’Planter’ Guds ord under Nibe-festival

Under jorden i Nibe er Bibelen plantet.
Over jorden vil mindst 20 kristne fortælle om deres tro til 20.000 festivaldeltagere.For andet år i træk arrangerer
OplevJesus.dk en out-reach på Nibe Festivalen.En af arrangørerne, Torben Søndergaard fra OplevJesus.dk, er meget begejstret for projektet:
– Det er ikke så tit, man får en mulighed for at råbe flere tusind mennesker op og fortælle dem om Jesus. Det er en fantastisk oplevelse, fortæller Torben og fortsætter:
– Det giver rigtig meget personligt at være med på out-reach. Man lærer at evangelisere og oplever at få mod. Hele holdet blev ”sat i brand” sidste år, siger Torben.

Brug for flere

Sidste år var der 15 kristne med på out-reachen. I år er der indtil videre 20 tilmeldte, men der er plads til flere:
– Kom og vær med! Der er plads til alle typer. Du behøver ikke at være evangelist, når bare du er troende, opfordrer Torben Søndergaard.
– Sidste år oplevede vi, at mange folk kom hen til vores camp for at få en snak. Nogle ønskede at tale om Gud og høre mere om, hvem han er, og hvad han gør i dag. Men mange havde bare brug for én til at lytte, fortæller Torben.
De, der ikke blev og snakkede under lejrens 4 meter høje banner, gik rundt blandt festivaldeltagerne og talte med dem om Gud.
For de yngre kristne gav det en stor mulighed for at opbygge erfaringer.
Denne træning i evangelisation er for Torben noget af det vigtigste ved out-reachen:
– Der er ikke meget, der kan måle sig med den træning, man får her. Fx så jeg en pige med armen i en slynge gå forbi. Gud viste mig, at hun ville blive helbredt, men i stedet for selv at gå hen og bede for hende, begyndte jeg at oplære en ny kristen, der var med på out-reachen, så han kunne tale med hende.
Da vi så hende igen, gik han hen til hende, og fik lov til at bede for hende. Hun blev helbredt på stedet!
Den slags erfaringer er uvurderlige, siger Torben, der håber på, at mange flere vil tilmelde sig out-reachen, inden fristen udløber den 17 juni.

”Dårlig indflydelse”

Da Torben sidste år skulle bede om tilladelse til at lave en stand på festivalen, sagde arrangørerne nej. Så tog vi af sted uden, og festivaldeltagerne tog godt imod os. Selvfølgelig var der nogen, der ville genere os, men alt i alt var jeg helt chokeret over, hvor åbne de var over for os, fortæller Torben.
– En uge efter festivalen ringede arragørerne. De var sure over, at vi var der for at fortælle om Gud og mente, at vi ville have en dårlig indflydelse på de unge. Når man tænker på, at der hvert år på festivalen er flere, der bliver indlagt til udpumpning for alkoholforgiftning, virker den reaktion lidt underlig, mener Torben.
Stemningen på en festival er helt speciel. Der er ingen travlhed, og folk er meget afslappede. Dette giver rigtig gode muligheder for samtale.
Selvom der bliver drukket meget alkohol, er de fleste til at tale med i dagtimerne, og mange har stor interesse for at høre om Gud.

Verdens lys og
jordens salt

For Torben er Out-reachholdets opgave på festivalen helt klar:
– Vi er der som lys i mørket, som ”jordens salt”.
Vi har alle fået en befaling om at forkynde, og det her er både forkyndelse og udrustning, siger han.
– Der er også noget profetisk i det. En dame fik et syn om, at hun skulle plante en bibel. Hun gav sin 17-årige søn en bibel og læste i den og blev troende.
Da han selv havde købt sig en ny bibel, gav han den gamle tilbage til sin mor.
For et par uger siden tog hun sammen med nogle andre ud og gravede Bibelen ned under festivals-pladsen som tegn på, at mange 17-årige vil blive frelst. Der er ”plantet” en bibel, og jeg kan mærke, at det skaber ro i den åndelige verden, fortæller Torben.

Dækket ind i bøn

Out-reachen starter den 30. juni med en opvarmningslejr på Sarons Slettes bibelcamping ved Farsø. Out-reach-deltagerne har deres eget program om dagen. Om aftenen kan de deltage i bibelcampingens aftenmøder, hvor bl.a. verdens-evangelisten Aril Edvardsen, Norge, og Karlslunde-præsten Helge Pahus taler. Inden holdet tager over på festivalen, bliver de sendt af sted af bibelcampingens deltagere, der vil bede for dem hele ugen.
– Det er rigtig dejligt, at vi kan starte ugen sammen med nogle ældre og mere erfarne kristne, mener Torben Søndergaard.
– Det, at vi bliver dækket ind i bøn, er enormt vigtigt. Og jeg er meget glad for, at de vil være med til at støtte op om det her projekt, slutter en glad Torben Søndergaard.