Kristent børnehjem i Ghana hjælper børn i nød
Gud gav ghanesiske Francis Jackson en vision om at blive far til faderløse børn. Det blev til det kristne børnehjem Fathers Home Care Ministries (FHCM) i Ghana, hvor en del børn har fået mulighed for et helt nyt liv.
Mercy Bentum er 12 år, men hun ligner en pige på syv. Hun blev bemærket af en lærer i sin landsby i udkanten af Takoradi. Hun så syg ud og var beskidt. Og da der var en ekstra seng i pigeværelset, blev hun bragt til FHCM.
Hun havde hidtil boet hos noget familie, hvor hun blev holdt som husslave. Hun arbejdede under streng kontrol og afstraffelse.
Familien var ligeglad med hendes velbefindende og glad for at slippe af med hende. I dag vil de slet ikke kendes ved hende og lader som om, de ikke ved, hvem hun er.
På børnehjemmet tilpassede Merci sig hurtigt det nye miljø i huset, og hun trives.
Hun har ikke været vanskelig at integrere. Mabel, en af de større piger, tog sig af hende, som en søster, og hjælper hende stadig.
Mercy går i 4. klasse og klarer sig godt. Hun er god til engelsk og vil gerne være sygeplejerske.
Peter Asafo-Adjei er 16 år og har været på børnehjemmet siden september 2004. Han har en meget trist forhistorie, hvilket forklarer det triste blik i hans øjne. Moren og faren døde, da Peter var 2 år.
Ingen vidste, hvor forældrene kom fra, og Peter blev derfor overladt til en ven af familien, der også døde. Herefter blev han overladt til en anden ven, som døde. I alt er tre plejeforældre døde for øjnene af ham.
Peter havde længe været i perifer kontakt til børnehjemmet, så da hans situation blev forværret yderligere, kom han til hjemmet.
Den sidste plejemor, hvis mand døde, forsøger at holde kontakt med ham og har været på besøg to gange på hjemmet.
Da Peter startede i skolen, lå han under middel i klassen. Socialt fungerer han godt, men han er lidt tungsindig og ked af det, sandsynligvis på grund af forhistorien.
I starten på Fathers Home havde han nemt ved at tage på vej og bliver ked af det, selv hvis folk kun lavede sjov. Han har brug for at føle tillid til voksne, før han åbner sig, men blandt børnene på hans værelse fungerer han godt og taler meget.
Peter fungerer i dag som lovsangsleder og korleder på børnehjemmet og er udnævnt til Chaplain, skolepræst, på skolen og klarer sig godt på alle måder.
Mange børn er kommet til børnehjemmet, og for små penge kan børnene få et helt andet liv.
brug for hjælp
I den ghanesiske kultur er tilknytningen til familien altafgørende for ens fremtidsmuligheder, og børn uden familie har meget ringe muligheder for uddannelse.
Det betyder i realiteten, at de er dømt til et liv på bunden af samfundet. Uden relationer er det næsten umuligt at få et arbejde og derved forsørge en familie.
Father´s Home Care Ministries, der er støttet af Det Danske Missionsforbund, har skabt et hjem for børn uden hjem. Hjemmet blev grundlagt i Takoradi i 2001 af Francis Jackson og en lille gruppe folk omkring ham.
Visionen er at skabe et børnehjem for forældreløse børn, gadebørn og slavebørn i Ghana. Dem er der mange af, og behovet er derfor stort.
Der er i øjeblikket 30 børn på børnehjemmet, og der tages ikke flere ind, før man får mere plads. Men den plads er man i gang med at skaffe sig.
Francis Jackson bad Gud om en fødselsdagsgave. Han blev 26 år den dag og fik et budskab fra Gud: Du skal være en far! Han troede først, at budskabet handlede om det at få kone og børn, men var alligevel ikke helt sikker på, om det var det, Gud mente. Uanset passede det godt ind i Francis planer.
Men cirka tre måneder senere, da han gik en tur, så han en dreng, som levede på gaden i Takoradi, og Guds stemme lød igen: Du skal være hans far.
Francis protesterede straks. Han var slet ikke klar til at tjene Gud på denne måde, men Gud blev ved med at sige det samme: Du skal være hans far.
I seks år gik Francis og bar på sin vision alene, inden han turde dele den med andre og ad forunderlige veje blev Fathers Home til virkelighed.