Biskop i Grænselandet

Theodor Kaftan var i slutningen af 1800-tallet med til at præge den kirkelige udvikling i det nuværende Sønderjylland.
Det har tidligere generalsekretær i DMS, C.C. Jessen, skrevet en afhandling om, som netop er udgivet som bog.25. maj blev en ny bog præsenteret i Sct. Nicolaj kirke i Aabenraa. Bogen handler om den slesvigske biskop Theodor Kaftan, som levede fra 1847-1932.C.C. Jessen er bl.a. tidl. præst og generalsekretær for DMS

Forfatteren er pastor emeritus C.C.Jessen, der efter sin afgang har sammenfattet mange års beskæftigelse med sønderjysk kirkehistorie og skildret udviklingen i Sønderjylland igennem en biografi om kirkens leder gennem mere end 30 år. Nedenstående er en let bearbejdet gengivelse af den tale, som C.C. Jessen holdt i Aabenraa.

For at finde bogens begyndelse skal vi 100 år tilbage. 25. maj 1909 blev min far født i et lille landarbejderhjem i Baså, Vester Sottrup. Huset ligger der endnu. Nedenfor løber der en bæk, i dag under landevejen, og hver gang vi passerede den i bilen som børn, citerede min far Aakjærs linjer om at høre ”de kluk, de mindernes suk, fra bækken vi kyssed som små”.
På den anden side af bækken ligger Snogbæk gamle præstegård. 60 år før min far har den lille Theodor Kaftan leget ved bækken sammen med sin bror Julius, når de har været på en lang sommerferie hos deres morfar, sognepræst Mumsen. De har fået det smilende landskab ind under huden, de frodige marker og blomstrende hegn. De har hørt det syngende, djærve mål i præstegårdens folkestue. Og sat sig til bords i spisestuen og talt nydeligt tysk. Som man gjorde det i mange slesvigske præstefamilier, selv hos biskop Jørgen Hansen i Egen på Als. Sådan at Kaftan som gammel kan skrive, at han kun følte sig virkeligt hjemme, hvor der blev talt både tysk og dansk.

Den unge præst Theodor Kaftan i Aabenraa, fotograferet mellem 1873 og 1880.

Mine bedsteforældre blev omvendt til Gud og til Indre Mission kort før verdenskrigen. Under krigen blev farmor kirketjener i Vester Sottrup, og min far kunne fortælle om den dag, da kirkeklokken blev lempet ud af tårnet og faldt de mange meter ned, mens folk stod tavse med tårer i øjnene. Det var for at den kunne blive støbt om til kanon. Min far har også oplevet biskop Kaftans visitats i sognet, sidste gang i 1916. Hvert tredje år kom han. Det har været en kraftpræstation af den lille spinkle mand, hver dag et nyt sted med samme program gennem næsten tre sommermåneder. Så rullede karossen ind over sognegrænsen med kusk foran og tjener bagpå, og biskoppen overtog styret i præstegården og meddelte spisetiden. Næste formiddag samlede han børn og unge i kirken, da var Kaftan i sit es. Min far har været med.
Theodor Kaftan var slesviger. Det hørte jeg om i min barndom, og efterhånden blev det til mange indtryk og efterretninger om det slesvigske kirkeliv før 1920. Navne som Nicolaj Nielsen og Hans Tonnesen har helt op til i dag været kendt. De stod bag Indre Mission, men blev så også en del af splittelsen i 1912, hvor den konservative del af IM gik sine egne veje i ”Det gamle budskabs indre mission”. Jeg blev taget med til storstilede Tinglev-møder 3. pinsedag med masser af basunblæsere og kraftfuld forkyndelse af Ydre Mission. Rødderne til dette rige åndelige liv lå altså forud for 1920, og Guds rige begyndte ikke med genforeningen, selvom det til tider næsten kunne lyde sådan.

