Kirke lavede sommersjov for børn

Silkeborg Frikirke rykkede ud i boligkvarter med oppustelig fodboldbane.Sommerferien kan virke uendelig lang for skolebørn, hvis forældre arbejder. Men det blev der rådet bod på i kvarteret omkring beboerhuset ”Huset” på Kejlstupvej 51 i Silkeborg.

Børnepræst Lone Østergaard (i midten) i sit es.

Her var ferien knap gået i gang, før Sommer-TVRZ fra Silkeborg Frikirke bød på to uger med masser af gratis børneaktiviteter – hver dag.

Dans og gøgl

På alle hverdage frem til i dag, den 9. juli, var der tændt for den oppustelige fodboldbane. Derudover arrangeredes dans, gøgl, pizza-cup, krea, spil, kubb, megafodbold, olympiade, boldspil, snobrød, pandekager og meget mere.
Det er fjerde gang børnepræst Lone Østergaard fra Silkeborg Frikirke tager initiativ til to ugers festlige sommeraktiviteter. Sidste år tiltrak det mellem 30 og 50 børn og teenagere hver dag.

Lærer unge ansvar

Forrige fredag var såkaldt ”adopt a block”-dag, hvor børnene i små grupper konkurrerede om at indsamle mest skrald i området.
– Tanken er at give børnene en ansvarsfølelse over for det kvarter, de bor i, fortæller Lone Østergaard.
Silkeborg Frikirke er en apostolsk kirke og medlem af FrikirkeNet.
/sl