Dybe erfaringer af fred og glæde hjælper mig til at leve mere bekymringsløst

Rune Funch har en travl hverdag som præst i to baptistkirker i Lyngby og Herlev. Men selv om kalenderen hurtigt bliver fyldt, prioriterer han hver dag at sætte sig og meditere. Han mediterer typisk 30-60 minutter om dagen. Men han oplever, at blot han sidder 5-10 minutter i stilhed og slipper alle bekymringer, giver det ham en ro og balance.

”Jeg mærker en fred og en bekymringsløshed, som lige så stille glider ind og fylder mere og mere i resten af min dag. Jeg tager den med mig, så den er en del af dagen,” siger han. Desuden bruger han dagligt tid i haven omkring det hus i Buresø, hvor han bor til leje. Der har han plantet solsikker og andre blomster. I det begyndende efterår er de fleste af blomsterne visnet, men det gør ikke hans glæde mindre. Han finder mening og håb i at se naturens kredsløb og forbinde sig med naturen dagligt gennem de skiftende årstider.

”De sidste par år har jeg dyrket mange blomster og grønsager, og når jeg sætter mig ud i haven og kigger på solsikkerne, får jeg kontakt med en dyb indre glæde, som jeg ikke kan beskrive og ikke kan forklare, hvor kommer fra, men som forbinder mig med naturen og med Gud,” siger han. For tiden samler han frøkapsler ind, som han kan gemme og plante til foråret.

”Mange vil nok tænke, at haven ikke ser særlig køn ud lige nu, hvor det meste er dødt og vissent. Men i det visne ser jeg nye spirer og muligheden for nyt liv. Frøkapslerne minder mig om foråret, hvor de vil spire og gro på ny. Det vækker en bekymringsløshed i mig at vide, at uanset, hvor slet det ser ud nu, så vil det ændre sig. Intet forbliver det samme,” siger han.

Fra ubehag til bekymringsløshed

Det uforanderlige i verden afspejler sig i naturen, og Rune Funch har de seneste år været optaget af naturen som kilde til fred og bekymringsløshed. ”Jeg fik på et tidspunkt en stærk indskydelse til at se på himlens fugle og lære af dem, sådan som Jesus også opfordrer os til – netop for at vi kan lære ikke at bekymre os. Jeg satte mig i haven og begyndte at kigge på fuglene og lagde mærke til, hvordan de meget uselvisk sætter sig og fløjter, når de finder noget føde – for at andre kan komme til og få del i føden også,” siger han.

Desuden lagde Rune Funch mærke til, at fuglene, når de bygger rede, finder en gren ad gangen og langsomt, men sikkert bygger reden op. Hvis reden bliver ødelagt, går de i gang med at bygge en ny. ”Der er en tillidsfuldhed i det og en evne til at give slip på det tabte og bygge noget nyt op. Det har jeg forsøgt at tage til mig,” siger han.

Flytning med inspiration fra fuglene

Da Rune Funch for nogle år siden besluttede at flytte fra Jylland til Sjælland, pakkede han sin lejlighed ned, omtrent som fuglene bygger deres rede. Han gik bare rundt fra rum til rum og pakkede en ting ned ad gangen uden orden eller plan. ”Det forunderlige var, at jeg blev færdig ti minutter før den deadline, jeg havde, selv om jeg intet havde planlagt. Det faldt på plads af sig selv uden stress, jag eller bekymring for, om jeg nåede at blive færdig til tiden,” siger han.

Han flyttede tilmed landsdel uden at have fundet et permanent sted at bo. Han fik sine ting opmagasineret i et depot og boede så hos nogle venner i nogle måneder, flyttede kortvarigt ind i et bofællesskab og boede også i en periode hos benediktinernonnerne i Vor Frue Kloster ved Høsterkøb.

”Jeg boede ni forskellige steder på tre år, før jeg fandt det sted, hvor jeg nu har boet i fem år. Det var en øvelse i bekymringsløshed, og det var bestemt ikke rart hele vejen igennem. Men jeg fik trænet min evne til at have tillid til, at tingene løser sig – at Gud kan åbne nye døre og veje, hvis vi tør vente i åbenhed,” siger han.

