200 til forbønsgudstjeneste
Forbønsgudstjeneste for irakiske asylansøgere samlede mange deltagere i Hilerød.Helligtrekongers søndag var omkring 200 mennesker til forbønsgudstjeneste i Grønnevang Kirke for irakiske asylansøgere.
Det var 14 præster i Hillerød, der stod bag forbønsgudstjenesten for de cirka 300 muslimske irakere, som i op til 10 år har siddet i Sandholmlejren i Hillerød.
I løbet af 2008 har mange af de afviste kristne, irakiske asylansøgere fået opholdstilladelse i Danmark og nogle af dem deltog i gudstjenesten, men der er stadig mange muslimske irakere i danske asylcentre.
Ifølge præsterne har de danske myndigheder gennem årene lagt et umenneskeligt hårdt pres på de afviste irakere, som ikke tør rejse tilbage til Irak, men i stedet har valgt at leve i årevis under uudholdelige forhold. Thyge Enevoldsen, der er præst i Grønnevang Kirke kalder det tortur.
Gudstjenesten bestod af salmesang, tekstlæsninger, syndsbekendelse, trosbekendelse, forbøn og nadver.
Thyge Enevoldsen gjorde meget ud af, at man med gudstjenesten ikke ønskede at placere skyld eller politisere. Det var alene en forbønsgudstjeneste.
Det var 3. gang de 14 præster i Hillerød aktionerede til fordel for de afviste irakiske asylansøgere.
I 2006 delte de løbesedler ud i Hillerød Centrum, mens de i 2007 arrangerede en vandring fra Sandholmlejren til Hillerød. I 2008 blev det til en forbønsgudstjeneste.