Journalistens sidste artikel
Den kristne redaktør på Sunday Leader på Sri Lanka blev myrdet efter kritik af regeringschefens hårde fremfærd over for tamilerne.I løbet af de senere år er de uafhængige medier i stigende grad kommet under angreb.
Elektroniske og trykte medier er blevet brændt ned, bombet eller lukket. Talrige journalister er blevet chikaneret, truet eller dræbt. Jeg har haft den ære at kunne tælles blandt ofrene for alle disse former for overgreb og nu især den sidste.
Jeg har været i avisbranchen i ret mange år. Faktisk vil The Sunday Leader i 2009 kunne fejre sit 15 års jubilæum. Meget har ændret sig på Sri Lanka i løbet af den tid, og jeg behøver nok ikke sige, at størstedelen af den forandring har været til det værre. Vi står midt i en borgerkrig, skånselsløst udkæmpet af personer, hvis blodtørst ingen grænse kender. Terror, hvad enten den forøves af terrorister eller af staten, er blevet hverdagskost. Mord er faktisk blevet statens primære redskab i forsøget på at kontrollere frihedsudøverne. I dag er det journalisterne, i morgen dommerne. Faren for disse to grupper har aldrig været højere, og chancen for at overleve ringere.
Jeg er en gift mand og far til tre vidunderlige børn. Jeg har altså også forpligtelser, som ligger uden for min profession. Er det risikoen værd? Mange siger, at det er det ikke. Venner siger, at jeg hellere skulle begynde at arbejde som advokat igen, mit oprindelige erhverv, og Gud ved, at det ville betyde et bedre og mere sikkert udkomme.
Andre, og det gælder også politiske ledere på begge sider, har fra tid til anden forsøgt at få mig til at gå ind i politik og er gået så vidt som til at tilbyde, at jeg selv kunne vælge ministerium. Diplomater, som kan se den risiko, journalister løber i Sri Lanka, har tilbudt mig sikker udrejse og opholdstilladelse i deres respektive lande. Meget har jeg været i bekneb for, men ikke muligheder.
Men der er et kald, som står over høje embeder, berømmelse, penge og sikkerhed. Det er samvittighedens kald.
The Sunday Leader har altid været en kontroversiel avis, fordi vi siger tingene, som de er. Hvad enten det drejer sig om en spade, en tyv eller en morder. Vi skjuler os ikke bag forskønnende omskrivninger. De dybdeborende artikler, vi trykker, underbygges af dokumentarisk bevismateriale takket være samfundsånd hos borgere, som trods stor personlig risiko overdrager os dette materiale. Vi har afsløret den ene skandale efter den anden, og aldrig en eneste gang i de forløbne femten år har nogen bevist, at vi tog fejl eller haft held til at få os dømt.
De frie medier skal være et spejl, som offentligheden kan spejle sig i uden creme og mascara. Gennem os lærer man om nationens tilstand og især, hvordan den ledes af de folk, man har valgt til at give sine børn en bedre fremtid. Sommetider er det billede, man ser i spejlet, ikke særlig rart. Men hvor du som privatperson kan brokke dig i al anonymitet i din lænestol, må de journalister, som holder spejlet op for dig, gøre det offentligt og med stor personlig risiko. Det er vores kald, og vi løber ikke fra det.
Enhver avis har sin egen vinkel, og vi lægger ikke skjul på, at vi har vores. Vi ser det som vores opgave at betragte Sri Lanka som et gennemsigtigt, sekulært og liberalt demokrati. Vend lige disse ord en ekstra gang, for de har hver især en dybere betydning. Gennemsigtigt, fordi regeringen åbent må kunne drages til ansvar over for sine borgere og aldrig svigte deres tillid. Sekulær, fordi sekularisme i et multi-etnisk og multi-kulturelt samfund som vores frembyder det eneste fælles grundlag for, at vi alle kan føle os som én nation. Liberal, fordi vi anerkender, at alle er skabt som enkeltindivider, og vi er nødt til at acceptere andre, som de er, og ikke som dem vi gerne vil have, de skal være. Og demokratisk ja, hvis jeg er nødt til at forklare, hvorfor det er vigtigt, må du hellere lade være med at læse videre.
The Sunday Leader har aldrig søgt sikkerheden ved blindt at lade det store flertal komme til orde. Lad os bare indrømme, at det er måden at sælge aviser på. Men som vores opinionsundersøgelser igennem årene så tydeligt har vist, lægger vi tværtimod ofte stemme til tanker, som mange finder ubehagelige. Vi har for eksempel konsekvent gjort os til talsmænd for det synspunkt, at selv om terrorisme ubetinget skal bekæmpes, er det vigtigere at tage fat om nældens rod og se på årsagerne til terrorisme. Vi har indtrængende opfordret regeringen til at se Sri Lankas etniske strid i en historisk kontekst og ikke kun med fokus rettet mod terrorisme. Vi har også skrevet om statsterrorisme i den såkaldte krig mod terror og ikke lagt skjul på vores afsky for, at Sri Lanka er det eneste land i verden, som rutinemæssigt bomber sine egne borgere. For disse synspunkter er vi blevet stemplet som forrædere, og hvis det er forræderi, bærer vi dette stempel med stolthed.
