Din og min kirke
Forrige pinse så jeg et tv-indslag med en 80-årig kvinde, der med raske skridt spadserede ud af en kirke. Journalisten spurgte, hvad hun syntes om gudstjenesten, der netop var færdig:
Jah
budskabet var der intet galt med, men der var nok kommet flere, hvis det var lidt mere moderne. Og hvis de talte i et normalt toneleje og brugte ord fra dette århundrede, ville det hjælpe meget, forklarede den 80-årige kvinde.
Hun lød jo som en 20-årig. Hendes tidløse udtalelse udtrykte, at mange af os danskere føler os hjemme i kristendommens grundbudskab, og at vi føler os knyttet til kirkens tidløse urokkelighed.
Men vi kan føle os fremmedgjorte af at sidde inde i en forældet indpakning og af at opleve umoderne eller upassende metoder. Det er ligesom den kommentar, jeg overhørte om en af Strøgets talrige bidragshververe fra diverse velgørende organisationer: Godt formål, rådden metode.
Det er fascinerende at tænke på, at selv verdens mest moderne og succesrige kirker heller ikke ejer den luksus i årevis at holde fast i samme metoder (som fungerer, men kun for en tid). Disse kirker må også forny sig fra år til år. Det er vækstens grundprincipper.
Ta fx den populære sang Shout to the Lord (Råb til din Gud), som nu er verdens mest indspillede kristne sang nogensinde. Sangen stammer fra Hillsong Church i Sydney, og om sangen siger kirken selv – her præst Christine Caine:
Hvis Hillsong Church stadig var blevet hængende i verdenssucces-sangen Råb til din Gud fra 1993, var vores kirke blevet hængende i 1993. Jeg lover dig: Hillsong er det sted, hvor du med absolut mindst sandsynlighed vil høre denne sang! Hvis vi stadig kørte med den sang, havde kirken ikke oplevet fortsat vækst.
Nogle danske lokalkirker er allerede fænomenale til at mixe de gode traditioner med den moderne danskers interesser, og de bugner af idéer og dygtige, kreative mennesker. Andre kirker klør sig i nakken i mangel af andet end standardprocedurerne.
Så hiv din præst i ærmet, og hvisk ham eller hende dine idéer. Kirken er din og min kirke.