Han bor til leje, og det dyreste, han ejer, er et keyboard og en guitar som musiker og kor- og bandleder i forskellige sammenhænge. ”Indimellem tænker jeg på, om jeg burde investere i at eje noget mere, sådan som mange på min alder gør. Men jeg forsøger at holde fast i tilliden og bekymringsløsheden,” siger han.

Livskriser og lange rejser

Rune Funch er vokset op i Baptistkirken, hvor hans far var præst, og han har aldrig tvivlet på Guds eksistens.

”Der har været en grundlæggende glæde i mit liv, som blandt andet kom af, at jeg mærkede mine forældres tro og tillid til en kærlig Gud, som jeg også blev fortalt om i kirken. Men på et tidspunkt blev det nødvendigt for mig at gøre mig mine egne erfaringer. Jeg havde overtaget mine forældres tro, sådan som mange af os nok gør, og på et tidspunkt mærkede jeg, at det ikke var tilstrækkeligt. Jeg kunne ikke hvile i min tro, når jeg blev udfordret af andre, der spurgte kritisk til den, fordi jeg ikke selv havde erfaret den Gud, jeg ivrigt forsvarede eksistensen af,” siger han.

Forskellige omstændigheder og nogle kriser i livet førte Rune Funch ud på en længere åndelig rejse, hvor han blandt andet tog til Kina, Tibet, Nepal og Indien for at besøge buddhistiske klostre og lade sig inspirere og udfordre i mødet med anderledes troende. Rejsen gik ikke helt som planlagt, blandt andet havde han planlagt at besøge og overnatte i verdens højest beliggende kloster ved foden af Mount Everest, men måtte på grund af højdesyge tage ned igen efter blot 10-15 minutter.

Undervejs følte han sig ensom og også indimellem utryg og bange. Men han fandt et vist fodfæste ved at tage et kursus som yogainstruktør, ligesom han fik kontakt med venner fra Danmission, der befandt sig på et dialogcenter i Sydindien. I Sydindien besøgte han også et zenbuddhistisk meditationscenter, som lå et nærmest paradisisk smukt sted. Men selv om han ønskede at finde fred der, måtte han sande, at det var for svært; den indre ro manglede.

”Jeg lærte, at jeg måtte finde freden i mig selv, jeg kunne ikke bare hente den i nok så smukt beliggende klostre og meditationscentre,” siger han. Rune Funch tog dog vigtig inspiration med sig fra både denne og andre rejser, bl.a. vejrtrækningsøvelser, som han fortsat bruger i sit bønsliv. Fx en øvelse fra bogen ’Fred er vejen’: ”Jeg giver slip og er bare – og gentager så med min vejrtrækning ordene: ’Jeg ånder ind og beroliger min krop. Jeg ånder ud og smiler,’” fortæller han.

Gud talte i Taizé

Rune Funch har haft flere åndelige oplevelser, som gør, at han i dag har fundet en anden form for fred og tillid – og dermed også en langt højere grad af bekymringsløshed. En vigtig oplevelse fandt sted i det økumeniske klosterfællesskab Taizé i Frankrig, som han besøgte første gang i 2002 sammen med en andre unge fra Aarhus.

”Der oplevede jeg for første gang, at Gud talte til mig og sagde: ’Du må godt bare sidde her. Jeg forventer ikke noget af dig’. Det var skelsættende, fordi det var første gang, jeg oplevede, at Gud talte til mig, og fordi han sagde noget, som var helt anderledes end det, jeg er vokset op med, hvor det at bidrage aktivt til fællesskabet og handle står centralt,” siger Rune Funch.

Siden har han været optaget af stilheden som et sted, hvor han kan finde fred og høre Guds stemme, og han har i en årrække arbejdet med Taizégudstjenester. Han laver fortsat gudstjenester med inspiration fra Taizé, både i Helligåndskirken på Strøget, hvor det foregår to gange om måneden, og med jævne mellemrum i de to kirker, hvor han er præst. Og han stoler meget på, at Gud kan tale der, hvor der er stilhed og ro.