Vores afsky for krigen skal heller ikke tolkes som udtryk for, at vi støtter Tigrene. LTTE (De Tamilske Tigre) hører til de mest skånselsløse og blodtørstige organisationer i verden. Der er absolut intet, der taler imod deres udslettelse. Men at dette skal ske ved at krænke tamilske borgeres rettigheder, ved ubarmhjertigt at bombe og nedskyde dem, er ikke alene forkert, det bringer skam over singaleserne, hvis fordring på at være dhammas vogtere (indisk: Vejen til erkendelse af livets og sindets natur) for evigt vil drages i tvivl på grund af disse overgreb, som i mange tilfælde er ukendte i den brede befolkning på grund af censur.
En militær besættelse af landets nordlige og østlige del kræver, at det tamilske folk i disse regioner for evigt skal leve som andenklasses borgere, berøvet al selvrespekt. Tro ikke, at man kan stemme dem blidere ved at overøse dem med udvikling og genopbygning, når krigen er overstået. Sårene efter krigen vil mærke dem for evigt, og man vil få en endnu mere bitter og hadefuld diaspora at slås med. At løse problemet politisk vil således gøre det til et blødende sår, som i al evighed vil give anledning til strid. Hvis jeg lyder vred og frustreret, er det kun, fordi de fleste af mine landsmænd samt regeringen ikke kan se skriften på væggen.
Det er kendt i vide kredse, at jeg ved to lejligheder har været udsat for brutale overfald og mit hjem ved en anden lejlighed beskudt med kraftig maskingeværild. Til trods for regeringens skinhellige løfter blev der aldrig iværksat en seriøs politiefterforskning for at finde frem til gerningsmændene bag disse overgreb, og overfaldsmændene blev aldrig pågrebet. I alle disse tilfælde har jeg grund til at tro, at overgrebene var bestilt af regeringen. Når jeg til sidst bliver dræbt, vil det være regeringen, som dræber mig.
I kølvandet på min død ved jeg, at du vil komme med al din sædvanlige skinhellige retorik og bede politiet om at foretage en hurtig og grundig undersøgelse. Men ligesom alle de andre undersøgelser, du tidligere har beordret foretaget, vil der heller ikke komme noget ud af denne her. For når sandheden skal frem, så ved vi begge, hvem der vil stå bag ved min død, men vi tør ikke sige det højt. For ikke blot mit liv, men også dit, afhænger af det.
Jeg og min familie har nu betalt den pris, som jeg længe har vidst, jeg en dag ville skulle betale. Jeg har altid været parat hertil. Jeg har ikke gjort noget for at forhindre dette udfald, ikke taget nogen forholdsregler. Min drabsmand skal vide, jeg ikke som ham er en kujon, der skjuler sig bag et skjold af mennesker, mens han dømmer tusinder af uskyldige til døden. Hvad er jeg blandt så mange? Der har længe været skrevet om, at mit liv ville blive berøvet mig, og hvem der ville stå bag. Alt, hvad der har manglet at blive skrevet, har været hvornår.
Folk spørger mig ofte, hvorfor jeg løber denne risiko, og fortæller mig, at det kun er et spørgsmål om tid, før jeg bliver ryddet af vejen. Det ved jeg selvfølgelig: det er uundgåeligt. Men hvis vi ikke siger fra nu, vil der ikke være nogen tilbage til at tale for dem, som ikke selv kan, hvad enten de er etniske minoriteter, marginaliserede eller forfulgte. En mand, som har været til inspiration for mig i hele min journalistiske karriere, er den tyske teolog Martin Niemöller. I sin ungdom var han antisemit og beundrer af Hitler. Men da nazismen holdt sit indtog i Tyskland, så han, hvad nazismen virkelig var: det var ikke blot jøderne, Hitler prøvede at udrydde. Det var omtrent alle med et anderledes synspunkt. Niemöller sagde sin mening, og det førte til, at han blev sendt i koncentrationslejr fra 1937 til 1945, først i Sachsenhausen og dernæst i Dachau, og undgik kun på et hængende hår at blive henrettet. Under sin indespærring skrev Niemöller et digt, som lige fra jeg læste det første gang i mine teenageår har sat sig uforglemmeligt fast i hovedet på mig:
Først kom de for at hente jøderne,
Og jeg protesterede ikke, for jeg var ikke jøde.
Så kom de for at hente kommunisterne,
Og jeg protesterede ikke, for jeg var ikke kommunist.
Så kom de for at hente fagforeningsfolkene,
Og jeg protesterede ikke, for jeg var ikke i fagforening.
Så kom de for at hente mig,
Og der var ingen tilbage til at protestere for mig.
Lasantha var redaktør på avisen The Sunday Leader på Sri Lanka. Selv om han tilhørte det singalesiske flertal, kritiserede han regeringschefens hårde fremfærd over for tamilerne. Efter denne artikel blev han myrdet – som han selv forudsiger i denne artikel.
Oversat af Dorthe Orbesen
Forkortet af redaktionen.
