Ansatte på Volvo i bøn

– Vi er overbeviste om, at bøn kan betyde meget, når mange er urolige.

Et netværk af kristne på Volvo-koncernen i den svenske by Gøteborg reagerer med bøn og faste på et fyringsvarsel for få uger siden.

Det siger Thomas Tuvskog, der er aktiv i netværket ”Volvoansattes kristne fællesskab” til den svenske avis Dagen. Netværket indbød i sidste uge til bønne- og inspirationsaften i Smyrnakirken i Gøteborg.
Netværket omfatter mere end 30 ansatte i Volvokoncernen og indbyder jævnligt til gospel-sammenkomster og andagter for alle virksomhedens medarbejdere. Arrangementet i Smyrnakirken havde dog en mere dyster anledning.
I sommer blev 1.200 ansatte på Volvo i Gøteborg nemlig varslet om mulige fyringer, ligesom der for få uger siden blev varslet om yderligere nedskæringer.
Meldingerne har naturlig nok skabt en del frustration og usikkerhed for fremtiden.
Thomas Tuvskog fortæller, at risikoen for at mange mister deres job ikke er et stort samtaleemne. Tværtimod oplever han, at mange lider i stilhed.
– Men der findes helt klart en uro blandt kollegerne, påpeger han.
Som reaktion på fyringsvarslerne i forrige uge tilbragte mange af de kristne på Volvo deres middagspause i bøn, ligesom nogle fastede for at søge Guds ledelse.

Bøn om et mirakel

– Vi bad helt enkelt om et mirakel, erklærer Thomas Tuvskog og uddyber:
– Vi bad om, at Gud må være med alle de mennesker, der måske snart bliver arbejdsløse, og at virksomhedens ledelse må træffe de rette beslutninger i en vanskelig situation.
De spontane bønner inspirerede netværket til at afholde et bønnesamvær i Smyrnakirken i håb om, at flere vil slutte op om de berørte i bøn.
Foruden de initiativrige kristne på Volvo medvirkede også Daniel Walstöm, der er formand for lignende netværk af kristne på virksomheder som Saab, Chalmers og Ericsson.
– Vi er måske ikke så mange, men vi ser det som begyndelsen på noget større, siger han om mødet med Volvo-ansatte som bedeemne. Han oplever ligefrem, at initiativet smitter og viser troens relevans på en arbejdsplads.
– Når vi åbent går ud og meddeler, at vi beder for situationen på Volvo, modtager vi også bønneemner fra andre virksomheder. Det viser, at behovene er store, og at vi som kristne må hjælpes ad på vore arbejdspladser.
levi