Hvad vil du gerne nå, inden du dør?
Det er det spørgsmål, to af de største aldrende filmskuespillere i dag må tage stilling til i ny film på dvd.Nu eller aldrig, eng. The Bucket List, handler om to ældre mænd, Edward Cole (Jack Nicholson) og Carter Chambers (Morgan Freeman), der har fået at vide, at de lider af uhelbredelig kræft og formentlig kun har et halvt års tid tilbage at leve i.
Bucket betyder egentlig spand, men henviser i Bucket List til udtrykket kick the bucket, som betyder stille træskoene, dvs. dø. En bucket list, træsko-liste, henviser til ting, man skal foretage sig, inden man dør. Og en sådan liste opstiller de sammen.
Heldigt for dem begge er det, at Edward har penge nok til, at de to kan rejse rundt i verden og foretage sig de mest vilde ting – og leve nogle af deres drømme og gode intentioner ud.
Filmen handler også om tro: Carter tror på Gud, det gør Edward ikke, og da han på et tidspunkt giver udtryk for, at han ikke kan få det med troen ind i hovedet, svarer Carter: Det er måske, fordi dit hoved er i vejen(!).
Ud fra den modtagelse, filmen fik i den danske presse, skulle man tro, at klicheerne og banaliteterne nærmest står i kø i The Buchet List. Vel, der er meget i filmen af det, der er blevet sagt igen og igen om livets korthed og dødens vished – selvfølgeligheder, ja, men de er måske alligevel ikke helt så selvfølgelige endda. Sådan kan det i det mindste se ud, for vi lever, som om vi netop ikke skal dø, og foretager os ting, som forekommer fuldstændig tåbelige, hvis vi sætter dem lidt i (evighedens) perspektiv. Og det gør filmen altså …
Det er ingen stor film, men den er afgjort værd at bruge en aften på. Så godt som altid er dherrer Nicholson og (ikke mindst) Freeman, der begge er født i 1937, værd at se.
Niels Jørgen Vase
The Bucket List 93 min. Warner