Brorson hyldede foråret

Salmedigteren Brorson hyldede naturen som Guds skaberværk – helt i modsætning til Oplysningstidens fornuftsprægede litteratur og Kingos mere negative syn på verden.H. A. Brorsons salme Op! al den ting, som Gud har gjort får læsere og sangere med på en naturvandring, der vender alle sanser i tilbedelse af Gud som skaber. Jette Vibeke Madsen er folkeskolelærer

Det står i modsætning til Oplysningstidens almindelige litteratur, der netop hyldede det forklarlige, fornuften. Samtidig bruger Brorson detaljer i skaberværket til at ”bevise” Guds eksistens for dem.
Salmen bruger Skaberværket som billedsprog for det himmelske og guddommelige – helt modsat en anden salmedigter, Thomas Kingo, der brugte naturmetaforer til at beskrive det syndige og forgængelige ved menneskets natur.

Brorsons Op! al den ting, som Gud har gjort blev udgivet i 1739 som en del af Troens rare klenodie. Troens rare klenodie var en samling af 274 salmer og tekster til menigheden. De 193 var oversættelser fra tysk, og de 81 var originale danske.
Brorson var på udgivelsestidspunktet stiftsprovst i Ribe og var en del af Pietismen. Pietismen var en retning inden for kirken, som lagde meget vægt på det enkelte menneskes personlige forhold til Gud. Det enkelte menneske kunne, gennem inderlig gudsdyrkelse, opleve at få kontakt med Gud her i livet.
Gudsforholdet blev beskrevet i følelsesladede vendinger og stod på den måde i kontrast til Oplysningstidens fornuftsprægede litteratur. Sammen med det følelsesladede havde pietisterne også et fromhedsideal og så det som deres vigtigste opgave at føre det enkelte menneske til omvendelse. Det var igennem omvendelse og fornægtelse af det syndige liv, at mennesket kunne møde Guds nåde.
Salmen Op! Al den ting, som Gud har gjort handler om de tanker og den lovprisning af Gud, der stiger op i digteren, når han betragter naturen. Salmen har en såkaldt ”jeg-fortæller”. Et jeg, som er repræsentant for hver enkelt kristen. De tanker og følelser, som jeg-et i salmen har, er også de tanker og følelser, som den, der synger salmerne, får.

Salmen indledes med et Op! Det er en apostrofe. En apostrofe er en stilistisk figur, som bruges som en retorisk henvendelse til fraværende eller tænkte personer eller guder. Ordet betyder i sin grundform ”at vende sig bort”. Her kommer digteren altså med en opfordring til at vende sig bort fra, det man er i færd med. Opfordringen gives til … al den ting, som Gud har gjort, altså alt det skabte. At vende sig væk fra noget betyder samtidig at vende sig til noget andet, nemlig til Gud, for … Hans herlighed at prise.
I denne første strofe giver Brorson samtidig udtryk for, at den mindste ting i naturen, nemlig … det mindste han har skabt, kan bevise Guds magt. Midt i en oplysningstid er netop dette ord, bevise, interessant, fordi det i samtiden gjaldt om kun at holde fast i det, man ad fornuftens vej kunne forsvare og bevise. Når Brorson fortsætter med at fastholde naturens betydning i strofe 2 og kommer med en udtalelse om, at ingen af denne verdens konger formår at sætte selv det mindste blad på en nælde, så fremstår dette som en slags bevisførelse for, at Gud har en magt, som er større end jordiske kongers. Det vidner naturen om.
I strofe tre vender Brorson sig mod englene i himlen og mod støvet i naturen. Støv er det ringeste, man kan forestille sig, men selv det kan de himmelske engle ikke skabe. Tilbage står altså endnu engang Gud, som den eneste, der kan skabe, og som derfor fortjener menneskets pris.