Der var en levende kirke også i den for Nordslesvig svære tid før afstemningen i 1920. Der var et dansk menighedsliv, selv om præsterne var tyske. Der var en fremragende dansk salmebog og en fornem liturgi for gudstjenesten og de kirkelige handlinger på dansk. Der var et stærkt lokalt kirkestyre, med menighedsråd, provstisynoder og en fællessynode i Rendsborg, hvor alle væsentlige anliggender blev taget op. Der var den indremissionske vækkelse i mange sogne, hvor den i sin kirkebundethed kom til at betyde vækst og stabilisering af kirkegangen og opslutning omkring mission og diakoni og ungdomsbevægelse.
Theodor Kaftan toner frem som den samlende, centrale skikkelse i det kirkelige liv på alle måder. Hans besindige, men målrettede administration er forudsætningen for, at kirken overlever under kriser og politisk pression. Uden de store armsving varetog han sit embede, så kirken ikke blev slidt op af splittelser og medlemsflugt. Den danske salmebog, den indremissionske vækkelse og Kaftan som ”overhyrde”, det er forudsætningen for, at kirken vedbliver med at være folkekirke, også i det nuværende Sønderjylland.
Den største trussel mod den danske befolkning blev sprogforordningen af 1888, der afskaffer dansk som undervisningssprog bortset fra fire religionstimer, hvor sognet måtte ønske det. Men forordningen kom til at virke stik mod sin hensigt, idet den både stimulerede det danske kulturarbejde og vakte flertallet af præsterne til at stå værn om det danske sprog i menigheden. Uanset at de og biskoppen som preussiske statsembedsmænd var forpligtede på at fremme tysk sprog og kultur.

Sprogkampen er i høj grad med til at modne Kaftans kirkesyn. Kirken skal være kirke. Den er ét med det rige, som ikke er af denne verden. Den er ikke en samfunds- eller velfærdsordning, men et åndeligt fællesskab, der aldrig skal identificere sig med ét bestemt folk eller én kultur. Den kan godt være folkekirke, men er ikke underordnet folket, den har sit mandat fra Gud.
Derfor er Kaftan modstander af bureaukratiet i kirken, som jo er en ”menighedskirke”. Biskoppen skal heller ikke være chef eller kontrollant, hans embede er en tjeneste, ja han er faktisk en hjælpepræst for det egentlige embede, som er menighedspræstens! Og da alting bryder sammen i kejserriget ved krigens afslutning, er han helt klart tilhænger af at skille stat og kirke. Selv om han er gået af som biskop (1917), bliver der brug for ham som rådgiver, nu da landskirkerne skal genopbygges med nye forfatninger.
Kaftan blev kendt langt ud over Slesvig-Holstens grænser. Næsten hvert år skrev han en ny bog for at udruste menighedens lægfolk. Mest kendt er hans katekismusforklaring, der kom i syv oplag. Men også hans andre bøger om den kristne tro kom vidt omkring. Under det vi kan kalde ”det moderne gennembrud”, med udviklingslære, sækularisering og frigørelse fra kirkens autoritet, tvivl om dogmer og kirkelig tradition, kamp om bibelsyn og etik, blev der brug for en klar røst. Oven i dette kommer så industraliseringen med dens følgevirkninger, de nye storbyer, arbejderbevægelse og sociale problemer, kort sagt blev verden en anden, og kirken havde svært ved at omstille sig. Kritikken slap han ikke for, men den kom fra begge sider, og det hjalp ham til at holde balancen.

I sin alderdom bliver han en af fædrene i det fælleskirkelige og økumeniske arbejde. Selvom krigen trak dybe skel mellem de nationale kirker og skyldspørgsmålet nagede, kaldte den nye tid på, at kirkerne fandt sammen i forsonings- og fredsarbejdet. Kaftan var med i første række, så længe kræfterne slog til, også i at pege på mission og diakoni som selvfølgelige livstegn i kirken. Hans forbindelse til de skandinaviske kirker, især til den svenske ærkebiskop Nathan Söderblom, fik stor betydning.
Men først og sidst var han sin fars søn. Faderen var præst i Løjt, men blev afsat 1850 af de danske myndigheder efter treårskrigen og døde kort efter. At gøre sin pligt og genoprette sin fars ære var livslangt en tilskyndelse og inspiration for Theodor Kaftan til at være i tjeneste i Guds rige.