Kristendommen bygger på realiteter
Flemming Baatz Kristensen er sognepræst ved Sct. Pauls Kirke i Århus.
Det ligger dybt i os: vi holder os til det det sikre, det kendte. Spekulationer om døde, der bliver levende, er for spekulativt.
Sådan er disciplene også, de tror ikke på opstandelsen, og da de selv får set graven tom og Jesus levende, har de fortsat meget svært ved det. De pendler mellem tilbedelse og tvivl, og Thomas er en rigtig skeptiker. Da han får meldingen fra samtlige 10 apostle: Vi har set Herren, da insisterer han på at ville have intet mindre end et bevis: Hvis jeg ikke ser naglernes sted i hans hænder, stikker min finger ind, hvor naglerne har siddet og stikker denne her hånd ind i hullet i siden på ham, vil jeg under ingen omstændigheder tro.
Det er barsk sagt, men alt det her viser, at disciplene ikke er godtroende folk, man kan bilde hvad som helst ind. De er som vi. Vi vil ikke bindes noget på ærmet. Det skal være holdbart, skal det.
Men til skeptikerne, der kræver fakta og realiteter på bordet, er der godt nyt: kendsgerninger, realiteter.
Der sidder de ti og har barrikaderet sig i frygt for vold og tortur, med et smadret håb og et raseret livsgrundlag, som de har spildt flere år på at leve sig ind i. Ingen må komme ind. Ingen skal true deres sikre panser. Og så kom Jesus udefra og placerede sig midt i rummet.
Jesus hilser dem med den kendte jødiske hilsen: Fred til jer!, og så viser han sine hænder og blotter sin side for dem, så de kan se, at det er ham. Og synet skaber glæde, de kan jo se, at det er ham.
Han taler videre med dem, og på et tidspunkt ånder han på dem. Den opstandne ånder ånd ind i dem! De mærker hans varme ånde. Og pludselig er han væk. Det var ham, med krop og det hele, men også forandret, så han kan gå gennem lukkede døre, og så han pludseligt kan forsvinde fra dem og blive usynlig.
Men den køber Thomas ikke. Han kræver dokumentation. Næste søndag er han med på holdet, de er fortsat bange og beskytter sig atter mod indbrud. Men igen bryder Kristus ind og udfordrer efter fredshilsenen skeptiker Thomas og går direkte i kødet på ham: Kom herhen med den finger der, og se disse mine konkrete hænder her, og ræk din hånd frem og placer den ind i min side her. Skeptikeren fik opfyldt sit krav om dokumentation. Tydelig virkelighed.
Og her er så dagens første pointe: Kristendom bygger på realiteter. Jesus er virkeligt opstået fra de døde. Øjenvidner har set ham levende gentagne gange. Det er virkelighed, man kan forholde sig til næsten som til viden.
På grundlag af denne realitet opfordrer Jesus os til at ophøre med at være vantro og i stedet være troende. Jesus siger til Thomas: Du har set realiteten nu. Til os: I har hørt om realiteten nu, de så det, så tro nu på mig, tro på realiteten, virkeligheden. Lad realiteten få dig til at tro, til at blive et troende menneske, en person, der lever i troens virkelighed. Thomas svarede ja til at høre op med at være vantro og takkede ja til at blive troende, og han kom med sin trosbekendelse: Min Herre og min Gud.
Vi kender mest Thomas som tvivleren. Vi har en underlig tendens til at dyrke tvivlen, altid tale om den og lade den fylde. Det skal vi lægge fra os og så lade troen og bekendelsen tage over. Thomas var tvivleren, som blev troende, og resten af sit liv stod han i troens og bekendelsens tjeneste og drog til Indien for at være øjenvinde om den opstandne Jesus, så inderne kunne blive troende og bekendende ørevidner. Tvivleren blev bekender. Det kan vi også blive, hvis vi som Thomas lader os føre fra vantroens position til troens ja til Kristus og i det modtager indholdet af opstandelsens virkelighed.
