Efter kirkeskift og en omtumlet tid i Evangelist er Eva nu frikirkepræst

Da vi møder Eva Maria Jørgensen i villaen i Randers, fortæller hun, at hun er lidt ved siden af sig selv. Hun er glad og overrasket, fordi hun ti minutter forinden blev ringet op og fik en uventet stor nyhed. Men hun er klar til samtalen, som handler om hendes atypiske vej ind i præstekaldet.

Familien er bosiddende i Randers, fordi de er udsendt af Aarhus Vineyard for at plante Randers Vineyard. Indtil videre er det en husmenighed, og 45-årige Eva har lært meget i opstartsprocessen.
”Inden vi startede, tænkte jeg: ’Ja, det ved vi godt, hvordan man gør’ – planter kirke. Men Gud har måttet ydmyge mig en del undervejs, så jeg i dag kan se, at hold fast, hvor det handler om, hvad Gud gør. De gaver og evner, jeg har, rækker kun to millimeter på den ti kilometers vandring,” siger Eva smilende.

Menigheden rummer mellem ti og tyve mennesker, lidt afhængig af hvordan man tæller. Eva har kæmpet meget med, at væksten går så langsomt. ”Min mand Karsten og jeg overgav os en dag på gulvet og sagde til Gud: Vi vil tjene dig og dem, der er her, og ikke have fokus på dem, som, vi synes, burde være her.”

Fra Luthersk Mission til Evangelist

Eva beskriver sig selv som multikristen med en bred kirkebaggrund. Begrebet multikristen bruges til at beskrive den indre mangfoldighed, variation og mangesidighed, der findes indenfor kristendommen. Opvæksten i det luthersk missionske hjem i Herning var præget af forældrenes tro på Jesus. Der var klare rammer for, hvordan troslivet skulle se ud med en stor alvor og seriøsitet, der bundede i ønsket om, at Jesus var, er og skulle være den allervigtigste. I Luthersk Mission havde man klare og bibelsk begrundede svar på, hvad der var det rigtige.

Eva fortæller, at hun havde en stærk barnetro, og at hun tidligt i sit liv fik to profetiske ord, om at hun var kaldet som missionær i Danmark. En gang i mellem tænkte hun på, hvordan ordene skulle blive til virkelighed. Som ung stødte Eva ind i frikirkekristne, som i modsætning til det, hun kom fra, ikke altid havde svar på, hvorfor noget var rigtigt eller forkert. ”Jeg kom fra en gren af kristendommen, hvor man altid havde svar på ud fra Bibelen, hvad der var rigtigt. Så jeg bøvlede med teologien i nogen tid.”

Hendes oplevelse af frikirken var, at man på godt og ondt var mere optagede af at følge Helligåndens ledelse. At der var mere plads til det følelsesmæssige aspekt. ”Den tilgang passede bedre til mig. I dag tror jeg stadig på, at der er en grund til, at vi har forskellige kirkeretninger. Der findes ikke et kirkefællesskab, som kan rumme hele åbenbaringen af Gud. Det er ligesom, når man ser på en elefant fra forskellige vinkler. Man ser på det samme, som alligevel ser forskelligt ud.”

Eva havde hørt om den kristne organisation Evangelist, som der både dengang og nu var og er meget delte meninger om. Lederen var Christian Hedegaard, som sammen med sin hustru Karen stiftede den kontroversielle missionsbevægelse i år 2000. På landsplan blev Evangelist kendt for sin omfattende møderække og foredragsvirksomhed. Den tiltrak mange følgere, men mødte samtidig hård kritik fra tidligere medlemmer og fra eksperter, der beskrev bevægelsen som sekterisk og fundamentalistisk.

