Ingen fortrydelsesret

Ellen Højlund Wibe bor i Galten og er landssekretær i Retten Til Liv.
Jeg var for nogle år siden i domkirken i Firenze og så den verdenskendte kuppel med fresko-malerierne.

Ellen Højlund Wibe.

Forneden slikkede flammerne op om de mennesker, der var havnet i Helvede, mens grotesk udseende djævle pinte dem på alle tænkelige måder og forsøgte at hive flere med sig derned.

Længere oppe var det jordiske og allerøverst den gyldne salighed. Mon ikke kunstneren har været inspireret af lignelsen om den rige mand og Lazarus og har ladet ”billedbibelen” i kuplen med sine meget kraftige (og ikke altid lige bibelsk korrekte!) virkemidler advare folk om, hvad der venter, hvis man ikke tager sig i agt.
Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus er på mange måder underlig og umiddelbart uevangelisk. Den rige levede et liv i fest og luksus, mens den fattige Lazarus måtte nøjes med det, der havnede i den riges skraldespand. Men da de begge døde, blev rollerne byttet om. Lazarus blev af engle båret til Abrahams skød, mens den rige endte i dødsrigets pinsler. Og selv om den rige fortrød, hvad han havde gjort, så var der ingen fortrydelsesret.
Forsynets forsøg på at jævne uretfærdighederne ud, kunne man tro. De rige får deres gode her i livet for så at havne i Helvede på den anden side døden. Og omvendt. De fattige har gennemgået nok lidelser, og nu er det deres tur til at nyde det. Det er bare ikke pointen med lignelsen.

Lignelsen falder i to dele. Først det jordiske liv. Her er der en vigtig pointe til den rige mand – og til alle os velbjærgede. Der ligger en fattig Lazarus uden for vores dør. Vores hjerte må aldrig blive koldt og ligegyldigt over for dem, der har så meget mindre end os.
Bibelteksten udelukker ikke, at den rige mand gav en almisse i ny og næ til Lazarus. Men kontrasten var alligevel enorm, og mon ikke den rige kunne have sørget for, at kontrasten blev knap så stor ved at have givet afkald på en smule mere af sin overflod. Ligesom mange af os kan give langt mere, end vi faktisk gør. Give, så det ind imellem kan mærkes. Og aldrig vænne os til nøden og elendigheden omkring os, uden at det kalder på vores medynk og ønske om at gøre en forskel for den, der er på min vej. Eller på den anden side af kloden.
Anden del af lignelsen foregår i dødsriget. Beskrivelsen af dette sted er vel ikke hele vejen igennem realistisk, men Jesus synes at knytte an til tidens gængse forestillinger om de dødes rige. Én ting lader han dog ikke herske tvivl om: Efter døden er der to muligheder, og den ene er ligeså vidunderlig, som den anden er det modsatte.
Den rige foreslår til sidst, at Abraham sender Lazarus tilbage for at advare den riges familie om, hvad der venter dem, men det oprigtige ønske afvises. End ikke en død, der vender tilbage til livet for at advare, ville hjælpe nogen. Tænk bare på Jesus, som kort tid efter selv opstod fra de døde. Flere hundrede så ham lyslevende efter at have fået beviser for, at han var død. Mange havde endda set det med egne øjne. Burde det ikke have fejet enhver tvivl bort og om noget været et overbevisende tegn for langt flere end de 5000 tusind, der lod sig døbe pinsedag?
Eller hvad med mirakuløse hændelser og helbredelser, som også vores tid kan ryste op med? Hvordan kan folk trække ligegyldigt på skuldrene af det eller ryste vantro på hovedet?
Det er ikke den slags, der skaber tro, frelsende tro. I hvert fald kun for et meget lille fåtal. Heller ikke gruopvækkende advarsler om helvede som dem på kuplen i Firenze. Det, der skaber tro, er derimod ordet om Jesus. Det ord kan mere end noget andet forvandle menneskers liv og skabe frelsende og vedvarende tro.