Vi har alle brug for en hyrde
Pernille Vigsø Bagge er medlem af Folketinget for SF og bor i Løgstør.
Kender I Lisbeth Salander? Hun er den forslåede og i sin barndom tidligt svigtede internet-hacker, som i Stieg Larssons bestseller: Mænd der hader kvinder, får kærligheden at føle.
Hun har tilsyneladende manglet en god hyrde, lige siden hendes mor blev gennembanket af faren, hvorpå Lisbeth besluttede at være sin mors beskytter og sætte ild til sin far.
Men selvfølgelig har Lisbeth Salander haft en god hyrde.
Trods incest, voldtægt, mord, overgreb og en tilsyneladende endeløs kynisme i Larssons historie er det helt tydeligt, at ordene om den gode hyrde holder stik selv hvor det ser mest elendigt ud.
Lisbeth VIL klare sig uden relationer til andre mennesker, uden bindinger af nogen art.
Hun vil ikke kendes af nogen sådan som Faderen kender Sønnen.
Men som historien viser, er det et grundvilkår i tilværelsen at blive passet på, at blive rummet og holdt af, og at blive én, som en anden vil sætte sit liv på spil for.
Uden at være kendt af nogen går livet i stykker.
Intet menneske er en ø, sagde Hemmingway, og intet kunne være mere præcist.
Alle mennesker deler det fællesskab, der ligger i, at vi har fået livet som en gave, og at vi holder hinandens liv i vore hænder.
Vores gave er i udgangspunktet ens, og derfor skal vi passe på hinandens gaver.
Hvis jeg er ligeglad med din gave, risikerer jeg også min egen.
For at kunne værne om sin gave som altså blandt andet indebærer dét at tilhøre en flok – må man have bevidstheden om, at nogen hjælper med at passe på gaven.
En fåreflok, der skal passe sig selv, går i opløsning. Skaberværket uden en god hyrde, der er villig til at ofre det mest dyrebare, den største gave, nemlig livet selv, er et skaberværk i opløsning præcis som med fåreflokken.
Derfor er billedet så stærkt: Lisbeth Salander må erkende, at det ikke går an at være uden relationer til andre.
Hun forelsker sig, mod sin vilje, i Kalle Blomkvist.
Hun har reddet hans liv, fordi hun må sande, at et liv uden relationer er tomt, ligegyldigt og ikke mindst livsfarligt.
Vi behøver ikke bekymre os om at være alene og forladte den gode hyrde er blevet et grundvilkår der er én, der vil gå i døden for os, fordi Han om nogen ved, at vi har brug for at blive holdt sammen på, brug for at være kendt af nogen.
Som flok og som enkeltindivider.
Når Larssons figur Lisbeth Salander bør få os til at reflektere over betydningen af den gode hyrde, er det fordi vores samfund i høj grad prøver at afmontere de livsvigtige relationer mellem mennesker.
Vi hører det hele tiden og fra mange forskellige steder: at vi selv har ansvaret for at lykkes, at vi selv er herrer over vores tilværelse, at vi selv må gøre, hvad vi kan for at blive en succes.
Men det er ikke rigtigt. Jeg er forpligtet på, at min nabo lykkes, på at mine kolleger trives, på at mine børn sover trygt om natten og på at lytte, når den gode hyrde kalder os sammen.
Disse mellemmenneskelige relationer er så livsvigtige, at Sønnen, som den gode hyrde, afgiver sit løfte om at ville gøre alt for at holde sammen på flokken.
Sønnen er selv blevet rummet og elsket og kendt af Faderen.
Denne relation forpligter heldigvis for os alle sammen!
Den største fare er det samfund, der helt afmonterer relationerne mellem mennesker som underkender nødvendigheden af tæt forbundethed, og som ikke anerkender, at livet er at være kendt af andre, af den gode hyrde og af Faderes selv.
Der er én, der har opgivet sit liv for os, for at vi ikke skal opgive vores, eller de andres, liv.
Det er en gave, et grundvilkår, men også en forpligtelse på de andres liv, som altså kun lykkes, hvis vi er synlige og nærværende præcis som den gode hyrde.