”Jeg er ikke imod, at vi som kirke gør noget, og jeg synes fortsat, at kirken skal handle for at hjælpe de fattige og lidende. Men jeg tror meget på bøn som en form for handling. Eller det at lytte. At sidde stille og lytte til et andet menneske er også handling,” siger han. Han oplever også, at hans egne motiver for at handle bliver mere i overensstemmelse med Gud vilje, når han først sidder i stilheden og lytter og derefter griber til handling.

”Ellers bliver det alt for let bare mine egne ideer, jeg kører videre med, og jeg opdager ikke, at det måske er tid til at ændre retning,” siger han. Netop det at ville noget bestemt – uden at lytte efter Guds vilje – kan medføre lidelse og unødig bekymring, mener Rune Funch. ”Vi kan blive frustrerede og bekymrede, når tingene ikke går, som vi havde forestillet os. Det har jeg selv oplevet mange gange. Jeg øver mig i at give plads til, at Gud kan vise andre veje, og det er også med til at gøre mig mere bekymringsløs,” siger han.

Vi må købe vores egen olie

Afgørende for ham er, at han under en rejse i USA på et svært tidspunkt i sit liv fik en oplevelse af en dyb indre fred, som han har svært ved at beskrive med ord, men som ledte hans tanker hen på Paulus’ beskrivelse af Guds fred, som overgår al forstand. Oplevelsen fandt sted, mens hans sad i en bil i en amerikansk nationalpark og lavede en vejrtrækningsøvelse. Han var plaget af smerter og uro i kroppen og havde erfaret, at denne øvelse var hjælpsom.

”Jeg oplevelse en dyb indre guddommelig fred, glæde og kærlighed, som om jeg gav slip, og så brød lyset igennem det dybe mørke. Jeg mærkede en dyb indre ro og en nærmest ubeskrivelig kærlighed til naturen og alt omkring mig,” siger han. Oplevelsen gav Rune Funch en overbevisning om, at han i sit inderste væsen rummer denne dybe fred, og at den også findes i alle andre menneskers inderste kerne.

”Uanset hvor meget tingene buldrer omkring mig, vil jeg altid kunne vende tilbage til den erfaring, og ved at meditere dagligt oplever jeg, at denne indre kerne bliver en større og større del af mit liv – og i takt hermed bliver bekymringerne færre,” siger han. Som menneske og præst ser han det som sin opgave at prøve at hjælpe andre til at komme i kontakt med denne guddommelige fred, glæde og kærlighed.

”Jeg kan ikke lede andre hen til åndelige erfaringer eller erkendelser, men jeg kan skabe et rum, der kan være med til at gøre det muligt,” siger Rune Funch. Han mener, at det er vigtigt, at man i kirken finder et åbent rum, hvor der er plads til at gøre sine egne erfaringer.

”Jeg forstår lignelsen om de ti brudepiger som et billede på, at vi må gøre vores egne erfaringer. De fem, som ikke har ekstra olie med til deres lamper, vil have noget af de kloge brudepigers olie. Men de kloge ville ikke give dem noget. Det tror jeg afspejler, at vi ikke kan få andres tro og leve på den. Vi må gøre vores egne erfaringer,” siger Rune Funch.

Rune Funch

Født 1974. Er vokset op i Danmark, Schweiz og USA. Boede det meste af barndommen i Aalborg, hvor hans far var præst i Baptistkirken. Er uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium med sang som hovedfag. Har arbejdet som korleder, komponist og musiker. Er ansat på deltid som præst i Lyngby Baptistkirke og i Korskirken i Herlev, hvor han især tager sig af musik og unge, samt som natkirkemusiker i Natkirken i Helligåndskirken i København.

Denne artikel er en del af en serie om de syv pilgrimsord: Frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed/spiritualitet. Her handler det om pilgrimsordet
Bekymringsløshed.