Skandinavisk Børnemission til DR: – Vi er her stadig!
Det var forkert, da tv-avisen på DR1 den 28. maj sagde, at der kun var én hjælporganisation på den filippinske losseplads Smokey Mountain i Manila.
DRs korrespondent Jan Larsen sagde, at der kun er en enkelt frivillig hjælpeorganisation til at afhjælpe nøden på lossepladsen.
Der blev vist klip fra det engelske The Phillipine Community Fund. Men PCF er ikke den eneste såkaldte NGO på stedet.
– Skandinavisk Børnemission har arbejdet i Manilas slumkvarterer og på lossepladsen Smokey Mountain i over 20 år, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Ud over at have et oplysnings- og førstehjælpsarbejde driver den dansk-svenske organisation blandt andet skoler for børn og voksne.
-mibo