Hvordan sige dig tak?

Hvordan sige dig tak? er en smuk samling af kendte lovsange, sunget af den rigtig dygtige sopran Louise Frøkjær.Louise har de seneste år sunget sig ind i manges hjerter bl.a. på ”Syng den igen”.
Sidste år indspillede hun cd’en ”Julefred” sammen med Klaus og Thomas. Nu har hun valgt at stå på egne ben med dette debutalbum.
Louises klare, lyse stemme er i centrum og bliver på enkelte numre suppleret af David Gulløv på andenstemme.
Akkompagnementet er enkelt og roligt og giver cd’en en afslappet og meditativ stemning – perfekt, når man kommer hjem efter en lang arbejdsdag.
Langt de fleste af sangene er kendte og elskede lovsange, som bliver brugt i mange forskellige kirkesamfund. Sangene er primært fra Fællessang og Hjemlandstoner, men flere af dem findes også i Dig til Ære og lignende.
Fælles for dem alle er, at det er rolig, inderlig lovsang, sunget med stor overbevisning.
Der er ingen tvivl om, at Louise mener det, hun synger, og det, mere end noget andet, gør ”Hvordan sige dig tak?” til en rigtig god cd.
Sidsel