Modelfoto

I fjerde strofe træder jeg-et frem. Hvor de første tre strofer har været en opfordring til den enkelte kristne om at vende sig mod naturen for derigennem at se et bevis for Guds magt, så regner Brorson nu med, at den kristne har taget imod opfordringen og er klar til at følge jeg-ets blik rundt i naturen.
I stroferne 4 – 12 følger vi jeg-et, der betragter naturen og bliver helt målløs, fordi det, han ser, er for storslået til, at det kan beskrives.
Fortælleren begynder med at betragte græsset, ser siden på folkene, både de nulevende og dem, der har levet i tidligere tider. Han ser videre på dyrene i skoven, fuglene og blomsterne. Han dvæler ved fuglesangen, der lyder som … tusind harpe-strenge og lader nu også blikket forsvinde ned under havets overflade, hvor han forestiller sig en masse munde, men må erkende, at hans sind … Kun dog saa lidt kan kige ind (Citater er gengivet med den originale stavemåde). Altså at det, der findes under havets overflade, er meget mere, end han har set og kan forestille sig.
Fra havets dyb løfter jeg-et blikket op mod solens rige. Også her er hans blik begrænset, og han må tage tanken til hjælp for at bevæge sig ud i universet. Men når han gør det, ser han stjerne-flokken blinke, og vinke ham op til himlen.
Når Brorson skal bevæge sig videre end solens rige og stjernehimlen, er det ikke nok at tage tanken til hjælp. For at fare til himlen, altså til op til Gud, må han fare i aanden. Det gør han så, og hos Gud ser han … den store kjempe-trop / Af blide engle-skarer.
Strofe 12 bliver en slags opsummering af alle de indtryk jeg-et har fået på sin vandring gennem naturen, ud i universet og op til Gud. For syvende gang må han begynde en strofe med et Hvad skal jeg sige? Han står ydmyg over for Guds visdom og kan ikke med ord beskrive … Guds godhed, kraft og rige.

Men det, han altså ikke har kunnet udtrykke med ord, har han i stedet udtrykt ved at tage den kristne med på en naturvandring, hvor også denne, gang på gang, har måttet erkende sin egen begrænsning i forhold til Guds skaberværk.
Vandringen ender hos Gud i det himmelske. Sammen med Brorson kan den kristne således gennem salmen erkende Guds visdom, godhed, kraft og rige, og på den måde komme nærmere Gud.
Interessant er vendingen i strofe 15, Hver som har sands og tunge. Digteren henvender sig til det menneske, som har sands. Udtrykket kommer fra det latinske, sensus, og kan både referere til følelse og fornuft. Det menneske, som har sans, er både modtagelig over for sanseindtryk, her sanseindtrykkene fra naturen, men har også sjælelige evner til at opfatte og erkende. Både følelse og fornuft er vigtige begreber i 1700-tallet. Og digteren appellerer altså til Oplysningstidens menneske, når han bruger udtrykket, sands.
Naturen vidner om Guds storhed, og ved at betragte naturen ledes det enkelte menneskes tanker i retning af Gud.
I strofe 7 minder fuglenes sang digteren om himlens musik. For himlens musik er ofte beskrevet som harpespil, og engle afbilledes ikke sjældent med harper i hænderne. Naar fugle-sangen sammen slaar / Som tusind harpe-strenge?

Brorsons brug af naturen står i modsætning til barokkens salmedigter Thomas Kingo. Kingo ser nemlig kun forgængelighed i naturen, og det minder ham om menneskets forgængelighed. I Thomas Kingos: ”Dend Fierde Aften-sang”, strofe 5, skriver han f.eks. Jeg ser mit Kontrafey (billede) i Blomster og i Høe, / Dag og Nat / Mig lærer brat / At jeg skal engang døe.
Kingo sammenligner også synden med spirer, som skyder op af en rod. Strofe 9, Agt ej de Spirer, som af Syndens Rood er skudt.
Kingo ser ikke, som Brorson, Guds skaberværk i havet, derimod er havet hos Kingo det sted hvor syndens bånd skal kastes ned. Løs min Samvittighed af sine Synders Baand, / Kast dem ned, I ævighed, / I Haved med din Haand. I salmen: ”Hver har sin Skæbne” skriver Kingo, at Deyligste Roser hâr stindeste Toorne, / Skiønneste Blomster sin tærende Gift. Strofen slutter med, at Himmelens salighed Ene skal staa.
Kingo stiller altså naturen op som en modsætning til Guds himmelske rige – helt i modsætning til Brorson. Hos Kingo findes i naturen det forgængelige og syndige. Det, mennesket kan opnå ved at se på naturen, er alene at erkende sin forgængelighed og sin syndighed.

Brorsons salme er skrevet i et letforståeligt sprog. De enkelte strofer er korte, nemlig kun fire verselinjer, dette er også med til at gøre salmen lettilgængelig for brugerne. Sproget er renset for svulstige og vanskelige ord. Salmen skal kunne forstås af helt almindelige mennesker, høj og lav. Det var netop meningen med Troens rare klenodie, at menigheden skulle kunne forstå ordene og være i stand til at bruge salmerne og teksterne i deres hverdag og ikke kun til gudstjenesterne. Det lettilgængelige sprog og indhold er måske grunden til, at salmen har overlevet og stadig i dag er en meget populær salme.