Midsommervisen

Jeg har lige været til Sankt Hans aften med min menighed. Der er nu noget særligt over den velkendte gamle tradition med at stå omkring et blussende bål og synge Midsommervisen.Uanset om man bruger den gamle melodi eller Shubiduas mere mundrette version, skaber det en helt speciel stemning, der er unik for Sankt Hans.
I min menighed plejer vi at grille sammen hjemme ved et par fra menigheden. Vi synger nogle lovsange og snakker os helt hæse. Nogle gange leger vi også nogle lege sammen med børnene, men i år var der fire små kattekillinger på gården, og det var næsten umuligt at få børnene til at forlade dem og være sammen med os andre.
Jeg kunne også sagtens have brugt det halve af aftenen på at sidde og lege med killingerne, men man er vel nødt til at være lidt voksen. I øvrigt var der en hel kødrand af børn rundt om de små dyr, så jeg tvivler på, at jeg overhovedet kunne være kommet til for dem.
Når vi har spist, leget og drukket kaffe bliver bålet tændt (uden heks). Men selvom skikken med at brænde heksen af er hedensk, er der nu alligevel noget symbolsk over det at brænde det onde. Som Midsommervisen udtrykker det:

Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde. Dem vil vi fra livet med glædesblus holde.

Det er fuldstændig sandt. I stort set hver eneste by og sogn er der okkult og dæmonisk indflydelse, og den eneste måde at komme det til livs på er at blive brændende i vores tro og tænde bål med vores bønner.
Det vigtigste er, at vi står fast i vores tro på, at Gud kan og vil ændre situationen. Hvis vi egentlig ikke tror på, at Gud kan gøre det, vi beder ham om, ja så kan vi bede non-stop herfra og til juleaften, uden at der sker noget som helst.
Men hvis vi virkelig brænder for det, vi beder om, og tror med hele vores hjerte på, at Gud kan gribe ind, så er alt muligt. Ved troens og bønnens kraft kan vi holde det onde fra livet, præcis som Midsommervisen siger til slut:

Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans. Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.