Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Kære Suh
Jeg står i et frygteligt dilemma, som jeg håber du kan hjælpe mig med. Min mand og jeg har et rigtig godt vennepar, som vi har kendt igennem mange år. De har igennem det sidste stykke tid haft nogle ægteskabelige problemer, men vi har hele tiden været af den overbevisning, at de nok skulle komme igennem det. De er begge kristne og vi har mange gange støttet hinanden gennem forbøn. Nu er det kommet så vidt, at de har besluttet at gå fra hinanden! Vi er chokerede og ved ikke helt, hvordan vi skal tackle situationen. Vi svinger mellem at ville prøve at overtale dem til at give det en ekstra chance og til bare at trække os lidt, og lade dem selv finde ud af det. Det er så svært, for vi synes på den ene side, at det er deres egen beslutning, men samtidig synes vi også, vi har et ansvar for at trække den anden vej. Desuden vil vi selvfølgelig meget gerne være der for dem begge, men det er ret svært i praksis, da vi hele tiden føler, at vi skal vælge side. Jeg håber, du kan give os nogle gode råd med på vejen.
Hilsen Vennerne

Kære Vennerne
Det er en rigtig svær situation I er i. Grænsen mellem at blande sig ”for meget” og dermed tage ansvar for noget, som ikke er ens ansvar og at blande sig ”for lidt” og måske bagefter føle, at man svigtede, kan være ganske svær at finde. Men først og fremmest må I huske, at beslutningen om skilsmisse eller ej fuldt ud er jeres vennepars beslutning, og I kan altså ikke stilles til ansvar for, hvad de i sidste ende beslutter.
Som deres gode venner vil det dog være helt naturligt, at I snakker med dem om deres valg, fortæller hvad I tænker om det, og hvad I evt. har af gode råd. Og selvom det er et alvorligt og noget følsomt emne, så prøv at slappe af, når I snakker med dem og tal med dem om det, som I plejer at gøre det om andre ting – ud fra en forventning og erfaring om, at I er gode venner, tætte på hinanden og som respekterer hinanden. I skal selvfølgelig respektere, hvis de ikke ønsker at snakke om det. Eller hvis de primært bare har brug for selv at snakke– så prøv bare at lytte uden at sige så meget.
Hvis de ikke har gjort det i forvejen, kan I også opfordre dem til at snakke med en tredje part, enten deres/jeres præst eller måske en par-terapeut? I kan evt. lave det praktiske forarbejde, skaffe nogle navne og telefonnumre og give dem dem, så det er let for dem at gå til, hvis de vil.
Snak også indbyrdes om, hvad du og din mand har brug for at få sagt, hvad der ligger jer på hjertet, eller hvad I måske bestemt ikke har lyst til at få sagt, så I hjælper hinanden med at blive afklarede omkring det.
Du og din mand kunne evt. også dele jer således, at din mand primært snakkede med manden i venneparret, mens du omvendt tog dig primært af kvinden? På den måde kan I måske minimere nogle spændinger. Vær dog i så fald meget opmærksomme på, at deres konflikter ikke spreder sig til jer, så I bliver indbyrdes splittede. Sørg for at snakke alt igennem.
Vær opmærksomme på hele tiden at mærke, hvor jeres egne grænser går, hvornår det fx er for meget og respektér det. Hvis I ikke kan rumme mere – så sig fra. Fortæl jeres venner stille og roligt, at I er nødt til at have en pause, for at kunne bevare overblikket eller til at fordøje jeres egne følelser. Fortæl dem, som du skriver her, at I holder meget af dem, og at I ønsker at være der for dem, men at I indimellem har svært ved at gøre det i praksis. Ud fra beskrivelsen af jeres venskab vil jeres venner sikkert have forståelse for det.
Held og lykke med det.
Hilsen Suh

Hej Suh
Jeg har en datter på snart 5 år. Hun er som så mange andre børn i den alder begyndt at spørge om mange både sjove og søde ting, men også alvorlige ting, fx om døden. Jeg synes, det er svært at vide, hvor meget man skal fortælle og hvordan – hun er en kvik pige, som ikke længere tager et lidt affejende svar for gode varer. På en måde vil jeg helst ikke fortælle hende noget, jeg synes, hun skal have lov til at være barn så længe som muligt, men i disse tider kommer man næsten ikke uden om emnet, og hun hører jo også sine kammerater tale om det. Så hvis hun skal høre om det, så vil jeg trods alt hellere have, at hun hører om det fra mig selv? Jeg er noget i vildrede omkring det.
Venlig hilsen B.

Kære B.
Jeg synes du har helt ret i, at børn skal have lov til at være børn så længe som muligt. Nu om dage er der mange omstændigheder der gør, at de alt for hurtigt præges eller tvinges til at blive ”voksne” før tid. Men det behøver dog ikke at betyde, at vi er nødt til at isolere dem 100 % fra ting eller emner, der hører den voksne verden til, men blot, at vi er opmærksomme på, hvordan de præsenteres for dem. Det er her, vi har et stort ansvar som forældre – og det er ikke altid så nemt. Et emne som døden er dog noget der falder de fleste børn meget naturligt, og oftest tager de til takke med forholdsvis simple forklaringer, hvis det som minimum indeholder det niveau af informationer, som de rent faktisk kan rumme, der hvor de er i deres udvikling. Efter min mening vil din datter derfor ikke tage skade af at høre lidt om, hvad det er for noget, det dér med døden – og som du selv nævner det, kan hun under alle omstændigheder slet ikke undgå at høre om det fra kammerater eller TV (f.eks. indgår døden på en eller anden måde i mange tegnefilm).
Selvom børn er jævnaldrende kan der være stor forskel på, hvor de er i deres mentale udvikling, og der er derfor ikke nogen fast regel for, hvor meget et barn på ”snart 5” er i stand til at rumme. Du må derfor prøve at vurdere ud fra dit kendskab til din datter, hvor meget eller hvor lidt hun vil have godt af at få at vide. Brug gerne billeder eller eksempler fra hendes dagligdag, ting som hun kan forholde sig til, fx dyr i kender, der er døde, eller måske der er nogle ældre i jeres familie, der er gået bort? Spørg hende om, hvad det er hun gerne vil vide, og forklar hende det med enkle ord. Brug udtryk, som hun kender i forvejen i stedet for abstrakte begreber eller forklaringer (fx ”sove længe uden at vågne” eller ”vågner ikke op igen” osv.). Når det gælder en snak om døden – og for så vidt enhver anden snak om vigtige og alvorlige emner – er det vigtigste du kan gøre at signalere til dit barn, at hendes tanker og spørgsmål altid er ok, og at du er villig til at lytte og rumme dem. Når du gør det, har du nemlig etableret et meget værdifuldt grundlag for en fortrolighed, som gør fremtidige bekymringer eller spekulationer til noget din datter tør komme til dig med.
Husk også, at det er ok ikke at kunne svare på alt, og at de fleste børn også accepterer et ”det ved jeg ikke”, når de kan mærke, at det er oprigtigt.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109,
4030 Tune, eller mail til:
Suh@Udfordringen.dk