Respekt for fødende kvinder
Jeg har aldrig kunet leve mig ind i min kones smerter, når hun skulle føde. Det kan jeg nu.Da vi fik vores førstefødte, diskuterede min kone og jeg, hvem der havde haft det værst. Hun mente, det var hende.
– Tænk på de psykiske smerter, manden må igennem, sagde jeg.
Vi blev dog enige om, at barnet nok havde det værst. Tænk at blive presset, skubbet, mast og trykket. Og når man så endelig kommer ud, får man et klask i rumpen.
Men nu er jeg blevet i tvivl.
Det skyldes, at jeg selv røg på skadestuen med mavekrampe. Det gjorde avs!
Jeg havde forinden været i Somaliland for at rapportere om et danskstøttet hjælpearbejde for udviklingshæmmede. Her fik jeg pludselig lyst til en kop sød somalisk the med tilhørende samusaer ved vejkanten.
Så jeg satte mig til rette mellem khat-tyggende mænd og guffede de varme kødkager i mig. Og lagde ikke mærke til, at the-damen ikke just opbevarede dem et køleskab – i 40 graders varme!
Og så begyndte maven ellers at rumle.
Heldigvis findes der stoppiller – så jeg klarede mig fint en uges tid – indtil jeg kom hjem til Danmark og faldt udmattet om på min seng samme aften.
Da begyndte smerterne.
Jeg blev mere og mere oppustet, det pressede mod ribbenene, og jeg var tørstig hele tiden. Kvinder ved, hvad jeg snakker om.
Efter et par timer blev smerterne så voldsomme, at jeg hverken kunne ligge eller sidde. Jeg måtte gå rundt og stønne og brøle som en løve.
Efter et par timer, skreg jeg til mig kone:
– Nu kører vi altså på skadestuen!
Her kom jeg ind at ligge på båre, mens to læger kiggede forundret på mig. De trykkede, pressede, maste og skubbede og mærkede efter. Det var lige før jeg fik et klask i rumpen.
– Det er bare mavekrampe, sagde de.
– Jamen nu har det stået på i seks timer, hvæsede jeg.
– Det går over af sig selv, replicerede de.
– Hvornår? stønnede jeg.
– Om ca. en uge!
Tænk at ligge i fødestilling og stønne i en hel uge!
– Nej, den går ikke, svarede jeg. – Giv mig en morfinindsprøjtning med det samme!
En halv time senere var jeg faldet i dyb søvn.
– Så, nu må du godt tage hjem, sang englekoret, der viste sig at være de to læger i hvidt.
Jeg sov de næste par dage, og da jeg endelig mødte på arbejde, bemærkede en kollega:
– Har du ikke lagt dig lidt ud?
Plejer gravide ikke at gøre det?, tænkte jeg, og sendte alverdens fødende kvinder en medfølende tanke…