I 2012 blev Christian Hedegaard i Østre Landsret idømt en bøde for kvaksalveri, hvilket blandt andet handlede om, at bevægelsen opfordrede syge og psykisk sårbare til at stoppe med at tage deres lægeordinerede medicin. På Evangelists hjemmeside står der, at det er bestyrelsen i Danmark, som i samarbejde med Christian Hedegaard driver bevægelsen her i landet. I dag er Christian Hedegaard seniorpræst i en kirke, der holder til i Orlandos slum, hvor han sammen med sin hustru driver Evangelist Minestries International.

Nye sider af Gud

På et af Christian Hedegaards møder fik Eva tungetalens nådegave. ”Men det største for mig ved hans møde var, at han havde ny-kristne med, der delte deres vidnesbyrd. Der var ikke rigtig andre steder, jeg havde set, at nye kom til tro.” I Evangelist mødte Eva for første gang i sit liv Guds mærkbare nærvær. Med det mener hun den følelsesmæssige erfaring af, at Gud er virkelig tæt på. Det fik hende blandt andet til at tænke: ”Nu giver det mening, at vi skal lovsynge Gud for evigt.” Kirkeskiftet blev en realitet.

”Jeg blev ved med at være i den type kirke, som jeg kom fra i nogen tid, fordi jeg bøvlede med teologien. Det kunne nogle gange føles lidt forræderisk, når jeg valgte frikirken, fordi man ikke på samme måde som i Luthersk Mission var så stringent i brugen af Bibelen.”

Flyttede til Evangelist

Som 23-årig flyttede Eva til Evangelist, som holdt til i Gørløse i Nordsjælland. Christian Hedegaard rådede hende til først at fortælle om flytningen til familien, når hun sad på stationen. Det gjorde hun. ”Jeg bemærkede tydeligt den åbenlyse manipulation, som jeg oplevede. Christian Hedegaard vidste godt, at han pressede på, det lagde han ikke skjul på. I dag hælder jeg alligevel stadig mest til at tro, at det var en del af Guds plan for mig at blive en del af Evangelist – ikke dermed sagt, at det var Guds vilje, at jeg skulle opleve alle de dårlige ting, som også skete der.”

Eva tror på, at Gud gik med hende ind i Evangelist, og at han brugte de seks år, hun var der, til at lære hende noget om troen, som hun sandsynligvis ikke ville have kunnet tage imod andre steder. ”Når Gud bruger os som mennesker, der er ufuldkomne, så kommer vi nogle gange til at gå ind over hinandens grænser.” Eva mener, at vores kirker genspejler vores gudsbillede. Med et kraftigt fokus på at nå ufrelste uden omsorg og omtanke for den troende, kan det komme til at virke, som om vi har en stresset Gud, der kun har travlt med at nå mennesker.

”Så travlt, at det bliver på bekostning af dig. Så du ikke får tid til at stoppe op og mærke dig selv. Men det er ikke rigtigt, at Gud er sådan,” siger hun. Det værste, Eva oplevede hos Evangelist, var, hvad hun i dag kalder ”voksen skældud”. Altså oplevelsen af at nogle fra den øverste ledelse eller fra mellemledelsen i den strengt hierarkiske bevægelse ringede og skældte hende ud. Hun fortæller, at andre havde langt værre oplevelser.

Selvom det nu er mere end 15 år siden, at Eva og Karsten forlod Evangelist, kommer hun af og til i kontakt med noget af det, som Christian Hedegaard sagde: ”En af de sætninger, som stadig kører i mit hoved, og som Christian sagde, var: ”Hvis alle kristne familier bruger alle deres weekender på deres lykkelige familier, hvornår skal de så have tid til at møde mennesker med evangeliet?” I 2010, da Eva havde været i Evangelist i seks år, trak ledelsen sig fra Evangelists tilhørende kirke. Da de annoncerede det, behøvede Eva og Karsten bare at kigge på hinanden for at vide, at så skulle de også videre.

“Det havde i et godt stykke tid været klart for os, at der var nogle store bagsider ved at være i Evangelist. Og med ledelsens afsløringer og beslutning, var det pludselig tydeligt, at det ikke var holdbart for os at blive,” husker hun.

