Kulturudbytte i Kina: Kristen korsang på kinesisk
Kina er ikke et let land at forstå. Men i den sydkinesiske by Kunming finder man i en gammel porcelænsfabrik et skandinavisk-kinesisk kulturcenter, hvor unge volontører prøver kræfter med kulturforståelsen. Noget var forvandlet denne koncertaften. En fælles, ydmyg følelse af at være grebet af noget. Noget større, renere havde fyldt os tilhørere.
En sådan oplevelse af ånd havde jeg ikke regnet med, da jeg så koret gå på scenen fulgt af en ganske ram lugt af komøg lidt tidligere på aftenen.
Det var et kinesisk minoritetskor fra Miaofolket, der skulle synge for os, og da vi så dem tabe deres nodeblade, vende hæfterne på hovedet og pille sig længe i næsen, havde vi publikummer indstillet os på at være venligt interesserede og imponerede af at et landsbykor, der alligevel var nået så vidt.
Så begyndte de at synge: Min sjæl tørster efter Gud.
En dansk operasanger, Marianne G. Nielsen, var sammen med en ligeledes dansk dirigent, Nenia Zenana, rejst op i bjergene for at øve med bønderne, når de ved ni-tiden om aften havde forladt terrassemarkerne for at synge Händel og Mendelssohn.
Sjælen blev trøstet, og Marianne G. Nielsens utrolige sopran blev mødt af korets dybe, guds-inspirerede gensvar.
En fantastisk dialog, som på trods af oratoriets tyske, som hverken kor eller publikum forstod, bjergtog alle.
Denne koraften, hvor kinesiske embedsmænd, lærere, læger og byfolk i al almindelighed forlod koncerten usædvanligt stille og berørte, var en stærk manifestation af noget anderledes og dybere, end, hvad der ofte præger den stadigt voksende pengekultur i Kina.
Koncerten fandt sted på kulturcenteret Nordica, et unikt skandinavisk-kinesisk samarbejde mellem kristne fra begge kontinenter. Et sted, som netop har som vision at være en anderledes, forfriskende provokation i det moderne kapital Kina.
Kulturcenteret finder man i en gammel porcelænsfabrik i Kunming, Yunnan-provinsens hovedstad.
Det gamle fabriksområde, dekoreret med revolutionære arbejdermalerier og nyere, knapt så politiske graffititegninger, er nu fyldt med atelier og gallerier og regnes som Sydkinas kunstcentrum.
Her har jeg og ni andre unge skandinaver de sidste ni måneder forsøgt at finde en plads blandt de mange kinesere for at kunne være med til at skabe kulturmøder sammen med og relationer til andre unge kinesere.
Vi har siddet til langt ud på natten, delt hinandens musik og talt højt og længe om tro og tvivl. Om livssyn og om at være ung i Kina og i Europa.
Nogle gange blev møderne til mere kaotiske sammenstød, som da der under en diskussionsaften blev vist den danske film Festen, som har incest og familieoprør som tema. Et i en kinesisk kontekst meget tabubelagt tema.
Øjeblikket efter filmen var slut, vandrede alle de kinesiske deltagere i flok ud med øjnene fast rettet mod gulvtæppet, og de kom ikke tilbage.
Når sproget så også krangler, er det ikke altid lige let at komme til en fælles forståelse, og det er en af de store udfordringer, et sådant kultursamarbejde møder.
Den kinesise kultur er dyb og subtil, mikromale variationer i ansigtsmimikken kan betyde utrolige følelsesmæssige forandringer, som man som skandinav simpelthen overser og måske aldrig lærer at forstå.
Da koncerten var slut, og størstedelen af publikum var gået hjem, fortalte dirigenten, Nenia Zenana, om hvordan det havde rørt hende at arbejde sammen med dette Miaofolk, som efter en hel dags hårdt fysisk arbejde gladeligt vandrede op til to timer over sorte, mørke bjerge for at kunne synge sammen.
Her var man sammen lykkedes på trods af den næsten totale sprogbarriere, og man havde skabt noget sammen.
En fælles oplevelse som rakte ud over sprog- og kulturforståelse.
Af Rakel Haslund-Gjerrild, volontør ved Kulturcenteret Nordica
