Friske indtryk fra Armenien

Helge Pahus har været i Armenien for at opmuntre armenierne til at holde Alpha-kurser.I juni havde jeg fem intense dage i Armenien, hos Kim Hartzner og familie fra Mission Øst.

Helge Pahus

Et lille bjergland…Armenien er på størrelse med Jylland og er et smukt bjergland – kun ca. 10% er opdyrket. Det ligger højt i Kaukasus, klemt inde mellem Georgien, Azerbadjan, Iran og Tyrkiet. Vinteren er barsk, men sommeren er dejlig…
Der er i verden ca. 7 mio. armenierne, men i selve Armenien kun 2 mio. (ingen véd det helt præcis), heraf måske 1,1 mio. i hovedstaden Jerevan. Fra Jerevan kan man se A-rarats sneklædte bjerge (5.137 meter), selv om de ligger i Tyrkiet. Her strandede Noa… og Henri Nissen… 
Armenierne kalder deres land for Hayastan. De har eget alfabet (opfundet år 405 af munken Mesrop Mastots), eget sprog og national kirke. Sproget plus religionen har holdt armenierne sammen i to tusinde år. På dette punkt minder de om jøderne.

Udsigt til Ararats sneklædte bjerge (5.137 meter), der ligger i Tyrkiet. Her strandede Noa…

Selv om armenierne bor beskyttet i Kaukasus’ bjerge, har de altid været lus mellem mange negle og indlemmet i andre stater. I 1828 blev det nuværende Armenien indlemmet i Rusland – heldigt for de armenierne, der boede dér, for i 1915 gennemførte tyrkerne et folkedrab på armenierne. Ca. 1½ mio. blev dræbt, og mange flygtede. Tyrkiet vil den dag i dag ikke anerkende, at massakrerne fandt sted.
Ved Sovjets sammenbrud udbrød der krig mellem Armenien og Azerbadjan, idet armenierne i distriktet Nagorno-Karabakh hørte til Azerbadjan. Der blev indgået våbenstilstand i 1994, og Karabakh er i dag en selvstændig stat, der dog kun er anerkendt af Armenien. Grænserne fra Armenien til Azerbadjan og Tyrkiet er lukkede… Alt kan ske.

Til armeniernes identitet hører deres kirke. Den armenske kirke regner sig for stiftet af apostlene selv, men fik sit gennembrud i 301, da Gregor Lysbringeren efter 13 år i et fangehul omvendte den hedenske konge ved at helbrede ham. Armeniernes kirke er den ældste folkekirke i verden.
Der har i mange år været stærke venskabsbånd mellem Danmark og Armenien. Danske kristne bakkede armenierne op, da Tyrkiet begyndte at udrydde dem. Navne som Karen Jeppe, Maria Jacobsen og børnehjemmet ”Fuglereden” har indskrevet sig både i dansk og i armensk kirkehistorie. Danmark har et godt ry.
Det danske selskab ”Armeniermissionen” har udsendt præsteparret Per og Anna-Kathrine Pedersen. Per er så vel accepteret, at han underviser på præsteskolen, kaldes ”Fader Per” og bærer sort kappe under gudstjenesten! De er utrolig glade for at være i landet.
Søndag formiddag var jeg med ”Fader Per” til armensk gudstjeneste i centrum af Jerevan. Gudstjenesten er som i andre orientalske kirker bygget op om den hellige nadver og en timelang liturgi med lange, smukke bønner og messende sange. Her kan du ikke være præst, hvis du ikke kan synge! Præsterne er i flotte klæder, der er røgelse, ringning med cymbler etc. Prædikenen ligger midt i nadverritualet og er kort. Jeg modtog nadveren – den armenske kirke er glad for fællesskabet med os.
Og gudstjeneste-ritualet er skam meget moderne, det er moderniseret så sent som i 1208! Dog kan det, iflg. Fader Per, godt trænge til en smule revision og forkortelse.
Selv om kirken er armeniernes folkekirke, har den været udsultet i kommunist-tiden. Der er i Armenien kun ca. 240 præster og ca. 30 biskopper. Så de har hamrende travlt med at udføre ceremonier og tage rundt og fremsige bønner og slå korsets tegn ved alle mulige lejligheder… Men der er 200 teologi-studerende!
Præster må gerne gifte sig, men kun ugifte kan blive biskopper. Der er mange berømte gamle klostre i landet, men kun ganske få munke, det kontemplative liv har ikke spillet større rolle i kirken i mange år. De mest nationale præster sætter lighedstegn mellem at være armenier og at være kristen, men andre lægger hovedvægten på Jesus-relationen. Der er store åndelige rigdomme, men kirkens tro skal ud til folket igen.