Oprydningsarbejde og lægedom

For Eva havde Evangelist lignet en genvej til det meningsfulde liv med Gud. ”Hvis vi tror, at vi har fundet en genvej, er det som regel en omvej,” konstaterer hun tørt. Familien flyttede så til Aarhus og blev en del af en af byens store frikirker. Der var de i 5-6 år. Der var der god plads og mange mennesker, og ægteparret kunne være til stede uden at tjene med. De kunne sidde bagerst og bruge tid med Gud som tilskuere ved gudstjenesten.

De brugte både tid og kræfter på at sortere i det, de havde hørt og set i Evangelist. Eva tog kontakt til nogle af de andre fra Evangelist, fordi hun havde på hjerte at sige undskyld til dem. “Der var nogle sårbare mennesker, som jeg havde været med til at få ind i bevægelsen, og som tydeligt havde fået mere dårligt end godt ud af det. Det var jeg nødt til at sige undskyld for.” Eva fortæller, at hun ikke synes, at det var helt let for hende at finde vej i på én gang at være ansvarlig og samtidig at være offer.

”Jeg var bevidst om, at jeg lod mig manipulere, hvilket gjorde, at jeg havde svært ved at føle mig som offer. Jeg kunne også mærke, at det i en eller anden grad forsinkede min helbredelse. Fordi jeg havde svært ved at se mig selv som et offer – at erkende at noget var blevet begået mod mig – det føltes meget sårbart. Men det var i mange henseender sundt, at jeg tog ansvar,” siger Eva og fortsætter: ”Jeg husker en situation syv år senere, hvor Gud talte til mig og sagde: ’Nu er sørgetiden forbi.’”

Aarhus Vineyard

Parrets vej tilbage til tjeneste gik derefter gennem Aarhus Vineyard. I Aarhus Vineyard var og er tilgangen til at tjene Gud radikalt anderledes end i Evangelist. ”I Vineyard siger vi: ”Du er projektet,” altså det kan godt være, at du skal nå mennesker og gøre noget for Gud, men det er dig, der er vigtigst for Gud,” forklarer Eva.

Anser I mennesker som et projekt?

”Nej, vi anser mennesker som Guds projekt. På den måde at Gud skal have lov til at forme os til elskede og elskende mennesker. I starten syntes jeg, at det virkede ineffektivt, at vi havde så meget fokus på, hvad Gud gjorde i os selv. Men det er virkelig langtidsholdbart, for det kan godt være, at vi ikke når en by på en uge, men til gengæld er vi her stadig om ti år.” ”Vendingen, at du er projektet, understreger, at du er vigtig, at du er betydningsfuld og elsket af Gud, og at andre ikke er vigtigere end dig,” uddyber Eva.

Noget, som også virkede dragende ved Vineyard, var, at ledelsen italesatte, at det at være kirke kan gøre ondt. At hvis vi er tæt med hinanden, så kommer vi, uden at ville det, til at såre hinanden. Der er også en indbygget tværkirkelighed, og man sætter ord på muligheden for at vælge en anden kirke. ”Vi skulle ikke ud at reklamere for, at vi er den eneste rigtige kirke,” siger Eva og lyder lettet.

Der var og er et stærkt fokus på en sund sjæl i et sundt legeme, og Eva og Karsten genfandt håbet om at finde en vej, hvor de kan leve helt for Jesus på en måde, der passer til dem. Noget af det, som præsteparret i Aarhus Vineyard blandt andet satte ord på, var, at det kan gøre ondt at være kirke. For Eva var det en stor tryghed, at der i fællesskabet var en bevidsthed om og et sprog for, at vi som mennesker ikke kan undgå at komme til at såre hinanden.

