få kundskaber i bl.a. at læse og regne og selv læse i Bibelen derhjemme. Men hurtigt viste det sig, at de socialt dårligt stillede børnene dels ikke var lette at integrere i de offentlige skoler, dels ikke kunne bruge deres bibler til noget.

”De havde ingen forudsætninger for at slå op i Bibelen eller forstå, hvad de læste. Det fik Caroline Amalie til at engagere en præst, som kunne samle børnene til bibelundervisning mellem højmessen og aftensanggudstjenesten om søndagen,” fortæller Harald Nielsen. Det blev begyndelsen på det, der i dag kendes som de folkekirkelige søndagsskoler.

Bygningen på billedet er Caroline Amalies Asyl, som ligger på Rigensgade i København. Bygningen fungerer stadig som børnehave under Københavns Kommune.

Den første friskole

Næste skridt for at sikre de fattige børn åndelig og boglig dannelse blev at oprette en skole. Det lykkedes i 1841, hvor Caroline Amalies egen skole blev indviet i København. Den var bygget på hendes ideer om pædagogik, som til dels var hentet fra Grundtvig og hans skrift om ’Skolen for Livet’, men på andre punkter afveg fra Grundtvigs skoletanker. Fx var det vigtigt for dronningen, at børnene blev undervist i kristendom, hvilket stod i modsætning til Grundtvigs ide om, at kristendomsundervisning ikke var en skolesag.

Dronningen så Asylskolens formål som opdragende – både religiøst og i forhold til fædrelandskærlighed. Samtidig understregede hun, at børnene skulle fastholdes i kald og stand; undervisningen skulle ikke fjerne børnene fra deres forældres stand. Kort efter skolens indvielse rettede de københavnske skolemyndigheder henvendelse til skolens ledelse. De ville kontrollere, hvem der underviste på skolen, og hvad børnene lærte.

Den form for kontrol ville Caroline Amalie ikke finde sig i, og løsningen blev, at skolen – efter en ny kongelig forordning – blev sat fri til at praktisere uden at skulle underlægges det kommunale skolevæsens kontrol. ”Dermed var den første danske friskole reelt oprettet. Friskolebevægelsen kan siges at være muliggjort af dronning Caroline Amalie,” siger Harald Nielsen. I øvrigt kom Grundtvig til at spille en rolle for skolen, om end en mindre end han selv havde ønsket.

”Han havde set for sig, at han skulle være skoleleder, men blev i stedet sat til at stå for regnskaberne og fik titel af direktør, hvilket han havde frem til sin død,” fortæller forfatteren.

Morgensang ved statuen

I sin bog går han i rette med den udbredt opfattelse, at Caroline Amalie var helt igennem grundtvigianer. ”Hun er blevet kaldet kongehusets grundtvigianer, og det var hun nok også, men hun var meget mere end det. Hendes teologiske udsyn var stort, og hun havde nære bekendtskaber med og lyttede til prædikener af præster med meget forskelligt teologisk ståsted. Desuden var hun kritisk over for dele af Grundtvigs tanker, og hun var meget optaget af ydre mission og var en trofast støtte af bl.a. Santalmissionen,” siger han.

Han fremhæver Caroline Amalies nære forhold til præsten Peter Rørdam, der i slutningen af hendes liv var hendes sognepræst og sjælesørger i Lyngby, når hun opholdt sig på Sorgenfri Slot nord for København. ”Dronningen blev især betaget af Peter Rørdams evne som fortæller – både for børn og voksne – og det var med til at forme hendes skolesyn,” fortæller Harald Nielsen. Caroline Amalie og Peter Rørdam udviklede et nært venskab, og Rørdam blev også budbringer til B.S. Ingemann, som skrev en samling morgen- og aftensange til Caroline Amalies Asyl.

I 1970’erne var man i børnehaven, som stadig eksisterer som kommunal institution, lige ved at smide navn og andre klenodier ud. Men man har stadig navnet; i fællessalen (den gamle gymnastiksal) hænger et maleri af dronningen, og hvert år på Caroline Amalies fødselsdag går alle børnene til hendes statue i Kongens Have, hvor de synger nogle af Ingemanns morgensange til Asylet, bl.a. ’Gud ske tak og lov’.

”Man fristes til at sige Gud ske tak og lov for, at Caroline Amalie gjorde, hvad hun gjorde, og for at de mange frø, hun såede, har givet så meget vækst,” siger Harald Nielsen. ’Mildhedsmajestæten. Dronning Caroline Amalie – en biografi’ udkommer på Forlaget Læselyst den 20. november 2026.