Hedemølle-elever giver flot gave til forfulgte kristne

Medlemmer af elevrådet, Josva Sloth og Annika Holdensen, overrakte Jens Kristian Lund Jensen 26.270 kroner til Open Doors. Foto: Hedemølle Efterskole

Eleverne fra Hedemølle Efterskole deltog fredag før efterårsferien i et sponsorløb, som skolens elevråd arrangerede. Løbet indbragte godt 65.000 kroner, og en del af dette beløb valgte eleverne at donere til organisationen Open Doors, som hjælper forfulgte kristne over hele verden.

Tirsdag den 27. oktober 2026 var Jens Kristian Lund Jensen, generalsekretær i Open Doors, forbi Hedemølle Efterskole for at få beløbet overrakt, og det var en glad og bevæget generalsekretær, som modtog donationen. ”Jeg er virkelig, virkelig glad for jeres donation til Open Doors. Den kommer til at gøre en kæmpe forskel for forfulgte kristne rundt i verden, så tusind tak,” sagde Jens Kristian Lund Jensen, da tre af eleverne fra elevrådet, Annika Holdensen, Josva Sloth og Joshua Jensen, overrakte ham de 26.270 kroner.