Iran vil straffe nye kristne med døden

Iran vil gøre det kriminelt at blive kristen og kræver i ny lov dødsstraf til frafaldne muslimer.Et lovforslag vil tildele dødsstraf til iranske muslimer, der konverterer til kristendommen, eller blot forlader islam.

Med stemmerne 196 mod syv har det iranske parlament godkendt en ny straffelov, der kræver dødsdom over alle, der forlader islam.

Lovforslaget er for tiden under sidste behandling i det iranske parlament.
Ved en afstemning den 9. september godkendte det iranske parlament en ny straffelov, der kræver obligatorisk dødsdom over frafaldne – eller dem, der forlader islam.
Alt tyder på, at lovforslaget, der har regeringens støtte, vil blive vedtaget. Ifølge organisationen Åbne Døre, der støtter forfulgte kristne, er lovforslaget reelt allerede trådt i kraft.
– Iran er et af de lande i verden, hvor forfølgelse af kristne er allerværst, oplyser Åbne Døre og beretter om vilkårlige fængslinger, tortur og henrettelser som daglige foreteelser i det arabiske land.
Samme opfattelse deles af Amnesti International, der oplyser, at 300 mennesker sidste år blev henrettet i Iran, hvilket er en fordobling fra året før og næsten en tredobling fra 2005.
Typisk sker henrettelserne ved hængning, men i mange tilfælde også ved stening. Efter Kina er Iran dermed det land i verden, der henretter flest mennesker.

Reaktion fra EU

Mange kristne er fængslet på grund af kristne aktiviteter. Siden maj har bl.a. den 52-årige Mahmood Matin Azad siddet fængslet, og han afventer nu sin dom for ”frafald” fra islam.

Foruden loven om dødsstraf for omvendelse til kristendommen gør den iranske lovgivning i forvejen livet vanskeligt for landets kristne. Amnesty International oplyser således, at selvom Irans forfatning garanterer lighed for loven, diskrimineres minoriteter i stort omfang på grund af tro, kultur og religion.
– Disse love inkluderer blandt andet konfiskation af land og ejendele.
De stadige begrænsninger i religionsfriheden i Iran har senest medført reaktioner fra EU, der udtrykker uro over udviklingen.
– Det er det franske udenrigsministerium, der i kraft af EU-formandskabet gør opmærksom på den ”regelbundne forfølgelse” af Irans religiøse minoriteter og udtrykker sin uro over loven, der vil gøre det muligt at straffe ”frafaldne” med døden.

Pres på Iran

Hvis lovforslaget skal undgå vedtagelse, kræver det ifølge andre menneskerettighedsgrupper et markant internationalt pres.
– Medmindre der sker en koordineret og meget stærk indsats fra det internationale samfund for at lægge pres på Iran, tror jeg ikke, at noget vil kunne hindre denne lovgivning i at blive vedtaget, lyder således vurderingen fra Joseph Grieboski, grundlægger af ”Institute on Religion and Public Policy” (Institut for religion og offentlig orden) til nyhedsbureauet Compass.
Ved den seneste afstemning stemte 196 for og syv imod forslaget. Formelt skal det dog stadig igennem Irans politiske beslutningsproces, før det bliver til lov, ligesom det øverste politiske og religiøse organ ”Vogternes Råd” har mulighed for at nedlægge veto.

Dyster fremtid

Åbne Døre oplyser, at parlamentets godkendelse af lovforslaget kommer lige efter, at to kristne i sommer officielt er blevet anklaget for frafald. De to mænd, 52-årige Mahmood Matin Azad og 44-årige Arash Basirat, har siddet i fængsel siden den 15. maj og afventer nu datoen for deres retssag.
Åbne Døre konkluderer på den baggrund, at både deres og andre ikke-muslimers fremtid ser dyster ud. Modsat vurderer Joseph Grieboski, at det iranske regimes stramninger over for religiøse minoriteter kan være et tegn på et svækket regime.