Bibelselskabet adopterer bibelbutikker i Egypten

EGYPTEN – Bibelselskabet i Danmark har købt anparter i to bibelbutikker i henholdsvis Cairo og Luxor. Butikkerne drives sammen med yderligere 10 bibelbutikker af Det Egyptiske Bibelselskab.Egypterne har dog svært ved at få butikkerne til at løbe rundt og har derfor bedt omverdenen købe anparter i butikkerne for at sikre deres fortsatte eksistens. Det danske bidrag bliver på 4.200 dollars (godt 23.000 kroner) om året.
– Det mellemøstlige område er et vanskeligt sted at drive bibelarbejde, fordi de muslimske regeringer ofte har restriktioner imod forkyndelse af kristendommen. Derfor må vi satse på alternative arbejdsmetoder. Ved at støtte de egyptiske bibelbutikker er vi med til at sikre, at alle i Egypten har adgang til at købe en bibel på deres eget sprog til en pris, de kan betale, siger bibelselskabets indsamlingschef, Tage Kleinbeck
KP