”De sagde til os: Hvis I vælger at være her og komme tæt på, skal I vide, at vi kommer til at gøre ondt på hinanden. For sådan er det, når mennesker investerer sig selv,” husker Eva.
Med tiden fik Eva og Karsten mere ansvar og kom begge med i kirkens ledelse. Og selvom det ikke var det, de ville, fik de sat præsteparret op på en piedestal, og måtte derfor igen arbejde med den del.

”Vi fandt igen ud af, at vi skal læne os ind i Jesus, selvom det i praksis kan føles lettere at læne sig ind i lederne. De er fysisk synlige og tilstedeværende, hvor Jesus – til trods for alt sit nærvær – er usynlig.” Eva understreger, at når mennesker får magt over andre, er det ofte, fordi man giver dem det. Hun syntes, at det var pinligt, at hun gjorde det samme igen som i Evangelist – lænede sig for meget ind i lederne.

“Der var nogle sårbare mennesker,
som jeg havde været med til at få ind
i bevægelsen, og som tydeligt havde
fået mere dårligt end godt ud af det.
Det var jeg nødt til at sige undskyld for.”

”Jeg syntes, det var pinligt, fordi jeg gerne ville have lært lektien første gang. Men i processen fik vi lægedom og vigtig læring i at genfinde fokus på Jesus. Det faktum, at ledere skuffer, er også en af grundene til, at det er svært for mig at være med i interviewet her. For nu er jeg leder – en leder, der selv skuffer mennesker.”

Plantning af Randers Vineyard

For et lille års tid siden blev Eva og Karsten sendt ud som kirkeplantere i Randers. Eva er uddannet journalist og arbejder samtidig på sjette år på Randers Amtsavis. For Eva har det altid været væsentligt at lære Guds stemme at kende. Hun fortæller, at hun i dag er blevet meget mere fortrolig med Guds stemme. Noget af det, som Gud er ved at lære hende, er at leve med erkendelsen af, at hun har fejl, men at menneskers kritik af fejlene ikke skal definere hende.

”Der er en sund måde, man kan tage imod kritik på. Det er at sige tak, fordi du siger det, og så tage det med fremad i sine overvejelser og se, om der er noget om snakken. Når man ønsker at tjene nogen på en god måde, bliver man selvfølgelig ked af, når nogen siger, at man gør det på en dårlig måde. Men det er vigtigt, at man er åben for feedback.” Eva sætter ord på, at den rodede kærlighedspakke fra Gud er en proces, og at hun, inden hun blev præst, havde troet, at de kampe, man havde som præst, var mere fancy – eller seje. Men livet er stadig gråt i gråt i hverdagen med små lysglimt, fortæller Eva.

Hvis vi tror, at vi har
fundet en genvej, er
det som regel en omvej.

Hun beskriver livet med Gud som en relation, man kontinuerligt øver sig i. ”Jesus har givet mig indre lægedom på nogle områder, før jeg blev præst. Nu, mens jeg er det, helbreder han mig fortsat,” siger hun smilende og afrunder: ”Gud har blandt andet flere gange med en vis alvor mindet mig om, at jeg ikke skal ringeagte de spæde begyndelser.” Eva er taknemmelig for, at hun har fået lov til at opleve, at Gud ikke har opgivet sit kald. Det er intakt på trods af skuffelserne i Evangelist, som det tog lang tid at bearbejde.

Hun håber, at hendes fortælling kan være med til at opmuntre andre til at huske, at skuffelser og sår ikke er endestationen, selvom det ofte kan føles sådan. ”Vi kan ikke bare ignorere det dårlige, der sker i vores liv, hvis det sker i kristne sammenhænge. Vi bliver nødt til at gå igennem det. Men Gud er større end den smerte, og han kan godt bruge os midt i brudtheden og give os nyt håb og tro,” siger Eva.

Hvis du vil dykke mere ned i Evas tid i Evangelist, kan du på DRTV finde en dokumentar fra 2014: Mit hemmelige liv i Evangelist.