Mange præster tager ikke telefonen

Mange har brug for at snakke med en præst! Men kun halvdelen af danske præster tager telefonen, viser en stikprøvekontrol med 225 opringninger.Hvem kontakter man, når man har ondt i sjælen? Den lokale præst, naturligvis. Men over halvdelen af danske præster tager slet ikke telefonen, viser en ny stikprøvekontrol.

Kun 45 pct. af de danske præster tager telefonen, viser en rundringning til 75 præster på tre forskellige
tidspunkter i løbet af ugen.

Nyhedsbrevet Søndag Morgen har ringet til 225 danske præster på tre forskellige tidspunkter i løbet af en uge. Og det er kun muligt at få fat i 45 pct. af præsterne. Er man tilfreds med at snakke med et andet levende menneske, ryger tallet op på 60 pct. Ellers er man henvist til en lidet trøstende telefonsvarer eller en elektronisk bip-tone.

Syddanmark er værst

Nyhedsbrevet har ringet til tilfældigt udvalgte folkekirker, katolske kirker og frikirker i alle fem danske regioner. Og der er en region, man helst ikke skal være i, når man er på spanden: I region Syddanmark tager kun en tredjedel af præsterne telefonen. Kan man nøjes med præstens sekretær eller ægtefælle, er det omkring halvdelen, der tager telefonen.
Befinder man sig derimod i Hovedstadsregionen, er der en ret stor chance for at komme til at snakke med en præst. Her tager 60 pct. af præsterne telefonen, og tilføjer man en stand-in for præsten, er tallet oppe på 75 pct.

Ring om formiddagen

Nyhedsbrevet har ringet til fem kirker af hver type i de fem danske regioner på tre forskellige tidspunkter i en given uge: onsdag formiddag, torsdag eftermiddag og søndag eftermiddag. Man har fundet præstens telefonnummer på kirkens eller kirkesamfundets hjemmeside.
De fleste præster er ved telefonen om formiddagen – 53 pct. Så godt står der derimod ikke til om eftermiddagen, hvor præsten måske er på besøg hos kirkens medlemmer: 45 pct. Lidt bedre ser det ud søndag eftermiddag, selv om man måske risikerer at vække præsten af middagsluren: 49 pct. I Hovedstadsområdet er der dog lige så mange, der tager telefonen søndag eftermiddag som en hverdags formiddag, nemlig to tredjedele.

Hvem overhaler hvem?

Hvilke af de tre kirkeretninger er så nemmest at komme i kontakt med? Folkekirken er i top med 40 ud af de 75 folkekirkepræster, der fik et opkald fra Nyhedsbrevet Søndag Morgen. Dernæst kommer Katolsk Kirke med 36 ud af 75 kirker, og frikirkerne lige bagefter med 35 ud af 75 frikirkepræster. Anderledes ser det ud med sandsynligheden for at snakke med et andet levende menneske. Her overhaler frikirkerne de andre kirkeretninger med et enkelt mulehår: For her kan man få personlig kontakt ved henvendelse til 52 ud af 75 præster mod Folkekirkens 51 præster. I katolsk kirke er tallet nede på 43.
Undersøgelser som disse bygger selvfølgelig på det rene tilfælde. Præsten kan have været på ’det lille hus’ da opkaldet fandt sted. Det kan også have indflydelse, at opkaldene af naturlige grunde ikke er foretaget på præcist samme tidspunkt.
Onsdag formiddag blev der ringet mellem kl. 10 og 12, torsdag eftermiddag mellem kl. 15 og 17, og søndag eftermiddag ligeledes mellem kl. 15 og 17.
Det er tydeligt, at den danske folkekirke har et stort fortrin i antal af præster i de enkelte sogne. Der er ofte tre præster i sognet med angivelse af fastnet- og mobilnummer til hver af dem. Der er også et kirkekontor, som den søgende kan kontakte.
Som stikprøvekontrol har undersøgelsen naturligvis sine svagheder. Der er fx kun ringet til en af folkekirkepræsterne i undersøgelsen. Den søgende vil højst sandsynligt prøve at kontakte en anden af kirkens præster, og hvis han/hun heller ikke tager telefonen gå videre til den næste præst i sognet. Det er også værd at bemærke, at Den Katolske Kirke i Danmark ikke har ret mange præsteviede. De betjener derfor flere kirker og har således hver modtaget flere opringninger fra Nyhedsbrevet Søndag Morgen.
Til sidst skal nævnes telefonsvarerne. Hvor kun 101 af 225 præster tog telefonen, og der i 136 af tilfældene var et andet menneske i røret, så var 62 opkald henvist til en telefonsvarer. Lægger man tallet sammen med de 136 personlige kontakter, så et tallet oppe på 198. Det betyder, at der hos 27 præster i stikprøvekontrollen ikke en gang kunne lægges en besked.
Nyhedsbrevet Søndag Morgen udkommer hver måned med research om tro, kristendom og kirke til den danske presse. Nyhedsbrevet kan læses på internetadressen Sondagmorgen.dk.