I maj mødte jeg i London ved den store årlige Alpha-samling tre ”udsendinge” fra Armenien, og jeg nåede at besøge dem alle tre! Godt gået, ikke?
Nr. 1, Tigran: leder en stor pinsemenighed i en gammel teatersal, jeg var med lørdag aften. De første tre kvarter troede jeg, det var som himlen. Det startede nemlig uhyre originalt: en dreng spillede klaver; en mand spillede Bach på sin gulvbas; tre kvinder dansede ballet; en drama-gruppe spillede et stykke à la det vi i sin tid kaldte ”hænder”; piger i folkedragt dansede. Indslag efter indslag! Efter de første par numre blev jeg usikker på, om jeg overhovedet var det rigtige sted, men en pige forklarede mig at det var deres ”classical worship”! En gruppe børn dansede og sang. En kvinde sang en flot lovsang. Til sidst sprang Tigran op på scenen og rev forsamlingen med i tilbedelse … på en gammel lovsang fra 70’rne (”the horse and the rider”). Vi sang den så mange gange, at vi til sidst hang helt oppe under lysekronerne! Genialt! Klassiske små stykker og folkelige indslag, som går over i stor jubel-lovsang! Det er tårnhøj standard, sundt for sjæl og tanke. Var jeg i himlen?
Desværre nej, for nu kom en russisk prædikant, der råbte og skreg at ”if you sacrifice to God, you will be blessed, and the more you sacrifice, the more you will be blessed.” Nu er det som bekendt lidt usikkert, hvordan man ofrer til Gud, så det mundede jo ud i, at folk skulle gå frem til platformen og lægge pengene dér, og jo mere de gav, jo mere velsignelse! Øv! Til sidst gav dog en kvindelig taler et klassisk budskab om tilgivelse.
Nr. 2, Matt: Søndag aften var jeg til engelsk gudstjeneste i ”International Church” med 40 mennesker fra alle folkeslag. De har ingen præst, men gudstjenesten ledes af en ung amerikaner, Matt (Alphas kontaktmand). Dejlig ligetil gudstjeneste, men overvældende u-liturgisk, når man lige kommer fra to timer i den armenske kirke!
Nr. 3, Vardan: Leder i ”Campus Crusade” med 20 ansatte og frivillige. 1/3 af tiden bruger de på studerende på højere læreanstalter. 1/3 af tiden – overraskende – til kristent arbejde blandt lærere og professorer. Og 1/3 på at vise Jesus-filmen i landsbyerne. Vardan selv leder en husmenighed.
En surrealistisk oplevelse var det, at vi i det nordlige Armenien kom igennem en landsby befolket af en russisk sekt (molokanere), som for århundreder siden blev forvist af Zaren, og som ligner Amish-folk med tørklæder og høtyve.

Alt, alt er korrupt. Alt. Også undervisningssystemet. Man får ingen eksamen, hvis man ikke giver professoren noget under bordet. Jeg spurgte Per, om kirken så også var korrupt? ”Nej, ikke direkte. Men hvis din far er fætter til en biskop, får du måske en bedre karakter. For her i Armenien er viden ikke et spørgsmål om intellekt, men om stand.”
Som i andre sovjetrepublikker er man gået fra radikal socialisme til radikal kapitalisme i en grad, vi slet ikke fatter. De nye rige er knyttet sammen med de herskende politikere. Og i Armenien skammer man sig ikke over rigdom, men praler. En rigmand har f.eks. bygget sig et slot som et gammelt kejserpalads fra Rom.
Men ude på landet er folk fattige, arbejdsløsheden er stor, og folk går aftentur i grøftekanten med deres to køer eller syv geder.
Men alle armeniere, jeg talte med – og jeg snakker løs til højre og venstre – var utrolig hjælpsomme og søde. Man færdes trygt, voldelige røverier kendes næsten ikke. Derimod var der uroligheder, også med dødsfald, efter parlamentsvalget i foråret.

Det fører for vidt at fortælle alt om mødet med Kim og Mission Øst. Men her er lidt:
På kontoret i Jerevan er der 12 medarbejdere, dejlige dygtige folk. Og i en mindre by mod vest sidder der syv mere. De sidste års hovedindsats har været i Armavir-distriktet, med at opbygge programmer for handicappede børn. Disse børn har traditionelt været gemt væk hjemme hos far og mor, nu finder man frem til dem, får laver centre for dem. Jeg var med til klubindvielse i en afsides by; her var tv og politikere, og Kim og en præst samlede for at klippe den røde snor over. Jeg overværede også bl.a. taleundervisning af et barn med Downs syndrom, meget dygtigt gjort.
Mission Øst lægger vægt på at uddanne lokale folk, har uddannet 200 lærere i handicaparbejdet, lavet undervisningsplan for børn med indlæringsvanskeligheder og har fundet uddannelsessteder for dem i samarbejde med to tekniske skoler. Nye opgaver venter forude. Den største del af midlerne kommer fra Danida, men gaver er også nødvendige.

På Mission Østs kontor arbejder en ung mor, som ifølge armensk definition er kristen, men ikke sådan meget i praksis… Da hendes dreng var 2-3 år gammel, blev han grebet af angst, han så mørke monstre komme imod sig, når han skulle sove, han tabte sig osv. Ingen læger kunne stille diagnosen, drengen blev dårligere og dårligere. En nat drømte moderen, at en person i lysende dragt kom til hende og sagde: ”Du skal lade dit barn døbe” (her hedder dåben ”at kristnes”). Moderen slog det hen. Men da drømmen gentog sig, gik hun til den armenske kirke og fik barnet døbt. Og fra den dag blev drengen rask. – En historie om Jesu sejr over dæmonerne, der lige så godt kunnet være foregået på Gregor Lysbringerens tid.
Forresten, jeg skulle da også lige forbi Jerevans hovedbanegård – statelig, men kun tre gamle tog dagligt! Men trøst jer: de veldrevne russiske jernbaner har 1. juni overtaget Armeniens.

Helge Pahus er cand. theol. og
tidligere præst i Karlslunde Strandkirke.
Helge Pahus indførte som
den første herhjemme Alpha-kurser i kirken.
Kurserne er en introduktion
til kristendommen.