Verdens første selvbiografi er en kristen klassiker

Aurelius Augustin blev født den 13. november år 354 i byen Tagaste i Nordafrika. Han var søn af en hedensk far og en kristen mor, der bad inderligt for hans omvendelse. Men han måtte på lidt af en omvej, inden han til sidst fandt hvile hos Gud. Efter sin omvendelse endte han først som præst og senere som biskop i Hippo.

Udover selvbiografien har Augustin skrevet en lang række bøger og skrifter. Et centralt værk er ’De civitate Dei’, ’Om Guds stat’, som han skrev efter Roms fald i år 410 som et modsvar til en beskyldning om, at Rom var faldet pga. de kristne og det faktum, at man havde vendt sig fra de hedenske guder. I værket beskriver han, hvordan der findes to stater. Den ene er den jordiske stat, som er baseret på en verdslig kærlighed og egenkærlighed, mens den anden er den himmelske stad, der bygger på kærligheden til Gud.

Udover dette værk har han blandt andet skrevet en håndbog i kristendom, ’Enchiridion’ (’Tro, håb og kærlighed’), samt værker som ’De Trinitate’ (’Om Treenigheden’) og ’De doctrina christiana’ (’Om den kristne lære’) og værket ’Retractationes’ (’Revisioner’), hvor han præciserer og korrigere, hvad han hidtil havde skrevet. Endelig er der bevaret mere end 600 prædikener og 300 breve fra hans hånd. Ifølge Possidius, en ven af Augustin, skrev han i alt 1.030 værker og henunder 242 bøger.

’Bekendelser’

Titlen på Augustins selvbiografi er særdeles velvalgt ikke mindst, hvis man tænker på det som syndsbekendelser. For tilgangen til hans liv helt fra fødslen er én lang opregning af hans synder og svagheder. Denne indfaldsvinkel er effektiv, når den skal bruges som baggrund for den senere omvendelse. Bogen følger imidlertid to spor. Samtidig med at det er en syndsbekendelse, er den også en bekendelse af Guds trofasthed gennem hele hans liv og en lovprisning af Guds kærlighed og barmhjertighed.

For som han indleder med at skrive: ”Thi du har skabt os til samfund med dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig.” ’Bekendelser’ er skrevet med Gud som modtager. Det er til ham, Augustin fortæller om sit liv, sine synder og takker for Guds godhed. Trods denne Guds godhed og tilskyndelser forbliver Augustin imidlertid i synden, indtil Gud bliver ham for stærk, og på den baggrund bliver Guds nåde og barmhjertighed større og mere overstrømmende rig, som Paulus udtrykker det i Romerbrevet.

Barndommens synd

På samme måde kan man se en efterklang af Salmernes Bogs kapitel 51 ”Se, jeg er født i skyld, og min Moder har undfanget mig i synd”, når Augustin beskriver sin barndom. Men, hvad er det så for nogle barndomssynder, han har begået? Ja, en del af dem ville man ikke regne for synder i dag. Det gælder blandt andet den spædes gråd, når de voksne ikke forstår hans behov. Han taler endda om sin gråd dengang som en hævn over dem, der ikke tilgodeså hans behov og konkluderer:

”Fri fra synd er ingen i dine øjne, end ikke det barn, hvis liv på jorden kun varer en eneste dag.” Det er ikke svært i disse ord at se den mand, der i den vestlige kirke var ophavsmanden til den systematiserede lære om arvesynden. Da den lille Aurelius senere kom i skole, gav hans syndighed sig udslag i manglende interesse for lærdommen og hang til leg og læsning af eventyr. Synden bestod imidlertid ikke bare i den indre trang og den ydre handlen derpå, men også i noget dybere.

Han kunne således græde over tragedierne i fortællingerne, han læste, men var ufølsom, når det galt hans egen åndelige død, fortæller han.

Du var hos mig, men
jeg var ikke hos dig.

Du kaldte på mig, og dit
råb sprængte min døvhed.

Du strålede frem, og din
glans fordrev mit mørke.

