SMS-godkendte kirkebænke

Jeg befinder mig meget langt fra Emma Gads (Guds?) intentioner, når jeg sidder til gudstjeneste i Folkekirken: Gemt bag de høje kirkebænke skriver jeg i al hemmelighed på min mobil.Til mit forsvar må jeg hurtigt tilføje, at jeg ikke sms’er (for det meste); jeg skriver!
Jeg skribler med tommelfingrene rundt i Word, ganske improviseret og spontant, hvad der nu engang popper ind i mit brainstormende hoved. Mine egne tanker blandes i et virvar med præstens unaturligt dybe monotone tonefald, præcis som når tv’et derhjemme kører som hyggelig baggrundsstøj.
Efter gudstjenesten kommer jeg i tvivl om, hvilke tanker der var mine, og hvilke der var præstens. Men gør det noget? Jeg fik noget med hjem. Noget til sjælen, til livsførelsen og til den mobile notesblok.

Jeg går ikke så meget op i, hvem der siger eller skriver hvad. Og det gør mig pr. definition til en dårlig universitetsstuderende eller forsker, så jeg kalder mig i stedet for en følsom skribent.
Jeg har det på samme måde med Bibelen. Jeg er himlende ligeglad med denne bogsamlings mange forfattere, for jeg flæsker mig i indholdet og ideerne, ja hele tankegangen fascinerer. Forfatterne er døde – Værket længe leve.

Mit problem er bare, at der ikke står noget i Bibelen om mit aktuelle spørgsmål: Er det mon syndigt at skrive på mobilen i kirken?
Eller kan jeg give andre skylden? Ja, da! Min syndige trang til multi-tasking i Guds hus må skyldes min barndom (dén virker altid!). Eller at vi lever i en zappe-kultur. Men det kan vist også klares med at besvare spørgsmålet med et nyt spørgsmål: Hvorfor overhovedet lade som om man kan lytte uafbrudt til en 20 minutters prædiken?

Distraktioner og tankevandringer er ikke mangel på opdragelse, det er snarere indlevelse.
For alle menneskers indre øje kører en nonstop film fra fødselsdag til dødsdag. Filmen – hvis manuskript vi stort set selv forfatter – er flersporet, flimret og flerdimensioneret. Den er så ubegrænset, at den næsten er… guddommelig.