Ungdommens drifter og vildfarelser

Senere bestod hans synd blandt andet i tyveri af frugt. Men det var ikke nydelsen ved at spise frugten, der drev ham, men – som han skriver – nydelsen ved tyveriet og synden. Som helt ung levede han også – uden at være gift – sammen med en kvinde, med hvem han fik sønnen Adeodatus. Senere flyttede han sammen med en anden kvinde. Det skete, mens han ventede på, at den kvinde, hans mor havde udtænkt til ham, blev gammel nok. Hun var på det tidspunkt kun 12 år gammel.

Det var også i en ung alder, at han blev grebet af manikæismen, en gnostisk sekt, der var kendt for sin stærke dualisme og fjendskab overfor det fysiske. Med tiden indså han imidlertid det ulogiske i manikæernes lære. Dette begyndte, efter at han havde tilhørt bevægelsen i ca. ni år og endelig mødte manikærenes biskop Favstus, der nok er veltalende, men ikke kan svare på Augustins inderste længsel.

Der gik dog en tid, inden han forlod bevægelsen og kun for at gå ind i andre vildfarelser, først Akademikerne, en filosofisk skole på den tid, og senere ved at fordybe sig i nyplatoniske skrifter.

Tag og læs

Allerede som 19-årig, inden han faldt for manikæismen, var han imidlertid begyndt at lytte til Guds kald, men der gik år med vaklen frem og tilbage, inden Gud endelig blev ham for stærk, da han var 32 år. Vejen gik over Rom, inden han flyttede videre til Milano, hvor han stiftede bekendtskab med den navnkundige, senere kirkelærer, biskop Ambrosius. Augustin var som retoriker betaget af Ambrosius´ veltalenhed, men var – som han skriver i ’Bekendelser’ – mindre interesseret i indholdet af biskoppens prædikener.

Alligevel begyndte hans forkyndelse at indvirke på Augustin, og han nåede frem til en overbevist tro, men vovede alligevel ikke tage springet. Det kom derfor til en voldsom indre kamp, der kulminerede en dag, hvor han i sin nød søgte ensomhed i haven. Her hørte han naboens barn synge linjen ”Tag og læs! Tag og læs!” For Augustin blev det et kald til at slå op i Bibelen og læse, hvad hans øjne faldt på.

Det blev Rom. 13,13-14, hvor der står: ”Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke i løgnagtighed og udsvævelse, ikke i kiv og misundelse, men iklæd jer Herren Jesus Kristus, og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær.” ”Næppe var jeg kommet til enden med denne sætning, før det var for mig, som strømmede et roligt lys ind i min sjæl, og tvivlens mørke veg helt bort,” skriver han. Endelig var lænkerne faldet, og Augustin kunne overgive sig helt i Guds favn.

En bøn af Augustin

”Sent har jeg elsket dig, du skønhed, så gammel og dog så ung
– sent har jeg elsket dig!
Se, du var i mit indre, men jeg var udenfor og søgte dig derude.
Jeg, som selv var uden skønhed,
stjal mig til det skønne, du havde skabt.
Du var hos mig, men jeg var ikke hos dig.
Du kaldte på mig, og dit råb sprængte min døvhed.
Du strålede frem, og din glans fordrev mit mørke.
Du udbredte din vellugt, jeg åndede ind,
og siden sukker jeg efter dig.
Du gav mig at smage, og nu hungrer og tørster jeg efter dig.
Du rørte ved mig, og nu brænder jeg efter din fred.
Den dag, jeg bliver din med hele mig selv,
skal sorg og trængsel ikke være mere
– helt fyldt af dig, skal mit liv blive til liv.
Det du fylder, det rejser du op.
Men fordi jeg endnu ikke er fyldt af dig, er jeg mig selv en byrde:
Glæder mig over det, jeg burde græde over,
Kæmper med sorgen, jeg burde glæde mig over,
og hvem, der vinder, ved jeg ikke.
Herre, hav barmhjertighed med mig!
Se ned til mig, Herre!
Se mine sår, jeg skjuler dem ikke!
Du er min læge, jeg er den syge.
Du er den barmhjertige, jeg er den elendige.
Alt mit håb står til din miskundheds fylde.
Giv mig det, du kræver, og kræv så, hvad du vil!
Den elsker dig ikke fuldt ud, som også elsker noget andet!
Kærlighed, du som brænder for aldrig at slukkes!
Kærlighed, du min Gud, omslut mig med din ild!”